Tyrkisk pizza med sucuk og syltet chili

Bag om mit interview med Massimo Bottura

Massimo Bottura and food journalist Niklas Roar.

Massimo Bottura og yours truly i det travle køkken efter interviewet.

INTERVIEW: Massimo Bottura og Osteria Francescana

Først og fremmest skal der lyde et stort tillykke. Til Massimo Bottura og hans team.

For endnu engang er det lykkedes kokken, kunsteren og fødevarefilosoffen Massimo at erobre tronen som den allerbedste af de bedste i verden på den eftertragtede World’s 50 Best Restaurants. Osteria Francescana har fået endnu en fjer i hatten.

FØLGER DU MIG PÅ FACEBOOK?

Første gang var i 2016 – kort efter at jeg havde aflagt ham et besøg i anledning af et interview for Munchies. Det er en iskold dag på Via Stella i Modena, og jeg er ved en fejl kørt ind i byen i min lejebil hele vejen fra Lucca uden at vide, at det er strengt forbudt for alle andre end beboerne.

LÆS OGSÅ: Jeg udlevede min drengedrøm i en åben Alfa Romeo

Presseafdelingen kører på højtryk. Der er næsten lige så meget knald på som i køkkenet. Gastronomi er blevet stort, og kommunikationen tager man ikke let på, fornemmer jeg. Det har da heller ikke været nogen let opgave at få interviewet i stand.

DET VILLE VÆRE FEDT, HVIS DU KIGGEDE FORBI PÅ INSTAGRAM <3

Men efter at have været rundt i restauranten for at fornemme stemningen, kommer Massimos kone ind. Hun er amerikaner og meget imødekommende. Hun er også med i den vellykkede dokumentarfilm på Netflix (Chef’s Table), og Lara Gilmore fungerer ikke blot som en slags manager for sin mand, men sørger også for at samle tankerne og holde fast i dem, når Massimo bliver verdensfjern eller får humørsvingninger. Og det sker ifølge hende og personalet ikke sjældent.

LÆS OGSÅ: 3 byer du skal besøge i Puglia – Italiens smukke hæl

Jeg får en lang snak med hende om både kunst, livet og manden, hvorefter hans souschef tager over, og viser mig ind i et lille, iskoldt baglokale bag køkkenet, hvor nogle af Italiens bedste vine ligger på køl rundt om et enormt træbord.

Her sidder han så. Manden der har måttet gå så grueligt meget igennem, før hans geni blev anerkendt. Som selveste Leonardo da Vinci eller måske Jesus ham selv. Er Massimo mon i virkeligheden Italiens frelser pakket ind i velsmag?

Osteria Francescana - interview Niklas Roar Foodroar

Interview i det intense baglokale med alle vinene.

Foruden de tre stjerner i Michelinguiden er kåringen som nummer et i verden toppen på den dekonstruerede kransekage, der udgør Osteria Francescanas univers på den ellers ganske ydmyge beliggenhed i det centrale Modena – en by der ellers er bedst kendt for sin balsamico og en mindre bilproducent ved navn Ferrari.

LÆS OGSÅ: Mine 11 grundregler i køkkenet

– Vi gør, hvad vi gør, fordi vi skal skabe god mad. Som designere skal skabe smukt tøj. Som Ferrari skal lave en hurtig bil. Vi er håndværkere. Kunstneren må gøre, hvad han vil. Vi køber tanken om billedet, eller skulpturen, fortæller han. Han tænker associativt og er ikke meget let at interviewe. Hans tanker flyver meget rundt, og han lader sig hele tiden inspirere af nye tanker og impulser.

Osteria Francescana,.

Vi spiser, mens vi taler. En helt utrolig græskarsuppe. Massimo fortæller: “Denne fond er lavet på alt vi havde tilbage. Det er en social handling. Det kan være alt, der er blevet tilbage. Ben, rødder, skræl. Japanske rødder.”

LÆS HELE MIT INTERVIEW MED MASSIMO HER I MUNCHIES

Lever altid i nuet

Han er til gengæld meget nærværende. Og man lytter. Han har store ambitioner. Ikke blot om mad, men også om at ændre verden. Han er ikke ret politisk, men han ved, at når man er i en position, hvor man kan gøre noget, så skal man gøre det. Han sætter initiativer i gang. Sociale projekter. Mad til fattige. Hjælp til lokale bønder. Et maduniversitet. Han kan ganske enkelt ikke lade være.

– Jeg lever i nuet. Jeg rider altid på bølgen. Jeg ser mig aldrig tilbage. Jeg vil ikke være en del af fortiden. Jeg føler, at jeg er ekstremt positiv i forhold til alt. Jeg har en forståelse af alt, hvad jeg har gjort. Men det er ikke pointen. Jeg er ligeglad med det, jeg har gjort. Jeg vil starte et maduniversitet i Modena. Det er ikke nok af have et gymnasium for agrikultur. Vi har brug for det her. Det er en del af en proces.

LÆS OGSÅ: 10 madvarer jeg virkelig ikke bryder mig om

– Byrådet kom til mig og bad om hjælp til at sikre fremtiden for farmerne. Vi har brug for et køkken. Bønderne er også nødt til at forstå smag. De skal forstå, hvordan man laver en parmesan, men også at lave en lasagne. Vi graver stadig dybere og finder balancen mellem årstiden, naturen, forholdet til producenten, og derfra kan vi udfordre det italienske køkken på så mange måder, fortæller han mig.

Massimo Bottura

Massimo Bottura krammer en af kokkene.

Massimo Bottura er mere og andet end en kok og en ‘rockstjerne’. Massimo er en ener og et familiemenneske. En ejer af et osteria – en slags gæstgiveri.

LÆS OGSÅ: 15 typer jeg helst vil undgå på flyrejsen

– Et osteria er en familie. Er det ikke en familie, så er det er lige meget. Det er en stærk besked at sende. Vi passer på hinanden, siger Massimo Bottura.

Osteria Francescana og Niklas Roar

Ved indgangen til Osteria Francescana står denne voksfigur – altså den bagerste.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tyrkisk pizza med sucuk og syltet chili