Mamma Marinellas spaghetti pesto alla trapanese

Tre toprestauranter du skal besøge i Rom

Sort torsk og lilla grøntsager.

Sort torsk og lilla grøntsager på luksuriøse Imàgo. Foto: Albertoblasetti.com)


Alle der har besøgt den storslåede italienske hovedstad ved, at ’Den evige stad’ alt for ofte rimer på ’den evige turistmad’. Antallet af restauranter med kulørte billeder af både pastaretter og røde rejer på menukortet kæmper en hård kamp for at give turisterne en oplevelse, der i værste fald er mindre autentisk end på det tyrkisk ejede pizzeria på indfaldsvejen til en større dansk provinsby.

LÆS OGSÅ: Bruser med udsigt i skønne Sperlonga

De får lykkeligvis konkurrence fra en række herlige, familiedrevne trattoriaer og osteriaer, hvor ejerne har kælet for råvarerne, og hvor man kan få en velproportioneret pastaret og en flaske vin til den helt rette pris. Især uden for alfarvej, hvilket stadig flere italiensfarende danskere også er ved at finde ud af.

Et typisk syn af mig, når jeg er på restaurant i Rom. Jeg tester den lille mikrofon, man klistrer på jakken - en såkaldt microport.

Et typisk syn af mig, når jeg er på restaurant i Rom. Jeg tester den lille mikrofon, man klistrer på jakken – en såkaldt microport.

Men hvad nu, hvis man vil mere end det? Hvor går man hen, når man har efterladt børnene hos bedsteforældrene eller bare er på en gastromantisk tur i Rom og ønsker at opleve mere og andet end det klassiske romerske køkken?

Find de billigste flybilletter til Rom med Momondo

Det får du hermed svaret på. For jeg har nemlig i samarbejde med magasinet Si Italia taget et kig på nogle af Roms ypperste restauranter i de kulinarisk højere luftlag, som kun de færreste turister lægger vejen forbi. Jeg har således udvalgt tre spisesteder oppe omkring det niveau, hvor der deles små stjerner ud i en lille publikation fra en fransk dækfabrikant.

LÆS OGSÅ: Tre superspisesteder i Bologna

Imàgo
Forestil dig at sidde ved et hjørnebord med udsigt over Den spanske trappe og en stor del af det centrale Rom på toppen af det særdeles eksklusive Hotel Hassler. Her oplever du den ultimative dekadence sammen med byens spidser, når du skyller den velvoksne foie gras-anretning ned med en italiensk sauternes, mens du hele tiden kan være sikker på, at de fejlfrit servicerende tjenere har grebet din gaffel for dig, før den falder ned fra bordet.

Med usigt over den spanske trappe og et menukort, hvor intet er overladt til tilfældighederne er Imagò et must for foodies i Rom. (Foto: albertoblasetti.com)

Med udsigt over den spanske trappe og et menukort, hvor intet er overladt til tilfældighederne, er Imagò et must for foodies i Rom. (Foto: albertoblasetti.com)

Retterne er udviklet af den dogmefri verdensborger Francesco Apreda, der er en af støvlelandets mest interessante kokke netop nu. Og fra det øjeblik du træder ud af elevatoren, er du aldrig i tvivl om, at det bliver en restaurantoplevelse ud over det sædvanlige. Personalet kan deres kram ned til mindste detalje – uanset om du beder om navnet på den tidligere ejer af den vingård, Brunelloen i dit glas stammer fra, eller om du spørger ind til den keramiker, der har dekoreret de mange forskellige tallerkener. Der hersker en stolthed over sin faglige kunnen og en vis glæde over, at kunne arbejde lige præcis her.

Alberto Blasetti / www.albertoblasetti.com

Mesterkokken Francesco Apreda (Foto: www.albertoblasetti.com)

Blandt de mest uforglemmelige serveringer er blæksprutten med tang og kokkens særlige umami-krydderiblanding, den sake-glaserede torsk og det nye take på risottoen med caciocavallo, peber og sesam. Desuden var den søde bøffelmozzarella med frugt og balsamico-is en oplevelse.

LÆS OGSÅ: Min romerske renselse

Vinkortet er noget mere klassisk (og herligt), og du kan være sikker på, at på denne etstjernede hotelrestaurant overlades intet til tilfældighederne på. Vil du virkelig imponere din ledsager, så er det stedet, hvor du kan få lov til at føle dig som en romersk rejser for en aften.

Piazza Trinità dei Monti, 6 – 00187, 00187, Rom, Italien

Tel:+39 06 699340

booking@hotelhassler.it

Cappellini med chili og røget ål på Imago.

Cappellini med chili og røget ål på Imago.

Metamorfosi
Hvis din første tanke er, at du må være gået forkert, så er du endt det helt rette sted. Stik nord for Villa Borghese og turistmagneten Den Spanske Trappe ligger denne lille, umiddelbart undseelige restaurant, der ikke gør meget væsen af sig på en ret trist gade, hvor de romerske bilister synes at teste, hvor hurtigt man egentlig kan tvinge en Fiat 500 ned ad bakke. Men alt ændrer sig, når man træder indenfor og bliver mødt og meget venlige tjenere og et stilrent, zenagtigt lokale, der så absolut bringer tankerne mere hen på japansk minimalisme end et romersk trattoria.

Paneret duelår på Metamorfosi.

Paneret duelår på Metamorfosi.

Metamorfosi er ganske fortjent blevet belønnet med en stjerne i Michelinguiden, og det er da også en oplevelse ud over det sædvanlige at gå om bord i smagemenuen, der tilberedes dygtigt og kompromisløst af den colombianske kok Roy Caceres. Netop hans sydamerikanske baggrund har kastet noget så sjældent af sig i Italien som et vaskeægte fusionskøkken, hvor han ikke blot kaster sig ud i nye takes på klassikere, men også arbejder med råvarer fra helt andre verdensdele og på den måde minder om, at velsmag ikke altid behøver at følge trenden med, at alt skal stamme fra lokalområdet. Blandt de mest mindeværdige retter var en dekonstrueret og nærmest flydende carbonara (vi er jo i Rom), hvor ægget når en temperatur på præcis 65 grader, en herligt cremet risotto med Karl Johan-svampe og hasselnødder gemt væk under et spiseligt ’papirlåg’ og så en helt fantastisk rå tun med bladbeder.

pc080768

Lokalet er smukt og stilrent. Næsten japansk.

Blandt drikkevarerne stod den både på tequila, med honning, citron, kaktusfigen og hørfrø samt spændende naturvine på både Pinot Noir og Sauvignon Blanc. Og prøv så lige kokkens vodkainfusion med grønne æbler, vermouth og dild. Den bragte promilletunge minder frem fra vores egne breddegrader i påskesæsonen.

Via Giovanni Antonelli, 30, 00197 Rom, Italien

http://www.metamorfosiroma.it/

Osteria Fernanda
Hvis du forlader det voldsomt charmerende, men også svært turisttunge område omkring Piazza Santa Maria i Trastevere og i stedet går den lange vej ned af Viale di Trastevere mod stationen af samme navn, drejer du af og finder denne lille perle, der er drevet af kok Davide del Duca og sommelier Andrea Marini.

Jeg interviewede sommelier Andrea Marini under mit besøg.

Jeg interviewede sommelier Andrea Marini under mit besøg.

Vi er i niveauet lige under en stjerne i bogen hos den verdensberømte dækfabrikant, men ambitionerne fejler ikke noget i den meget åbne restaurant, hvor man holder af at lege med råvarerne og arrangere dem, så det næsten er som at gå ud i skoven med sine unger. Sine kunstnerisk begavede unger!

Lyst til at spise ude i aften? Spar mange penge med Earlybird.dk

Serveringerne er arrangeret med stor præcision og fantasi, og råvarerne er alle sammen lokale eller i det mindste fra tilstødende regioner.  Ganske som man foretrækker det her i byen og i resten af Italien i det hele taget. Der er kælet for detaljerne, men du skal ikke forvente en smagseksplosion, da man går meget elegant og subtilt til værks her for at tækkes den italienske grundidé om, at du skal kunne smage hver enkelt råvare. Der må ikke være en særlig ting på tallerkenen, der går ind og overdøver de andre.

pc090835

Særligt anbefalelsesværdig var stedets hjemmebagte brød, den perfekt smørstegte torsk og et udvalg af drikkevarer, der sad lige i vinkøleskabet. Vi er som nævnt ikke helt oppe i det øverste leje, der kaster stjerner af sig, men til gengæld er priserne så langt under, hvad du kommer til at slippe, når først Michelinmanden har været på besøg.

Via Crescenzo del Monte 18/24 06 5894333
+39 347 445 9593
osteriafernanda@libero.it
www.osteriafernanda.com

Artiklen har også været bragt i magasinet Si-Italia

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mamma Marinellas spaghetti pesto alla trapanese