De bedste bidder i Bologna

Velkommen til FoodRoar

Kære nye ven.

Jeg hedder Niklas Roar, og det kræver vist ikke nogen doktorgrad at regne ud, at navnet på bloggen er en sammentrækning af mit efternavn og så det, jeg brænder for. Jeg ved egentlig ikke, om udtrykket som sådan eksisterer, men jeg forestiller mig, det er lyden af en hanløve, der brøler af sult. Selv brøler jeg egentlig ikke så meget, selv om de fleste engelsktalende tror, at det er et tilnavn, jeg har taget for sjov. Men når det gælder gastronomi, taler jeg gerne højt. Jeg kan nemlig ikke lade være med at dele min passion for mad. Hverken på skrift, på film eller på mit komfur.

Den gamle hanløve.

Den gamle hanløve.

Og netop det med passionen er helt afgørende for mig. Jeg arbejdede mange år som journalist på et stort dansk dagblad, men efter en periode i en jobmæssig kulkælder fik jeg en dag et klarsyn, og jeg besluttede jeg mig for, at jeg ville fokusere på de ting i tilværelsen, der gjorde mig glad.

Denne blog dedikerer jeg således til maden, som lykkeligvis har været min følgesvend, så længe jeg kan huske tilbage. Madlavningen er nemlig hver eneste dag mit zen-øjeblik. Det er min ventil i forhold til arbejde og hverdagsstress. Det er familieliv, frådseri, fandenivoldskhed og forførelse på en gang. Mad er for mig rendyrket livsglæde. Og for en journalistisk uddannet type som mig, der ikke har nogle håndværksmæssige talenter, er det desuden en enorm tilfredsstillelse at kunne udføre og færdiggøre et håndgribeligt produkt, som tilmed kan bringe smilet frem hos andre mennesker. Også når det går galt. For jeg er jo i den grad ikke uddannet kok, og jeg hverken kan eller vil følge en opskrift eller en manual. Jeg elsker omvendt at læse bøger om mad – som inspiration til mine egne ideer. Det fører nogle gange gastronomiske katastrofer med sig, men selv om det ikke er ret fedt i situationen, så tror jeg, kære læser, at du vil være enig med mig i påstanden om, at man lærer mest af sine fejl. Personligt er det aldrig lykkedes mig at lave hverken sprøde kroketter eller en saltbagt fisk, der blev salt nok. Men en skønne dag …

Min interesse for madlavning stammer givetvis hjemmefra, da jeg voksede op med en hjemmegående mor, der hver dag satte en ære i at lave et måltid mad fra bunden. Dengang bugnede supermarkederne ikke af den samme variation af fødevarer som i dag, men alligevel blev der serveret retter, der primært stammede fra andre lande – særligt Frankrig, Spanien og Grækenland, som vi jævnligt rejste til. Nåja, og så de svenske klassikere, da min mamma kommer fra hinsidan.

Jeg bilder mig nu aldrig ind, at jeg nogensinde bliver lige så god til at lave mad som netop min mor. Men på den anden side – findes der overhovedet en topkok derude, som laver lige så god mad, som min mor gjorde? Eller som hans eller hendes mor gjorde? Det spørgsmål hverken kan eller skal besvares. For mad handler i høj grad om følelser og minder. Jeg var på et tidspunkt i Modena for at interviewe Massimo Bottura, hvis restaurant Osteria Francescana få måneder efter blev kåret som verdens bedste, og han sagde det så klart. Han fortalte, hvordan al hans interesse for mad i sidste ende kunne føres tilbage til dengang, han gemte sig under sin bedstemors køkkenbord og spiste de endnu ukogte tortellonier, hun gjorde klar til aftensmaden. Hvordan han som en lille dreng frydefuldt sad der under bordet og spiste, mens han så sin nonnas (bedstemors) forklæde og sugede duftene og sanseligheden ind fra hendes køkken.

En sund madkultur grundlægges allerede fra barnsben. Det ved jeg i dag. Jeg gad ikke selv at lave mad, før jeg flyttede hjemmefra og var tvunget til det. Men på ganske kort tid tror jeg, jeg forstod, hvad det handlede om, og hvordan man skulle gribe det an, selv om jeg endnu ikke havde teknikkerne til det. Årsagen? Jeg var vokset op med ordentlig, hjemmelavet mad, og jeg noterede mig, at livet var for kort til færdigretter og halvfabrikata. Det er et ansvar, jeg også skylder at give videre til mine egne to piger. Og i dag er jeg ikke i tvivl om, at de en dag vil huske tilbage på fars carbonara eller ragù med tårevædede øjne, når de selv er flyttet hjemmefra og har fået børn.

Fars carbonara.

Fars carbonara.

Jeg har i øvrigt ingen dogmer. Ingen LCHF, ingen fedtforskrækkelse, ingen 5/2-kure, ingen veganerdage og ingen fordømmelser. Mad skal i mine øje opfylde ét eneste formål: Det skal smage godt, thi så bliver du glad. Jeg tilstræber at bruge flest mulige økologiske råvarer i madlavningen, men jeg er langt fra fanatisk. Smager den økologiske vare mindre godt end den anden – måske fordi den ikke er i årstid eller stammer fra et mindre godt gartneri – så giver det ikke mening for mig. Økologi er en fantastisk tanke, som jeg gør mest muligt for at støtte – også fordi jeg ikke vil fylde mine børn med sprøjtegifte. Men ikke på bekostning af smagen. Not on my watch!

Jeg håber, du har lyst til at være med, når jeg her på siden tager dig med i mit køkken eller på en af mine mange rejser i Italien. Og forhåbentlig har du lyst til at bruge noget tid sammen med mig og på enten at lade dig inspirere af min madglæde eller bare være min virtuelle middagsgæst og nyde en hapser, et glas vin og en munterhed eller to.

Privat bor jeg på Vesterbro i København sammen med min kone og mine to piger på to og syv år i en ret så lækker lejlighed med udsigt over byens tage. Foruden min bolig ejer jeg en ti år gammel Mazda 6, to zebrafinker og en iPhone, jeg har et svært afhængighedsforhold til.

Kys, kram og et klask bagi.

Niklas FoodRoar

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

De bedste bidder i Bologna