Kikærter med Chorizo

Kikærter med Chorizo
Disse kikærter med chorizo er en aldeles fremragende lille ret til tapasbordet. Og det tør jeg godt sige, for jeg har sådan set ikke selv fundet på den. Jeg har fået noget lignende serveret i Spanien, og den anden dag lavede min ene bror den til mig, da vi skulle optage en madfilm med os to brødre (ja, bare vent … det skal nok blive pinefuldt at se på).
Følg mig her på Instagram
Jeg har dog foretaget et par småændringer i forhold til hans version, men jeg synes stadig, det er en virkeligt god ret, der vil klæde ethvert tapasbord.
Sådan laver du kikærter med chorizo
Først og fremmest skærer du de rå chorizopølser i mindre stykker og steger dem i olivenolie. Når de så er stegt, steger du helt tynde skiver af hvidløg i olien, indtil de faktisk er blevet lidt brændte og hårde.
Derefter sauterer du dit løg, der er skåret i skiver.
LÆS OGSÅ: Tre lækre og sunde småretter
Efter et par minutter er det tid til at tilsætte dine kikærter, som optimalt set har ligget et døgn i vand og derefter kogt i bouillon.
Alternativt kan du bare bruge kikærter fra dåse. Det smager stadig super godt.
Dermed kommer smagene godt ind i alle ingredienser. Smag til med sherryeddike, salt og peber og giv den tørret chili samt den røgede spanske paprika, der hedder pimenton.
Der er faktisk ikke rigtigt nogle steder undervejs i processen, hvor det kan gå galt.
Nyd et kraftigt glas Temperanillo eller Garnacha til.
LÆS OGSÅ: Albóndigas – spanske kugler af lykke
Til Kikærter med chorizo skal du bruge
Kikærter cirka 400 g
Chorizo – 400 g
Løg – 1 stk
Hvidløg – 5 fed
Pimenton – røget paprika
Olivenolie
Ærteskud
Sherryvineddike (eller anden vineddike)
Chili efter behov
Ingen kommentarer endnu