Pescaditos fritos – små friterede fisk


Pescaditos fritos – friterede småfisk
Små friterede fisk
Hvis der er noget, der ellers kan gøre mig i sommerstemning, så er det smagen af friterede fisk.
Jeg har fået det et utal af gange i både Spanien og Italien, og mon ikke det er noget, man kan få rundt om hele Middelhavet? Herhjemme er jeg kun stødt på den lille ret i Torvehallerne, hvor der ligger en lille tapasbar. De får fiskene fra fiskehandleren lige overfor, og det koster dem næppe mange kroner.
For hele tricket er, at der er tale om nogle af de billigste fisk, man kan opdrive. De fleste vil nok betegne dem som skidtfisk. Man kan godt bruge ansjoser, men her til lands er det oplagt at bruge smelt. Ja, det hedder de altså. Det er bittesmå stimefisk, som spises hele. Ja, hele.
Det er givetvis ikke noget for alle, og jeg skal gerne indrømme, at min kone ikke gider dem. Men det er hendes tab, hvis du spørger mig. For jeg elsker dem.
Få inspiration til flere lækre tapas her::
Forestil dig at sidde på en lille tapasbar et sted ved den spanske kyst, mens du drikker en iskold caña – altså en lille fadøl – og tjeneren så smider denne her op på disken. Du tager din citron og presser den nedover, mens du nyder smagen af Middelhavet. Den kan naturligvis også nydes med et glas rosado eller måske en hvidvin. Lige præcis denne synes jeg dog, der hører kold øl til.
Det tager kun fem minutter
Nuvel, lad os komme til sagen. Du køber dine små smelt – eller fanger dem selv. De bør ikke koste ret meget, da det ellers er nogle, som fiskerne ikke kan få solgt herhjemme. Du kan sikkert også bruge løjer fra den lokale sø.
Få fat i en god fritureolie og varm så op til trekvart varme.
Drys hvedemel på en tallerken og blandt eventuelt lidt salt og peber i. Jeg synes dog, det kan være svært at styre saltbalancen, med mindre jeg gør det til sidst.
Sørg for at fiskene er helt dækkede af melet og drys det overskydende af og sænk dem ned i ønskebrønden.
Vær klar til at tage dem hurtigt op igen. Er olien tilstrækkeligt varm, kan de være klar på under et minut. De skal være sprøde og gyldne.
Drys dem med salt og pres en citron henover. Server dem med aïoli. Det er jo dybest set bare en mayonnaise med hvidløg. Hvordan du laver den, kan du se her.
Ellers så lav en snydemayonnaise med eks. Hellmann’s plus presset hvidløg.
Velbekomme!
Du skal bruge
Smelt – ikke alt for mange per person. Det er bare en tapa. Det er lidt voldsomt at æde sig mæt i.
Mel
Fritureolie
Citron
Salt og peber
Aïoli (mayonnaise med hvidløg)
Tak for fine opskrifter og sjove indlæg – kan du ikke lave en guide til delikatesser jeg skal med hjem fra Spanien – Alicante området? Skinken, oliven, den gode olie, ost, vinen, mandlerne ? Du ved så meget og jeg så lidt….spiser bare løs og flår ned fra hylderne, men kan jo ligeså godt gøre det ordentligt og købe det ‘rigtige’:-)