5 tips til den uspiselige All Inclusive-buffet

all-inc-2

All Inclusive-buffeten på et Gran Canarisk hotel jeg ikke ønsker at nævne her. Mine børn har aldrig før sagt nej til pasta, men dette kunne de ikke klemme ned.

Okay, så står du der ved All Inclusive-buffeten, og du har mest af alt lyst til at græde.

Men det skal du lade være med. For du har jo enten selv booket et hotel med dette tilvalg – ELLER du har fået rejsen foræret af et nært familiemedlem. Og så har du jo slet ikke noget at klage over, eller hur?

Overraskende DNA-test: Kan du gætte min oprindelse?

Tingen er dog, at nu er du her, og du skal så prøve at få det bedste ud af det.

Nu spørger du nok: Jamen, har du været på All Inclusive-hotel? Og du kalder dig madblogger?

all-inc

Brunt i brunt. Jeg har ikke manipuleret med dette billede på nogen måde.

Og yes, det har jeg flere gange. De første mange gange var det et frynsegode, da jeg var rejseredaktør på Ekstra Bladet og derfor blev inviteret af de flinke rejseselskaber til at spendere noget tid på de hoteller, de tilbød kunderne. Disse hoteller var oftest af en glimrende standard, men fællesmaden langt under niveau. Den eneste undtagelse var hotellet Maritim Jolie Ville i Sharm el Sheikh, Egypten, hvor maden var decideret fremragende. Det var meget imponerende, og drikkevarerne blev endda serveret i rigtige glas af dygtige tjenere og var ikke sådan noget udrikkeligt sprøjt, som i de fleste andre ressorts.

Jeg sender dermed stadig en varm tak til Atlantis Rejser. Dem vil jeg meget gerne lege med igen, hvis jeg en dag får muligheden. 🙂

all-inc-4

Mine tre piger på den i øvrigt fine strandstrækning vest for Maspalomas.

Selskabsrejsen

Nuvel. I vinterferien havde jeg så for første gang i nogle år igen fornøjelsen af at besøge sådan et sted, hvor alt på forhånd er afregnet med rejseselskabet. Det var i udkanten af Maspalomas på Gran Canaria, og det var en gave fra min kone, der havde panikbooket noget et par dage inden min fødselsdag i januar.

10 madvarer jeg virkelig ikke bryder mig om

all-inc-3

Lad os bare sige, at det ikke ligefrem var et luksuriøst sted. Der lå mellem en række andre hoteller uden for gåafstand af resten af byen og var blot omgivet af rundkørsler og nordboer. Der var marginalt mere charmerende end i Herning, og marginalt mindre røvsygt end i Ølstykke.

Men lad os nu ikke bruge mere energi på mit ophold. For lad mig citere en gammel kollega fra tv-branchen. Du skal altid tænke på modtageren og hans eller hendes spørgsmål. ‘What’s in it for me?’ Og selv om du måske kan have en sadistisk nydelse i at høre om mine frygtelige charterophold, så er pointen vist, om du kan tage noget med dig herfra.

Mine 11 grundregler i køkkenet

Svaret er naturligvis et rungende ja. For jeg har begået en lille miniguide, som forhåbentlig vil bringe dig sikkert igennem All Inclusive-buffeten med mindst mulig lidelse til følge. Her er altså …


5 tips til All Inclusive buffeten

  1. Medbring din egen vin. Oftest er den gratis af slagsen udrikkelig. Hotellerne serverer den usleste vin for dig af to årsager. For det første er den uhyggeligt billig (du ønsker ikke at kende literprisen). For det andet er det et incitament til at holde gæsternes alkoholindtag og dermed uønsket adfærd nede på et rimeligt niveau.
  2. Begå ikke den klassiske buffetbrøler. At skovle al mulig forskellig mad op på samme tallerken, så sauce, fisk, salat og pommes frites flyder sammen til en endnu mere pervers vælling end den, det allerede er. Tag i stedet mange små tallerkener hen til bordet med små anretninger enkeltvis. Tænk på det som tapas. Uanset om du er i Spanien, Grækenland eller Marokko.
  3. Inddel disse tapas i serier. Start for eksempel med kolde fiskeretter og salater, gå så videre til patéer og derefter kødretter og endelig oste og desserter.Guide til den lækreste spanske skinke
  4. Undgå at møde op, når buffeten åbner. Vent mindst 20 minutter. I starten vil der være kø til det meste, og du ender sammen med alle tyskerne og pensionisterne. Og det vil du ikke.
  5. Find de små ting, andre ikke går efter. Måske er der nogle lokale specialiteter, som kokkene rent faktisk kan finde ud af at lave. De fleste turister undgår disse, fordi de helst vil have burgere, pommes frites og bøffer. Men i modsætning til de helt håbløse og seje kødstykker, der oftest er stegt til døde og derefter smidt i en sovs fra spand, kan du faktisk være heldig her og finde om ikke guld, så i hvert fald spiseligheder.

De fedeste madreklamer fra en anden tid

beefeater

Rigtige læger anbefaler gin.


Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg hverken er antropolog, forsker i madkultur eller sågar reklamemand. Men jeg har lidt en fetich, når det gælder gamle reklamer for mad og drikke.

Det er jo ikke, fordi jeg får en ubændig trang til at indtage det, jeg ser på billedet, men måske fordi det minder mig om en svunden tid. En mere enkel tid. En tid, hvor der altid var sommer og ubekymret leg. En tid, der aldrig har eksisteret. Lidt som at se en gammel film med Olsen-banden, hvor København aldrig har taget sig smukkere ud, hvor træerne altid er sprunget ud, og hvor solen altid skinner.

10 svenske madvarer du er nødt til at kende

Den anden dag fandt jeg en flok gamle madmagasiner frem, som jeg havde taget med hjem, da jeg for nogle år siden tømte min mors køkkenskabe, da mit barndomshjem efter min fars død skulle sælges.

Heriblandt var flere eksemplarer af henholdsvis Mad og Gæster samt Alt om Mad, der var to populære månedlige publikationer for husmødre i 60’erne og 70’erne. Førstenævnte havde altid en klumme skrevet af gastronom, skuespiller og sceneinstruktør John Price, der som bekendt var far til de i dag så berømte brødre James og Adam.

10 madvarer jeg virkelig ikke bryder mig om

Jeg har affotograferet en række af reklamerne fra disse udgivelser, og jeg håber, du finder dem lige så fornøjelige som jeg. For reklamer afspejler jo i høj grad deres tid. De er jo netop et kultursociologisk nedfaldspunkt i en særlig æra.

11 uhyggelige ting du ikke vidste om gluten

Se bare her i …

De fedeste madreklamer fra en anden tid

dubonnet

Jeg er vild med denne reklame, hvor en moden herre kommer hjem til en yngre blond kvinde. Hun har sikkert stået i køkkenet hele dagen, mens han kommer hjem fra arbejde, skænker sig et glas Dubonnet – og mellem linjerne sikkert har planer om at ordne hende i ægtesengen før eller efter maden.

img_5955

Sådan så mange af klassekammeraternes køkkener ud i min barndom.

img_5930

I dag ville det være helt uhørt med annoncer, hvor der bliver røget cigaretter.

img_5928

Bajere og chips. Man kan aldrig få for mange Kims …

img_5950

Ja, det er jo en helt oplagt ting at hviske til sin sidedame …

img_5954

Med et brunt forklæde er far gået i køkkenet. Hans testikler ligger sandsynligvis et sted ved siden af brødskiveskæreren.

img_5931

Jeg vil ikke lyve. Jeg ku’ godt!

img_5925

Ve det reklamebureau, der lavede denne her i dag med en husmor, der får lov at drikke en Ramlösa, efter hun har gjort hele hytten rent. Og bare rolig, mand. Hun tager ikke på, for den indeholder ingen kalorier.

img_5939

Margarine. I dag anerkendt som det usleste produkt, man kan få for penge. Dengang signalerede det sundhed.

mig-burgerbar

Jeg kunne ikke lade være med at medtage dette billede af yours truly, da det på alle måder signalere en andet tid. Det er taget i forbindelse med et interview med ejeren af Chicky Grill i Kødbyen. Stedet er stort set uændret siden 1972.

img_5946

Jeg savner lidt de der små buttede Faxe Fad.

img_5952

Il grande italiano.

img_5932

Både barske mænd og kække piger kan trænge til sådan en.

img_5927

Sandsynligvis det dårligste stykke reklametekst det år.

img_5862

Men så pas dog på, at der ikke går i i den hund!

img_5949

Ren, liflig drink? Og hvad laver John F. Kennedy på billedet?

img_5922

Er det her Rytteriets Martin Buch?

img_5942

Moulinex – DJØF’erens foretrukne grill.

img_5934

Den store bagefest.

img_5929

To ruller for ti kroner i … Nåh, nej. Nytto.

15 typer jeg helst vil undgå på flyrejsen

Nogle gange må man bare tage sig til hovedet over andres manglende pli i flyet.

Nogle gange må man bare tage sig til hovedet over andres manglende pli i flyet. (Collage: Jes Roger Petersen)


Som gammel rejseredaktør husker jeg, hvordan noget af det, der for alvor kunne få læserne op af stolen, var deres forhold til flyrejser.

Mest af alt skal vi jo bare være lykkelige for, at det lader sig gøre at tilbagelægge tusindvis af kilometer på få timer, mens vi samtidig kan sidde med et måltid og en bog og faktisk ikke foretage os noget som helst. Vel at mærke afstande, som tidligere ville have taget uger eller endda måneder at forcere.

21 ting vi kan lære af italienerne og omvendt

Men vi er jo nogle brokrøve – jeg er i hvert fald – og derfor bliver jeg hver evigt eneste gang, jeg sætter mig ind i et fly irriteret over en række af de samme ting.

Nu skal det siges, at jeg ofte rejser med lavprisselskaber, og at jeg ikke er villig til at firedoble min billetpris for at flyve på første klasse med de traditionelle selskaber. Så måske har jeg selv bedt om det.

10 svenske madvarer du er nødt til at kende

Alligevel er der noget i mig, der alligevel bare ikke kan holde ud, når disse ting sker om bord på flyet. Mest af alt, fordi det egentlig ikke handler om flyselskaberne, men derimod om de flypassagerer, der burde forbydes adgang til lufthavne, indtil de gennemførte et kursus i almindelig pli og omgang med andre mennesker som sådan.

HUSKER DU AT FØLGE MIG PÅ FACEBOOK?

Her er altså …

15 typer jeg helst vil undgå på flyrejsen

1. Folk der ruller vinduet for, når de sidder i vinduessædet. Det er et privilegie at sidde ved vinduet, så du kan nyde udsigten. Hvis du ruller for, fordi du er ligeglad, bør du sidde et andet sted i stedet for at ødelægge den sparsomme udsigt for andre.

2. Folk med store, dumme rygsække, som ikke lægger mærke til, at de banker dem ind i dit hoved, når de vender sig rundt på må og få, når du sidder ved midtergangen.

LÆS OGSÅ: 6 måltider jeg aldrig glemmer – på godt og ondt

3. Folk der ikke kan vente med at rejse sig op, indtil flyet holder ved gaten, således at stewardessen må råbe op.

4. Folk, der rejser sig så hurtigt op, når flyet er ved gaten, at ikke engang Lucky Luke kan nå at følge med. Det kan vor cowboy til gengæld, når de står der sammenpresset i midtergangen i seks minutter, indtil en trappe langt om længe er dukket op.

5. Folk der insisterer på hele vejen at forklare, hvad piloten foretager sig.

6. Folk der ikke tørrer toilettet af efter sig.

7. Sidemanden der tager dit armlæn.

LÆS NOVELLE: Kermit og pigen fra Thaibordellet

8. Folk der læner stoleryggen tilbage foran dig. Ja, stolen er designet til at kunne gøre det, men det betyder ikke, du SKAL gøre det. Capice?

9. Stewardesser der råber ind i mikrofonen, så alle små børn bliver vækket, og det eneste, de vil sige, er, at man kan købe en lodseddel eller tre pakker Elizabeth Arden-dagcreme for tos pris.

10. Mænd der smider skoene så du kan lugte deres gennemsvedte sokker.

LÆS OGSÅ: 9 uforglemmelige madscener fra filmens verden

11. Kvinder medio 50 der  foretager små ergonomiske øvelser i midtergangen. Med røven mod dig.

12. Folk der har taget joggingtøj på i flyet. Er en flyrejse virkelig at sammenligne med en løbetur?

13. Folk der tager det som en personlig fornærmelse, når de er nødt til at rejse sig op, fordi du skal på toilettet.

14. Folk der har medbragt madpakke hjemmefra med enten makrel i tomat eller ost.

15. Folk der sover på turen (for det har jeg aldrig kunnet). You lucky bastards!

LÆS OGSÅ: 11 uhyggelige ting du ikke vidste om gluten

6 måltider jeg aldrig glemmer – på godt og ondt

Spaghetti Carbonara. Den er næppe sund på papiret, men den gør dig glad.

Jeg elsker at nyde en pastaret på min terrasse om sommeren. Men det er ikke oplevelserne herfra, der for alvor har sat sig fast. (Foto: Anthon Unger)


Hvilke måltider er de vigtigste i ens liv? Hvilke gør mest indtryk? Jeg ved det ærligt talt ikke. Men jeg ved, at det ikke nødvendigvis er de bedste måltider. På den ene side, har det ikke været nemt at finde de rette, for er der mon ikke hundredevis, jeg har glemt? Hvad med min bryllupsmiddag? Hvad med Michelinstjernerne? Hvad med de vegetarfrikadeller, der i 1996 sendte mig fem dage på et sygehus i Vestsjælland, da jeg gik på højskole?

Men på en eller anden måde er disse næppe helt forkerte. For det er i hvert fald de første, der faldt mig ind, da jeg ville finde …

6 måltider jeg aldrig glemmer – på godt og ondt

Efterår 1983, Mölle, Sverige
Jeg er kun seks år gammel. Men jeg har været oppe at gå tur i skoven i naturreservatet på Kullaberg sammen med mine forældre og min søster. Der har måske være flere med, men jeg husker det ikke. Min søster er den bedste til at finde svampe. Det er hun stadigvæk, og hun lærer mig, hvilke jeg skal kigge efter. Vi kommer hjem med kantareller, Karl Johan og de der bittesmå lilla, der hedder ametysthatte. Min mor stuver dem med løg og fløde og serverer dem på ristet brød. Det smager af skov og bjerg og efterår. Det smager himmelsk. Hvert efterår håber jeg på at finde svampe deroppe igen.

LÆS OGSÅ: 9 uforglemmelige madscener fra filmens verden

Svampehapsere

Svampehapsere – fra nutiden.

Følger du egentlig min side Niklas Foodroar på Facebook? Det ville jeg blive virkeligt glad for. 🙂

Sommer 1986, Ørbyhage, Sønderjylland
Min far blev født i Kolding og boede der, indtil han flyttede til Nørrebro, da han ramte skolealderen. Han sagde, at de andre elever i begyndelsen kaldte ham ‘den jyske tranlampe’. Børn lærer dog hurtigt – også at tale københavnsk, men selv om han blev i hovedstaden resten af sit liv, så havde han stadig en del af sit hjerte i Sønderjylland, og da jeg var barn rejste vi næsten en gang om året derned. Kun ham og jeg, mens min mor blev i sommerhuset i Mölle. Denne gang udmærkede sig ved, at min meget distræte far ikke havde taget den taske med i bilen, som min mor havde pakket med alt mit tøj, min tandbørste og mine Jumbo-bøger, og hvad man nu ellers bruger som niårig. Vi opdagede det på færgen til Nyborg. Vi måtte efterfølgende købe det alt sammen i Vamdrup til min noget påholdende fars store ærgrelse. Og så gik vi ind hos en lokal slagter, hvor min far bad om de bedste bøffer, de havde. Vi kørte til Ørbyhage – en lillebitte landsby ved østkysten, hvor han tidligere havde lejet en gård eller et slags sommerhus hos nogle lokale – og da jeg ikke ville bo hos byens Købmand Viggo og hans kone Mette, slog vi et telt op på stranden. Han elskede at tænde bål. Altid bål. Vi tændte op under de træstykker, vi nu kunne finde på stranden, og da der var kommet gløder, fandt han et gammelt gitter fra en antenne og lagde det på bålet. Vores bøffer fik salt på, og de var røde indvendigt og smagte fantastisk. De møreste jeg har fået. Vi spiste dem med fingrene og tyggede på et lyst brød til. Jeg savner min far, når jeg tænker på det. Han talte også om disse bøffer resten af sit liv. Han lærte mig at være en mand.

Vi havde ikke kamera med i Sønderjylland, men her er et billede af min far og mig hjemme fra køkkenet i cirka samme periode.

Vi havde ikke kamera med i Sønderjylland, men her er et billede af min far og mig hjemme fra køkkenet i cirka samme periode.

LÆS OGSÅ: Mine 11 grundregler i køkkenet

Sommer 1994, Groningen, Holland
Forinden var gået fem dage på en flodpram og to i Amsterdam. Vi var seks gamle venner af sted, og det gastronomiske niveau var ikke ligefrem tårnhøjt. Vi lagde ud med at købe velsagtens omkring halvanden hundrede blandede gram af den slags, der går under navne som Sort Afghan, Pollenmarok, Grøn Usbekistan og Purple Haze, og hvad det nu hed alt sammen. Jeg husker (mærkeligt nok) ikke så mange måltider fra turen i Friesland, men jeg husker, at vi på et tidspunkt købte to dressinger. En salsaketchup og en Knoflook-dressing, der – som navnet antyder – så absolut også smagte af hvidløg. Skæbnen – og muligvis det flittige indtag af de i Holland lovlige rusmidler – ville dog, at vi sejlede prammen på grund sidste dag, hvorefter vi måtte hentes af det firma, der havde lejet os båden. Skruen var ødelagt, og vi fik inddraget det depositum, der skulle have sikret os mad og overnatning sidste dag i Groningen. Vi havde lige præcis råd til at skaffe noget usselt overnatning i en fællessovesal, mens vi ikke havde andet mad overhovedet end en pakke toastbrød og en flaske salsaketchup. Husk på, at dette var i en tid, hvor ingen af os havde fået kreditkort endnu. Vi tilbragte et hårdt døgn i Groningen. Det meste i solskin på en lille park, hvor vi spillede hacky sack og røg tjald, mens vores maver knurrede. To gange afbrudt af – ja, du har gættet det. Uristet toastbrød med salsaketchup. Flasken med Knoflook-dressing var løbet tør. Aldrig har en tur hjem (endda med bus) til København været så lang og pinefuld.

Det lykkedes mig ikke at finde et billede fra turen, da jeg ikke ejede et kamera dengang. Så her er et fra cirka samme periode ...

Det lykkedes mig ikke at finde et billede fra turen, da jeg ikke ejede et kamera dengang. Så her er et fra cirka samme periode …

Vinter 2009, San Francisco, USA
Det har været noget nær den dårligste start på en rejse, man kan få. Både min kone og jeg er blevet syge – mindre end et døgn efter, vi er ankommet til L.A. Vi har begge høj feber og ryster og ligger på vores hotelværelse i Santa Monica og håber, at det snart går over. Turen til Las Vegas er frygtelig. Jeg er endnu mere syg end hende, og hun må køre den lejede Dodge ud af de kaotiske motorveje med frakørsler til alle sider, og vi kører gennem ørkenen, mens jeg kaster op i en pose. De næste tre dage i et luksusværelse i spillebyen i Nevada går med at ligge i sengen med høj feber og kaste op, og jeg har så ondt af mig selv, at jeg på et tidspunkt ligger i fosterstilling på toilettet og hulker. Vi kører så mod San Francisco og overnatter undervejs på et motel i sandsynligvis det værste hul, menneskeheden har set ved siden af en Burger King og en kinesisk friturerestaurant. Jeg har ikke kunnet spise noget i flere dage. Tanken om begge giver mig kvalme. Men dagen efter er vejret dejligt. Jeg kan spise en halv portion corn flakes, og vi har kun tre timers kørsel til San Francisco. Da vi kører over broen fra Oakland, er det som om, der sker en forvandling. Den hvide storby gør sig til under den blå californiske himmel, og vores lille sted Hotel Des Arts er voldsomt charmerende. Vi går ind på en fransk cafe og bestiller en Salad Nicoise og en club sandwich, og aldrig har noget smagt så godt. Appetitten er vendt tilbage, og vi skyller frokosten ned med et glas hvidvin og en kold øl, mens solen bager ned over vestkysten uden for de store vinduer, mens vi føler os budt velkommen og nyder omgivelserne af ivrigt snakkende forretningsfolk og pludrende venindepar. Det har sikkert ikke været den bedste salat i mit liv, men jeg husker den sådan.

sf

Forår 2016, Modena, Italien
Jeg er kørt fra Lucca i Toscana om morgen og kæmper for overlevelse i den frygtede italienske morgentrafik, mens jeg hører lokalradio og prøver at opsnappe sætninger, jeg forstår. Undervejs på vej nordpå til Modena gennem kilometerlange tuneller og overvældende bjerglandskaber, ryger temperaturen ned under nul, og det begynder at sne, og jeg tænker over, hvorfor jeg dog af egen fri vilje har bedt om et interview med kokken Massimo Bottura. Han er ganske vist er en ener, men jeg er på rejse med min familie, og der ryger det meste af en dag på turen. Jeg kører ved en fejltagelse ind i Modenas bycentrum og får at vide allerede ved parkeringen, at der kommer til at ryge en bøde ind, da nummerpladen er registreret. Da jeg ankommer til Osteria Francescana, er Massimo syg og sidder og ser noget betuttet ud, mens jeg går rundt i et lokale og taler med hans mange pressefolk. Jeg går herefter ud i køkkenet, hvor jeg først falder i snak med en række kokke og siden med Massimos amerikanske kone. Vi går rundt og taler om billedkunstnere, om madlavning og om livet som sådan, indtil Il Maestros højre hånd kommer og fortæller, at han er klar. Jeg bliver placeret ved et enormt træbord i et iskoldt lokale omgivet af de ypperste italienske vine på alle sider. Endelig kommer han ind – helt forkulden, med halstørklæde på og ligner en, der ikke har lyst til at være der. Interviewet starter sløvt, men da først serveringerne begynder at komme ind, ændrer stemningen sig. Jeg er overvældet af velsmag, og jeg både viser ham det og forsømmer ikke en chance for at fortælle, hvor lækkert det er. Som en anden Egon Olsen tør han helt op, da han forstår, at jeg kan afkode smagsnuancerne og på sin vis forstår hans genialitet. Jeg får meget længere tid med ham end planlagt, og vi går bagefter rundt sammen i køkkenet og taler om hans ideer. Jeg bliver oprigtigt glad, da han efter at have sagt farvel lige råber efter mig, at jeg skal vente. Han går ud bagved og kommer tilbage med en ost og en balsamico fra hans egen lille produktion og giver mig et kram. Jeg sætter mig ind på en cafe i Modena, drikker en øl, og på vej tilbage til Modena er jeg skideligeglad med den kommende parkeringsbøde. To dage efter er jeg også syg i Lucca og hoster hele vejen videre til Firenze.

LÆS ARTIKLEN FRA INTERVIEWET HER I VICE

En intim frokost i baglokalet på Osteria Francescana med min store kokkehelt Massimo Bottura.

En intim frokost i baglokalet på Osteria Francescana med min store kokkehelt Massimo Bottura.

Vinter 2017, Østerbro, København
Det har været verdens længste forspil. At få en interviewaftale i stand med den unge kok Rasmus Munk har trukket tænder ud. Han er en travl, travl mand, og da det så endelig lykkes, vil redaktøren for Munchies have noget mere. Så i to omgange er jeg forbi Alchemist om formiddagen på en undseelig sidegade på Østerbro, hvor al magien tilsyneladende sker om aftenen. Rasmus Munk er noget så sjældent som en kok med ikke blot kunstneriske talenter, men også med noget på hjerte, og da jeg så noget, der ligner seks måneder efter planen endelig får lov til at spise på restauranten, er der lagt i ovnen til noget særligt. Fra det øjeblik, den første servering kommer ind klokken 19, til det hele er overstået en halv time efter midnat, er jeg blæst bagover. 45 serveringer er ekstremt. Mere ekstremt er det, at ikke en eneste falder igennem. Her er alt fra kaviar og ishavstorsk i vaffel til Tom Yom med bænkebidere og onagi-burgere. Jeg mangler ord. Min ledsager, der har besøgt langt flere toprestauranter end jeg, er lige så imponeret. Alchemist med den unge Munk i køkkenet og i ånden åbner snart i en ny udgave på Refshaleøen med økonomisk støtte fra Saxo Bank-milliardæren Lars Sejr, der også har en andel i blandt andet Geranium.


Se en række af serveringerne i min lille Instragram-film her

LÆS MIN ARTIKEL I VICE MED RASMUS MUNK HER

Topkokken Rasmus Munk og undertegnede. Jeg har aldrig oplevet nogen med et så stort kreativt kokketalent, som den unge jyde, der nu er kommet i rigmanden Lars Sejrs kløer.

Topkokken Rasmus Munk og undertegnede. Jeg har aldrig oplevet nogen med et så stort kreativt kokketalent som den unge jyde, der nu er kommet under rigmanden Lars Sejrs vinger.

HVILKE OPLEVELSER HAR GJORT STØRST INDTRYK PÅ DIG I DIT LIV?

9 uforglemmelige madscener fra filmens verden

Lee van Cleef som Angel Eyes i Sergio Leones 'The Good, the bad and the ugly'. (Caption fra youtube.com)

Lee van Cleef som Angel Eyes i Sergio Leones ‘The Good, the bad and the ugly’. (Caption fra youtube.com)


Hvad gør man, når man elsker filmklassikere, men har en madblog? Jamen, man kombinerer naturligvis de to ting med lidt hjælp fra gode, gamle Hr. Youtube.

Jeg har således tilladt mig at lave en lille samling af film, som var nogle af de første, der kom til mig, da jeg begyndte at tænke over, hvilke spisescener der har gjort indtryk gennem årene.

Jeg kunne sagtens have fundet mange, mange flere. Og har fundet mange, mange flere. Hvor er for eksempel den skovsnegl, Mulle spiser i Bille Augusts ‘Zappa’? Og hvor er verdens værste festmiddag á la Thomas Vinterberg på listen?

Jeg kunne have fundet 100 fantastiske scener og beder om tilgivelse for, at I må nøjes med en hel del færre.

Ray Liotta i et af karrierens mest makabre øjeblikke i Ridley Scotts 'Hannibal'. (Caption fra youtube)

Ray Liotta i et af karrierens mest makabre øjeblikke i Ridley Scotts ‘Hannibal’. (Caption fra youtube)


Her er 9 uforglemmelige madscener fra filmens verden

Velbekomme!

FILM: De bedste boller i karry

Spisescenen i ‘Alien’
Harmonien er for en stund genoprettet om bord på det gode skib Nostromo, hvor vores ven John Hurt er ved at komme sig efter at være blevet forsøgt kvalt af et fremmed væsen. Men det er som om, han ikke er helt på toppen, og at maden ikke synes at smage ham så vel. For noget rumler i maven …


Frokostscenen fra ‘Den gode, den onde og den grusomme’
Sjældent har stemningen været dårligere ved bordet, end når den nådesløse Angel Eyes sætter sig ned over for en mand, der snart skal slås ihjel. De spiser og ser hinanden i øjnene. I en uendelighed – som kun én instruktør kunne have lavet det. I Sergio Leones mesterværk fra 1966 spiller Lee van Cleef det onde selv på jagt efter den samme nedgravede skat som Blondie og Tuco i skikkelse af Clint Eastwood og Eli Wallach.


Hjernescenen i ‘Hannibal’
Vi er vel ikke på niveau med de andre film her i Ridley Scotts ‘Hannibal’, hvor vores gamle ven med efternavnet Lecter, serverer indmad på en helt ny måde. Meeeen, jeg er i desto mindre godt underholdt her i dette makabre miks af kannibalisme, horror og gastronomisk perversion, hvor politimanden Ray Liotta indtager sin egen hårdt plagede hjerne.


Flødeskumskagescenen i ‘Once upon a time in America’
Jeg bliver lige rørt, hver gang jeg ser scenen, hvor den purunge Noodles har fundet ud af, at den fremmelige rødhårede nabopige giver seksuelle ydelser i bytte for en flødeskumskage. Knægten har sparet op til sin første gang med en pige, men hendes mor beder ham vente udenfor lejligheden. Men ventetiden er dog så lang, og kagen ser så indbydende ud. Sjældent er den hårfine grænse mellem barndom og voksenliv været beskrevet så inderligt og fint som i netop denne scene i Sergio Leones store amerikanske epos.


Burgerscenen i ‘The Big Lebowski’
Der bliver ikke sagt et ord i The Dudes skamskadede vrag af en bil, mens ‘Shut the fuck up-Donny’ og Walter spiser deres elskede In-N-Out Burgere. Forinden er en scene, hvor Walter har smadret en tilfældig mands bil i den tro, at den tilhører en ung knægt ved navn Larry, som vores helte mistænker for at have stjålet deres løsepenge. Den tilfældige nabo smadrer så The Dudes car – nåja, har du ikke set den, giver det vist ikke meget mening. Men så har du til gengæld en af mine yndlingsfilm til gode. ‘You see what happens, Larry. You see what happens – when you fuck a stranger in the ass!‘ Ja, den slags kan åbenbart give bagslag.

FILM: Thai beef salad


Pruttecenen fra ‘Alle skyder på sheriffen’
Mel Brooks lavede ikke madfilm. Og heldigvis for det. Jeg husker nemlig stadig scenen fra hans Westernparodi alt for tydeligt, hvor de hårdkogte banditter nedsvælger bønner i mængder, der kun kan resultere i en ting. Nemlig det, man i alle andre westerns indtil da, havde udelukket. Det er voldsomt dårlig smag. Men uforglemmeligt.


iPad-scenen i ‘Rumrejsen år 2001’
Denne scene er mindeværdig af flere årsager. Dels er maden futuristisk anrettet. Næsten som man i de senere år han set den på de mest minimalistiske restauranter. Opdelt i rum på tallerkenen og sorteret efter farve. Indholdet og smagen kan vi kun gisne om. Og dernæst skulle man næsten tro, at Steve Jobs havde taget et kig på Kubricks scifi-syremesterstykke, da vores rumrejsende får nyheder serveret på noget, der i mistænkelig grad ligner … du har gættet det – iPads. I 1968.

Strudelscenen i ‘Inglorious Basterds’
Dialogmesteren Tarantino er i topform. Men ikke lige så meget som Christoph Waltz i rollen som den på en gang indladende og svært ubehagelige oberst Hans Landa – også kendt som ‘Jødejægeren’. Hans ekstreme dominansspil, når han ganske roligt og systematisk spiser sin strudel med flødeskum, mens den pige, hvis familie han har dræbt mange år forinden, er ved at gå i opløsning indvendigt under hans uskyldigt inkvisitoriske spørgsmål.

FILM: Min guide til de bedste restauranter i Bologna


Spisescenen i ‘Kongen vender tilbage’
Kong Denethors sind er formørket, og mens han søn rider i den sikre død til slagtning blandt orker og uvæsener, nægter han at se verden omkring sig. Nægter at han har sendt sit eget kød og blod til slagtning udelukkende på grund af misforståede æresbegreber. Unge Pippin kan ikke bære situationens alvor, mens han a capella synger en af hjemstavnens triste viser til Peter Jacksons stærke billeder.