6 måltider jeg aldrig glemmer – på godt og ondt

Spaghetti Carbonara. Den er næppe sund på papiret, men den gør dig glad.

Jeg elsker at nyde en pastaret på min terrasse om sommeren. Men det er ikke oplevelserne herfra, der for alvor har sat sig fast. (Foto: Anthon Unger)


Hvilke måltider er de vigtigste i ens liv? Hvilke gør mest indtryk? Jeg ved det ærligt talt ikke. Men jeg ved, at det ikke nødvendigvis er de bedste måltider. På den ene side, har det ikke været nemt at finde de rette, for er der mon ikke hundredevis, jeg har glemt? Hvad med min bryllupsmiddag? Hvad med Michelinstjernerne? Hvad med de vegetarfrikadeller, der i 1996 sendte mig fem dage på et sygehus i Vestsjælland, da jeg gik på højskole?

Men på en eller anden måde er disse næppe helt forkerte. For det er i hvert fald de første, der faldt mig ind, da jeg ville finde …

6 måltider jeg aldrig glemmer – på godt og ondt

Efterår 1983, Mölle, Sverige
Jeg er kun seks år gammel. Men jeg har været oppe at gå tur i skoven i naturreservatet på Kullaberg sammen med mine forældre og min søster. Der har måske være flere med, men jeg husker det ikke. Min søster er den bedste til at finde svampe. Det er hun stadigvæk, og hun lærer mig, hvilke jeg skal kigge efter. Vi kommer hjem med kantareller, Karl Johan og de der bittesmå lilla, der hedder ametysthatte. Min mor stuver dem med løg og fløde og serverer dem på ristet brød. Det smager af skov og bjerg og efterår. Det smager himmelsk. Hvert efterår håber jeg på at finde svampe deroppe igen.

LÆS OGSÅ: 9 uforglemmelige madscener fra filmens verden

Svampehapsere

Svampehapsere – fra nutiden.

Følger du egentlig min side Niklas Foodroar på Facebook? Det ville jeg blive virkeligt glad for. 🙂

Sommer 1986, Ørbyhage, Sønderjylland
Min far blev født i Kolding og boede der, indtil han flyttede til Nørrebro, da han ramte skolealderen. Han sagde, at de andre elever i begyndelsen kaldte ham ‘den jyske tranlampe’. Børn lærer dog hurtigt – også at tale københavnsk, men selv om han blev i hovedstaden resten af sit liv, så havde han stadig en del af sit hjerte i Sønderjylland, og da jeg var barn rejste vi næsten en gang om året derned. Kun ham og jeg, mens min mor blev i sommerhuset i Mölle. Denne gang udmærkede sig ved, at min meget distræte far ikke havde taget den taske med i bilen, som min mor havde pakket med alt mit tøj, min tandbørste og mine Jumbo-bøger, og hvad man nu ellers bruger som niårig. Vi opdagede det på færgen til Nyborg. Vi måtte efterfølgende købe det alt sammen i Vamdrup til min noget påholdende fars store ærgrelse. Og så gik vi ind hos en lokal slagter, hvor min far bad om de bedste bøffer, de havde. Vi kørte til Ørbyhage – en lillebitte landsby ved østkysten, hvor han tidligere havde lejet en gård eller et slags sommerhus hos nogle lokale – og da jeg ikke ville bo hos byens Købmand Viggo og hans kone Mette, slog vi et telt op på stranden. Han elskede at tænde bål. Altid bål. Vi tændte op under de træstykker, vi nu kunne finde på stranden, og da der var kommet gløder, fandt han et gammelt gitter fra en antenne og lagde det på bålet. Vores bøffer fik salt på, og de var røde indvendigt og smagte fantastisk. De møreste jeg har fået. Vi spiste dem med fingrene og tyggede på et lyst brød til. Jeg savner min far, når jeg tænker på det. Han talte også om disse bøffer resten af sit liv. Han lærte mig at være en mand.

Vi havde ikke kamera med i Sønderjylland, men her er et billede af min far og mig hjemme fra køkkenet i cirka samme periode.

Vi havde ikke kamera med i Sønderjylland, men her er et billede af min far og mig hjemme fra køkkenet i cirka samme periode.

LÆS OGSÅ: Mine 11 grundregler i køkkenet

Sommer 1994, Groningen, Holland
Forinden var gået fem dage på en flodpram og to i Amsterdam. Vi var seks gamle venner af sted, og det gastronomiske niveau var ikke ligefrem tårnhøjt. Vi lagde ud med at købe velsagtens omkring halvanden hundrede blandede gram af den slags, der går under navne som Sort Afghan, Pollenmarok, Grøn Usbekistan og Purple Haze, og hvad det nu hed alt sammen. Jeg husker (mærkeligt nok) ikke så mange måltider fra turen i Friesland, men jeg husker, at vi på et tidspunkt købte to dressinger. En salsaketchup og en Knoflook-dressing, der – som navnet antyder – så absolut også smagte af hvidløg. Skæbnen – og muligvis det flittige indtag af de i Holland lovlige rusmidler – ville dog, at vi sejlede prammen på grund sidste dag, hvorefter vi måtte hentes af det firma, der havde lejet os båden. Skruen var ødelagt, og vi fik inddraget det depositum, der skulle have sikret os mad og overnatning sidste dag i Groningen. Vi havde lige præcis råd til at skaffe noget usselt overnatning i en fællessovesal, mens vi ikke havde andet mad overhovedet end en pakke toastbrød og en flaske salsaketchup. Husk på, at dette var i en tid, hvor ingen af os havde fået kreditkort endnu. Vi tilbragte et hårdt døgn i Groningen. Det meste i solskin på en lille park, hvor vi spillede hacky sack og røg tjald, mens vores maver knurrede. To gange afbrudt af – ja, du har gættet det. Uristet toastbrød med salsaketchup. Flasken med Knoflook-dressing var løbet tør. Aldrig har en tur hjem (endda med bus) til København været så lang og pinefuld.

Det lykkedes mig ikke at finde et billede fra turen, da jeg ikke ejede et kamera dengang. Så her er et fra cirka samme periode ...

Det lykkedes mig ikke at finde et billede fra turen, da jeg ikke ejede et kamera dengang. Så her er et fra cirka samme periode …

Vinter 2009, San Francisco, USA
Det har været noget nær den dårligste start på en rejse, man kan få. Både min kone og jeg er blevet syge – mindre end et døgn efter, vi er ankommet til L.A. Vi har begge høj feber og ryster og ligger på vores hotelværelse i Santa Monica og håber, at det snart går over. Turen til Las Vegas er frygtelig. Jeg er endnu mere syg end hende, og hun må køre den lejede Dodge ud af de kaotiske motorveje med frakørsler til alle sider, og vi kører gennem ørkenen, mens jeg kaster op i en pose. De næste tre dage i et luksusværelse i spillebyen i Nevada går med at ligge i sengen med høj feber og kaste op, og jeg har så ondt af mig selv, at jeg på et tidspunkt ligger i fosterstilling på toilettet og hulker. Vi kører så mod San Francisco og overnatter undervejs på et motel i sandsynligvis det værste hul, menneskeheden har set ved siden af en Burger King og en kinesisk friturerestaurant. Jeg har ikke kunnet spise noget i flere dage. Tanken om begge giver mig kvalme. Men dagen efter er vejret dejligt. Jeg kan spise en halv portion corn flakes, og vi har kun tre timers kørsel til San Francisco. Da vi kører over broen fra Oakland, er det som om, der sker en forvandling. Den hvide storby gør sig til under den blå californiske himmel, og vores lille sted Hotel Des Arts er voldsomt charmerende. Vi går ind på en fransk cafe og bestiller en Salad Nicoise og en club sandwich, og aldrig har noget smagt så godt. Appetitten er vendt tilbage, og vi skyller frokosten ned med et glas hvidvin og en kold øl, mens solen bager ned over vestkysten uden for de store vinduer, mens vi føler os budt velkommen og nyder omgivelserne af ivrigt snakkende forretningsfolk og pludrende venindepar. Det har sikkert ikke været den bedste salat i mit liv, men jeg husker den sådan.

sf

Forår 2016, Modena, Italien
Jeg er kørt fra Lucca i Toscana om morgen og kæmper for overlevelse i den frygtede italienske morgentrafik, mens jeg hører lokalradio og prøver at opsnappe sætninger, jeg forstår. Undervejs på vej nordpå til Modena gennem kilometerlange tuneller og overvældende bjerglandskaber, ryger temperaturen ned under nul, og det begynder at sne, og jeg tænker over, hvorfor jeg dog af egen fri vilje har bedt om et interview med kokken Massimo Bottura. Han er ganske vist er en ener, men jeg er på rejse med min familie, og der ryger det meste af en dag på turen. Jeg kører ved en fejltagelse ind i Modenas bycentrum og får at vide allerede ved parkeringen, at der kommer til at ryge en bøde ind, da nummerpladen er registreret. Da jeg ankommer til Osteria Francescana, er Massimo syg og sidder og ser noget betuttet ud, mens jeg går rundt i et lokale og taler med hans mange pressefolk. Jeg går herefter ud i køkkenet, hvor jeg først falder i snak med en række kokke og siden med Massimos amerikanske kone. Vi går rundt og taler om billedkunstnere, om madlavning og om livet som sådan, indtil Il Maestros højre hånd kommer og fortæller, at han er klar. Jeg bliver placeret ved et enormt træbord i et iskoldt lokale omgivet af de ypperste italienske vine på alle sider. Endelig kommer han ind – helt forkulden, med halstørklæde på og ligner en, der ikke har lyst til at være der. Interviewet starter sløvt, men da først serveringerne begynder at komme ind, ændrer stemningen sig. Jeg er overvældet af velsmag, og jeg både viser ham det og forsømmer ikke en chance for at fortælle, hvor lækkert det er. Som en anden Egon Olsen tør han helt op, da han forstår, at jeg kan afkode smagsnuancerne og på sin vis forstår hans genialitet. Jeg får meget længere tid med ham end planlagt, og vi går bagefter rundt sammen i køkkenet og taler om hans ideer. Jeg bliver oprigtigt glad, da han efter at have sagt farvel lige råber efter mig, at jeg skal vente. Han går ud bagved og kommer tilbage med en ost og en balsamico fra hans egen lille produktion og giver mig et kram. Jeg sætter mig ind på en cafe i Modena, drikker en øl, og på vej tilbage til Modena er jeg skideligeglad med den kommende parkeringsbøde. To dage efter er jeg også syg i Lucca og hoster hele vejen videre til Firenze.

LÆS ARTIKLEN FRA INTERVIEWET HER I VICE

En intim frokost i baglokalet på Osteria Francescana med min store kokkehelt Massimo Bottura.

En intim frokost i baglokalet på Osteria Francescana med min store kokkehelt Massimo Bottura.

Vinter 2017, Østerbro, København
Det har været verdens længste forspil. At få en interviewaftale i stand med den unge kok Rasmus Munk har trukket tænder ud. Han er en travl, travl mand, og da det så endelig lykkes, vil redaktøren for Munchies have noget mere. Så i to omgange er jeg forbi Alchemist om formiddagen på en undseelig sidegade på Østerbro, hvor al magien tilsyneladende sker om aftenen. Rasmus Munk er noget så sjældent som en kok med ikke blot kunstneriske talenter, men også med noget på hjerte, og da jeg så noget, der ligner seks måneder efter planen endelig får lov til at spise på restauranten, er der lagt i ovnen til noget særligt. Fra det øjeblik, den første servering kommer ind klokken 19, til det hele er overstået en halv time efter midnat, er jeg blæst bagover. 45 serveringer er ekstremt. Mere ekstremt er det, at ikke en eneste falder igennem. Her er alt fra kaviar og ishavstorsk i vaffel til Tom Yom med bænkebidere og onagi-burgere. Jeg mangler ord. Min ledsager, der har besøgt langt flere toprestauranter end jeg, er lige så imponeret. Alchemist med den unge Munk i køkkenet og i ånden åbner snart i en ny udgave på Refshaleøen med økonomisk støtte fra Saxo Bank-milliardæren Lars Sejr, der også har en andel i blandt andet Geranium.


Se en række af serveringerne i min lille Instragram-film her

LÆS MIN ARTIKEL I VICE MED RASMUS MUNK HER

Topkokken Rasmus Munk og undertegnede. Jeg har aldrig oplevet nogen med et så stort kreativt kokketalent, som den unge jyde, der nu er kommet i rigmanden Lars Sejrs kløer.

Topkokken Rasmus Munk og undertegnede. Jeg har aldrig oplevet nogen med et så stort kreativt kokketalent som den unge jyde, der nu er kommet under rigmanden Lars Sejrs vinger.

HVILKE OPLEVELSER HAR GJORT STØRST INDTRYK PÅ DIG I DIT LIV?

9 uforglemmelige madscener fra filmens verden

Lee van Cleef som Angel Eyes i Sergio Leones 'The Good, the bad and the ugly'. (Caption fra youtube.com)

Lee van Cleef som Angel Eyes i Sergio Leones ‘The Good, the bad and the ugly’. (Caption fra youtube.com)


Hvad gør man, når man elsker filmklassikere, men har en madblog? Jamen, man kombinerer naturligvis de to ting med lidt hjælp fra gode, gamle Hr. Youtube.

Jeg har således tilladt mig at lave en lille samling af film, som var nogle af de første, der kom til mig, da jeg begyndte at tænke over, hvilke spisescener der har gjort indtryk gennem årene.

Jeg kunne sagtens have fundet mange, mange flere. Og har fundet mange, mange flere. Hvor er for eksempel den skovsnegl, Mulle spiser i Bille Augusts ‘Zappa’? Og hvor er verdens værste festmiddag á la Thomas Vinterberg på listen?

Jeg kunne have fundet 100 fantastiske scener og beder om tilgivelse for, at I må nøjes med en hel del færre.

Ray Liotta i et af karrierens mest makabre øjeblikke i Ridley Scotts 'Hannibal'. (Caption fra youtube)

Ray Liotta i et af karrierens mest makabre øjeblikke i Ridley Scotts ‘Hannibal’. (Caption fra youtube)


Her er 9 uforglemmelige madscener fra filmens verden

Velbekomme!

FILM: De bedste boller i karry

Spisescenen i ‘Alien’
Harmonien er for en stund genoprettet om bord på det gode skib Nostromo, hvor vores ven John Hurt er ved at komme sig efter at være blevet forsøgt kvalt af et fremmed væsen. Men det er som om, han ikke er helt på toppen, og at maden ikke synes at smage ham så vel. For noget rumler i maven …


Frokostscenen fra ‘Den gode, den onde og den grusomme’
Sjældent har stemningen været dårligere ved bordet, end når den nådesløse Angel Eyes sætter sig ned over for en mand, der snart skal slås ihjel. De spiser og ser hinanden i øjnene. I en uendelighed – som kun én instruktør kunne have lavet det. I Sergio Leones mesterværk fra 1966 spiller Lee van Cleef det onde selv på jagt efter den samme nedgravede skat som Blondie og Tuco i skikkelse af Clint Eastwood og Eli Wallach.


Hjernescenen i ‘Hannibal’
Vi er vel ikke på niveau med de andre film her i Ridley Scotts ‘Hannibal’, hvor vores gamle ven med efternavnet Lecter, serverer indmad på en helt ny måde. Meeeen, jeg er i desto mindre godt underholdt her i dette makabre miks af kannibalisme, horror og gastronomisk perversion, hvor politimanden Ray Liotta indtager sin egen hårdt plagede hjerne.


Flødeskumskagescenen i ‘Once upon a time in America’
Jeg bliver lige rørt, hver gang jeg ser scenen, hvor den purunge Noodles har fundet ud af, at den fremmelige rødhårede nabopige giver seksuelle ydelser i bytte for en flødeskumskage. Knægten har sparet op til sin første gang med en pige, men hendes mor beder ham vente udenfor lejligheden. Men ventetiden er dog så lang, og kagen ser så indbydende ud. Sjældent er den hårfine grænse mellem barndom og voksenliv været beskrevet så inderligt og fint som i netop denne scene i Sergio Leones store amerikanske epos.


Burgerscenen i ‘The Big Lebowski’
Der bliver ikke sagt et ord i The Dudes skamskadede vrag af en bil, mens ‘Shut the fuck up-Donny’ og Walter spiser deres elskede In-N-Out Burgere. Forinden er en scene, hvor Walter har smadret en tilfældig mands bil i den tro, at den tilhører en ung knægt ved navn Larry, som vores helte mistænker for at have stjålet deres løsepenge. Den tilfældige nabo smadrer så The Dudes car – nåja, har du ikke set den, giver det vist ikke meget mening. Men så har du til gengæld en af mine yndlingsfilm til gode. ‘You see what happens, Larry. You see what happens – when you fuck a stranger in the ass!‘ Ja, den slags kan åbenbart give bagslag.

FILM: Thai beef salad


Pruttecenen fra ‘Alle skyder på sheriffen’
Mel Brooks lavede ikke madfilm. Og heldigvis for det. Jeg husker nemlig stadig scenen fra hans Westernparodi alt for tydeligt, hvor de hårdkogte banditter nedsvælger bønner i mængder, der kun kan resultere i en ting. Nemlig det, man i alle andre westerns indtil da, havde udelukket. Det er voldsomt dårlig smag. Men uforglemmeligt.


iPad-scenen i ‘Rumrejsen år 2001’
Denne scene er mindeværdig af flere årsager. Dels er maden futuristisk anrettet. Næsten som man i de senere år han set den på de mest minimalistiske restauranter. Opdelt i rum på tallerkenen og sorteret efter farve. Indholdet og smagen kan vi kun gisne om. Og dernæst skulle man næsten tro, at Steve Jobs havde taget et kig på Kubricks scifi-syremesterstykke, da vores rumrejsende får nyheder serveret på noget, der i mistænkelig grad ligner … du har gættet det – iPads. I 1968.

Strudelscenen i ‘Inglorious Basterds’
Dialogmesteren Tarantino er i topform. Men ikke lige så meget som Christoph Waltz i rollen som den på en gang indladende og svært ubehagelige oberst Hans Landa – også kendt som ‘Jødejægeren’. Hans ekstreme dominansspil, når han ganske roligt og systematisk spiser sin strudel med flødeskum, mens den pige, hvis familie han har dræbt mange år forinden, er ved at gå i opløsning indvendigt under hans uskyldigt inkvisitoriske spørgsmål.

FILM: Min guide til de bedste restauranter i Bologna


Spisescenen i ‘Kongen vender tilbage’
Kong Denethors sind er formørket, og mens han søn rider i den sikre død til slagtning blandt orker og uvæsener, nægter han at se verden omkring sig. Nægter at han har sendt sit eget kød og blod til slagtning udelukkende på grund af misforståede æresbegreber. Unge Pippin kan ikke bære situationens alvor, mens han a capella synger en af hjemstavnens triste viser til Peter Jacksons stærke billeder.

 

 


 

 

 

 

10 madvarer jeg virkelig ikke bryder mig om

Vi har alle nogle ting, vi aldrig lærer at bryde os om. Også selv om alle andre elsker dem. Her er mine.

Vi har alle nogle ting, vi aldrig lærer at bryde os om. Også selv om alle andre elsker dem. Her er mine. Altså ikke dem på billedet. Dem elsker jeg alle sammen. (Foto: Jes Roger Petersen)


Man skal passe på med at dømme andre. For ved første øjekast er det de lækreste ting, som nogle folk ikke bryder sig om at putte i munden.

Jeg kender folk, der ikke bryder sig om alt fra koriander og løg til rødt kød, selleri og ingefær. Andre kan ikke lide øl eller rødvin, og endelig findes der jo masser af mennesker, der nægter at spise fisk – eller gris.

Jeg elsker alt ovenstående. Men vi har jo alle noget, vi ikke kan lide. Og for nogle vil mine gastropatiske antipatier føles decideret sære. Men heldigvis er vi jo forskellige, og måske er der alligevel en enkelt ting eller to, hvor du, kære læser, også må sige ’Bvadr!’.

LÆS OGSÅ: 11 uhyggelige ting du ikke vidste om gluten

Som barn var jeg ret kræsen og kunne for eksempel ikke lide kylling, men som voksen er jeg anderledes altædende, og jeg siger stort set aldrig nej til nogen slags mad. Jeg går ind for, at man skal prøve alt og give det en chance. Blandt andet har jeg ved flere lejligheder spist både melorme, græshopper, myrer og fårekyllinger.

Ligeledes med de følgende. Jeg bryder mig ikke om dem, men jeg siger stadig ja, hvis jeg bliver budt. Dels for ikke at opføre mig udannet, men også for at udfordre mig selv og håbe, at jeg alligevel en dag lærer at synes om en eller flere af disse …

10 madvarer jeg næppe lærer at forstå

Tarteletter – Det er en af de mest elskede retter blandt danskere vest for Storebælt, og der er ingen tvivl om, at den også har sine fans i Hovedstadsområdet. Jeg har aldrig lært at forstå endsige værdsætte de der butterdejsting med fyld af hønsekød og asparges. Uanset hvor hjemmelavet det så end måtte være. Min manglende lyst til dem eksemplificeres meget godt af engang i 90’erne, hvor jeg havde en kæreste i Skanderborg. Jeg rejste hele den lange tur derover fra forstaden med tog og DSB-færge – det var før broen og var næsten en dagsrejse – og jeg var mildest talt hundesulten, da jeg ankom til pigen, der boede sammen med sine forældre. Den i øvrigt meget søde mor serverede …. ja, du har gættet det. Tarteletter med høns i asparges. Jeg kunne ikke engang spise en hel, og jeg måtte undskylde mig med, at jeg var blevet køresyg på vejen. Jeg gik i seng med knurren i maven den aften.

tarteletter

LÆS OGSÅ: 6 råd mod tømmermænd

Kaffe – Det er jo fandeme pinligt at være den eneste journalist – ikke bare herhjemme, men i hele verden – som ikke drikker kaffe. Jeg elsker duften af nymalede kaffebønner, jeg kan godt lide italiensk is med kaffe i, og jeg ville sådan ønske, jeg kunne indgå i det store kaffefællesskab på linje med almindelige mennesker. Men sandheden er, at jeg virkelig ikke kan lide smagen. Den minder mig mest om cigaretter, som jeg heller ikke bryder mig om smagen og lugten af. Engang i mellem drikker jeg en espresso, hvis jeg er sammen med italienere, fordi jeg synes, det er flovt at sige nej. Og så fylder sådan en lille kop jo ikke så meget.

Jeg har taget et billede af det, men jeg drikker ikke kaffe.

Jeg har taget et billede af det, men jeg drikker ikke kaffe.

Snaps – ’Jamen, det er jo bare, fordi du ikke har smagt en virkelig god snaps’. Den har jeg hørt så mange gange, at jeg næsten lige så mange gange har sagt ja til at smage den der ’virkeligt gode snaps’, den overbeviste snapsedrikker har haft med. Og hver gang udløser det de samme brækfornemmelser. ’Jamen, det er jo bare, fordi den ikke er kold nok’, lyder det så.
– Jo, den er kold nok, champ. Jeg har lige set en pissefuld myre stå på skøjter nede i mit glas.

snaps_af_gyldenris_5051292131

Nyrer og lever – Jeg husker stadig lugten ude på villavejen, når nogen tilberedte stegt lever i et af de små hjem. Værst var det, når det lugtede sådan ude foran mit eget hus. Mine forældre elskede indvolde, men jeg lærte det aldrig. Jeg synes, det er lidt flovt i dag, at jeg ikke bryder mig om det, for jeg synes, det er udannet. Men hvordan skal jeg overbevise mine smagsløg om, at den tunge smag af jern i den mørke lever er vidunderlig? Åh ja. Og så lavede min mor jævnligt den svenske klassiker ’njurlåda’. Altså et ovnfad med blandt andet nyrer og løg. Det er en opskrift, jeg ikke tager med mig videre i livet. Jeg kan dog mærkeligt nok godt lide leverpostej, pateer og foie gras. Og jeg kan skam også super godt lide italiensk trippa (mave) og brisler.

nyre

LÆS OGSÅ: 21 ting vi kan lære af italienerne og omvendt

Tun i vand – Magen til lorteprodukt skal man i min optik lede længe efter. Jeg har aldrig forstået, hvorfor nogen vælger en dåse tun med vand i stedet for olie. Det smager mildest talt udvandet. Tun er en fed og lækker fisk, selv om de ynkelige benafskrab man ofte får i de billige dåser sjældent er en god oplevelse. Men når man så yderligere beslutter sig for at sjofle den stakkels fisk ved at marinere den i vand, så får man et produkt, som kun de argeste slankefanatikere kan elske.

tun

Skummetmælk – Jeg talte med en sej gammel mejerist fra Løkken, der fortalte mig, hvordan skummetmælk er det værdiløse restprodukt fra mejeriernes flødeproduktion. Det, der er noget værd ved mælk, er fedtet. Det skummes fra (hence the name) og tilsættes herefter igen i mængder, der siden bliver til letmælk og sødmælk etc. Skummetmælk smager af mælk tilsat vand og er tæt på ubrugeligt oven på dine havregryn, All Bran eller mysli, ligesom jeg virkelig ikke bryder mig om at drikke et glas. Mejerierne begik det største scam i verdenshistorien, da de lærte danskerne at drikke fedtfattig mælk, så de kunne komme af med deres spildprodukt.

Mysli er en af de mest taknemmelige ting at tage billeder af.

Mysli skal ikke nydes med skummetmælk

Rugbrød med ost – Som enhver anden indfødt dansker elsker jeg rugbrød. Jeg kan også godt lide ost. Men mest den slags man spiser i små mængder sammen med rødvin eller for den sags skyld på pizza og lasagne og sådan. Jeg har aldrig været pjattet med ost på ‘madder’ – med mindre der er tale om eksempelvis ristet franskbrød med en meget mild ost i stil med en Gouda. Kombinationen af rugbrød og ost tiltaler mig i uhørt lille grad, selv om både min kone og ældste datter kan køre det ned i rå mængder. Kun én ting kan gøre det være. Og det er rugbrød med ost OM MORGENEN! Argh! Rugbrød er ikke beregnet til morgenmad i min verden.

Østers – Lad mig nu være ærlig. Jeg har aldrig været helt oppe at ringe over dem, men engang kunne jeg faktisk godt lide dem i små mængder – især sammen med en halv flaske Champagne på en varm sommerdag. Skæbnen ville dog, at min franske kokkeven engang medbragte en flok af de hårdt polstrede skaldyr til en hyggeaften, hvor jeg så endte med at trække nitten og fik en lille fyr, der ikke havde det så godt. Den samme skæbne led jeg, og jeg lå og kastede op i to dage derefter. Jeg undgik helt at spise dem i to år, indtil jeg var inviteret på en pressetur i Sydfrankrig, hvor jeg skulle besøge en østersfarm. Direktøren havde linet seks af de smukkeste eksemplarer op foran mig på kontoret, og jeg blev nødt til at slubre en enkelt i mig, hvorefter det hele vendte sig i mig, og jeg måtte undskylde mig med, at jeg skulle tage nogle billeder på fabrikken. Jeg kan i dag stadig ikke bare sige ordet uden at få kvalme.

oesters

Andouillette – Ren ondskab i pølseform. Mens det på mange måder er som en tur i himmerige at sætte sig på en parisisk fortovsrestaurant med et glas rødvin og en tallerken med charcuterie, så er det en tur i helvede, når den lækre Rillette og Paté de Campagne får selskab af andouilletten. Her bliver en række svineindvolde og mere reelt kød lagt ind i en tarm sammen med diverse krydderier. En ting er den lidet tiltalende smag. En anden er duften. Nej, lad mig sige stanken, der for uindviede i høj grad leder tankerne hen på en kloak i udu. Madvarer skal altså ikke lugte sådan.

andouillette_5a_tiree_a_la_ficelle_par_marc_colin_chablis

Ris á la mande – Jeg ved godt, det er kontroversielt at anfægte hele Danmarks yndlingsjuledessert. Men jeg tager min familie med mig i faldet. Lige så længe, jeg kan huske, har vi spist denne dessert juleaften. Og ingen kan lide den. Uanset hvor lille en portion, der bliver lavet, er der noget tilbage i skålen. Og på tallerkenerne. Det er ikke opskrifterne, der er noget i vejen med. Forskellige familiemedlemmer, svigerdøtre og gæster har gennem årene stået for den, men uanset hvor meget vanilje eller kække ændringer, der forsøges med, så er retten et nødvendigt onde i min familie. Vi kan bare ikke lide den kvalme blanding af ris, flødeskum og mandler. Heller ikke selv om det er en lige så fast tradition, at vi hvert år lyver over for hinanden og ophavsdamen og siger ting som ‘den er faktisk ikke så slem‘, ‘den er bedre, end den plejer‘ eller ‘den smager egentlig okay‘, mens vi nikker anerkendende. Vi mener intet af det. For det er bare en fundamentalt frygtelig ret.

ris-a-la-mande

11 uhyggelige ting du ikke vidste om gluten

Gluten er noget af det mest ondskabsfulde på denne jord. Det ved man.

Gluten er noget af det mest ondskabsfulde på denne jord. Det ved man. I den japanske gyserfilm ‘Ringu’ (også kendt som ‘The Ring’) var det oprindeligt gluten, der kom ud af fjernsynet og ikke en pige med langt, sort pandehår. Men det vurderedes af filmselskabet at være for uhyggeligt.

GLUTEN: Hvis der er noget, vi har lært af de senere års sundhedsspalter i dameblade, på blogs og af hende blondinen med den kraftige øjenmakeup og hestehalen nede i fitnesscenteret, så er det, at gluten er roden til alt ondt.

Meget få af os ved egentlig, hvad gluten er for en størrelse, men alligevel ved vi, at vi skal frygte den som pesten.

Skræmmende 0,5 procent af os lider da også af glutenallergi. Disse danskere er givetvis glade for, at hele 28 procent af alle nylancerede fødevareprodukter, som supermarkederne lancerede i 2017, præsenteredes som glutenfri.

OPSKRIFT: Denne spaghetti carbonara indeholder utrolige mængder gluten

Som ansvarsfuld madblogger skal jeg ingenlunde stå uden for denne anti-gluten trend, og derfor får du her i folkesundhedens og forbrugeroplysningens ædle navn for første gang …

10 UHYGGELIGE TING DU IKKE VIDSTE OM GLUTEN

1. Da bombeflyet Enola Gay fløj over Hiroshima, medbragte man ikke blot atombomben Litte Boy, men også en sæk gluten. Piloten Paul Tibbets fik dog i sidste øjeblik at vide over radioen, at der ikke var givet grønt lys fra præsident Roosevelt til også at smide sækken, da det med præsidentens ord ’would be too damn cruel’.

2. Det var i virkeligheden gluten, der slog Oluf Palme ihjel.

3. Børnelitteratur har ændret sig gennem årene, og historien om Lille Rødhætte er ligeledes blevet tilpasset et stadig mere følsomt publikum. I den oprindelige historie, er det en glubsk gluten, hun møder i skoven, og som senere sluger både den lille pige og hendes bedstemor.

LEV LIVET PÅ KANTEN: Bestil et billigt bord hos en restaurant, der serverer glutenholdig mad

4. I hovedstadsområdet findes der mindst 14 selvhjælpsgrupper, der behandler folk, som i barndommen har været udsat for gluten.

5. Stadig flere palæontologer er gået væk fra teorien om, at et stort meteor skulle have udryddet dinosaurerne. Man mener nu, at gluten er den hovedmistænkte.

LÆS OGSÅ: 12 morsomme madmisforståelser

6. En nyligt lækket rapport har vist, at den daværende svenske regering indgik en studehandel med danskerne om at lukke Barsebäck, hvis danskerne til gengæld lovede at begrænse mængden af gluten i de eksportvarer, der skulle fragtes til Sverige.

7. Overborgmester Frank Jensen (A) arbejder for at få dieselbilerne ud af København. Hvad mange borgere ikke ved er, at han har nedsat et særligt udvalg til at kigge på gluten, som ifølge kommunens topforskere slår flere mennesker ihjel end luftforureningen.

8. Da tidligere præsident George W. Bush opfandt udtrykket ’Ondskabens akse’, hentydede han i første udkast til Nordkorea, Iran, Irak og Gluten.

LÆS OGSÅ: 10 svenske madvarer du er nødt til at kende

9. Den næste store katastrofefilm fra Hollywood, der ventes at opnå samme indtjening som ’Det tårnhøje helvede’ og ’The day after Tomorrow’, er ’Gluten Armageddon’.

10. De sociale myndigheder på Østerbro har kendskab til mindst tre mødregrupper, som ikke har bandlyst gluten ved sammenkomster med baby.

11. Inden narkobaronen Pablo Escobar besluttede sig for at satse på kokain, eksperimenterede han med at sælge gluten. Men han droppede det i 11. time, da han fandt det både for vanedannende og uansvarligt.

Nytårslidelse: 6 råd mod tømmermænd – og ét der ikke virker

Hvad virker egentlig mod tømmermænd? Læs med her og se, hvad der i hvert fald ikke gør.

Hvad virker egentlig mod tømmermænd? Læs med her og se, hvad der i hvert fald ikke gør. (Foto: Jes Roger Petersen)


Tømmermænd. Jeg har efterhånden flere erfaringer med dem, end godt er. Der er i hvert fald løbet noget, der ligner 27 års alkohol i åen, siden jeg første gang drak mig fuld i guldøl fra Harboe til en klassefest i Henrik Poulsens kælder på Egebjergvej.

Og lad mig starte med det positive. Jeg elsker at drikke mig fuld. Ikke at jeg gør det voldsomt ofte, men når man som jeg er lidt af et kontrolmenneske, så er det vidunderligt en gang i mellem at give helt slip og give lidt efter for de dybest liggende impulser i hjernen, der sætter gang umiddelbarheden, glæden, lysten, latteren og alt det der, vi nordboer pakker langt væk i hverdagen.

PRØV DISSE PITABRØD MED INDISK KRYDRET OKSEKØD

Men det har alt sammen en pris. For næste morgen er sjældent særlig sjov. Jeg har efterhånden lært nogle trick, som gør, at jeg langt hen ad vejen kan ignorere tømmermændene, men fjerne dem kan jeg ikke.


Der er også nogen, der mener, at man med de rette medikamenter, kan undgå dem.

Om det er muligt, kan du se i denne film, hvor jeg tester dråber mod tømmermænd ved at gå på en seriøs druktur


Og så seks råd, der virker for mig – eller i det mindste dæmper tømmermændene en anelse:

1. Drik masser af vand lige før sengetid. Så meget at du næsten ikke kan holde det inde. Drik to liter, hvis du kan. Så er der kun nattisseriet at kæmpe med. Men det er der jo alligevel, hvis du er i min alder …

2. Tag to Panodiler lige før sengetid. Hav også to liggende, som du indtager, som det første, når du vågner alt for tidligt om morgenen. Det er disse, der muligvis giver dig chancen for at kunne sove lidt videre. De kan eventuelt kombineres med Kodimagnyl. Ipren virker i min erfaring ikke ret meget mod tømmermænd.

3. Maden. Ja, det er jo en klassiker – den med den fede mad. Men sørg for at spise meget til aftensmad, når du går på druk. Allerbedst er det at gøre som i Spanien og spise løbende hele aftenen. At gå tapeo er spaniernes måde at gå fra sted til sted og tage en drink og en tapa hvert sted. Det kan man gøre til tidligt på natten de fleste steder. Dit alternativ er at spise den store, beskidte burger lige før sengetid.

HER ER DE BEDSTE RETTER MOD TØMMERMÆND

4. Hold dig til en type alkohol – og helst en lys sort. Det her er vist en sandhed med modifikationer. For en uvidenskabelig undersøgelse baseret på samtaler med venner og bekendte gennem tiden om, hvad der giver flest tømmermænd, viser intet entydigt. Jeg få klart de værste tømmermænd af kun at drikke øl, og endnu værre bliver det, hvis jeg tillader mig at kombinere øllerne med shots eller cocktails. Personligt får jeg klart færrest tømmermænd af rødvin samt mousserende vine som Champagne, Cava og Prosecco. Men hvor tit drikker man kun det en hel aften?

niklas-bar-1

Øl er både læskende og velsmagende. Men de kan give frygtelige tømmermænd. Og så skal man tisse ret så ofte. (Foto: Jes Roger Petersen)

5. Sex. Det eneste, der kan få din krop til at glemme elendigheden for en stund. Min teori er, at forplantningsdriften er så vigtig, at den tilsidesætter alt andet, mens den står på. Det er sikkert også derfor, de fleste af os næppe hoster, hikker og nyser under akten. Desuden øger tømmermænd liderligheden hos mænd, fordi alkoholen om aftenen nedsætter testosteronproduktionen, mens det så skal indhentes morgenen efter ved en voldsom overproduktion. Med kvinder forholder det sig gerne omvendt. Her er opstemtheden klart større under indtagelse af alkohol end dagen efter. Er du i den ulykkelige situation, at du ikke har nogen til at hjælpe dig, ja – så må du jo selv gøre noget ved det …

6. Hold dig i gang. Lad være med at lægge dig på sofaen foran fjerneren. Har du børn, er det for det første ikke en mulighed, men samtidig gør det heller ikke noget godt for dit humør at ligge stille. Løb en tur, spil bold med drengene, vask gulvet, lav mad, gå tur med familien eller tag cyklen. Bare lad være med at sætte dig ned. For det er her, din krop giver sig selv lov til at gå amok i selvmedlidenhed, smerter, kvalme og selvmedlidenhed.

Nåja, så var der jo det der råd, der ikke virkede. Så skal du vist se filmen først. Den ligger længere oppe i artiklen.