Gaeta: Den italienske perle du næppe kender

Spaghetti con le vongole i Geata.

Spaghetti con le vongole på stranden i Gaeta. Hvis du rejser derned uden for højsæsonen, kan du få den smukke strand næsten for dig selv.

Gaeta – romernes badeby

Velkommen til Gaeta. En lille kystperle ved Det Tyrrhenske Hav mellem Rom og Napoli. Navnet får næppe en klokke til at ringe i hovedet på ret mange danskere, men det kan meget vel ændre sig, for med vores glubende appetit på Italien og alt italiensk er der al mulig grund til at tro, at stadig flere vil sætte turisthorderne i Firenze, Rom og Venedig på hold for en stund og i stedet gå på opdagelse i den lille fiskerby, som primært tiltrækker landets egne indbyggere.

Gaeta huser omkring 20.000 personer om vinteren – et tal der forøges markant i sommermånederne. Så hvis du ønsker at opleve byen uden ret mange turister, så undgå særligt august og september, hvor italienerne selv holder sommerferie. For Gaeta har noget, som mange andre byer misunder dem. Gaeta er nemlig udstyret med nogle helt utrolige strande, som blandt andet tiltrækker napolitanere og romere, der ikke har noget imod at køre de mellem halvanden og tre timer til det svalende vand og det hvide sand.

Særligt indtagende er Spiaggia di Serapo beliggende på byens ’bagside’, hvor også surfere nyder godt af de til tider velvoksne bølger og skønne omgivelser.

Og foretrækker man at se mere af kysten uden at få sand mellem tæerne, er der også dybe grotter, som med garanti vil vække begejstring hos familiens mindste. Mest indtagende er Grotto di Turcu.

Fiskerbyen Gaeta i det sydlige Lazio.

Fiskerbyen Gaeta i det sydlige Lazio.

Spis godt i Gaeta

Man kan naturligvis ikke sige Italien uden også at sige ’mangiare, mangiare’ – at spise. Og holder man af fisk og skaldyr, er der ikke mange steder i Italien, hvor du spiser bedre. For med fiskeriet som et af byens vigtigste erhverv gennem flere årtusinder er der en direkte tråd fra det, der bliver hevet op i nettene til det, der ender på gaetanernes og de besøgendes tallerkener.

Fisk og skaldyr er således stadig den vigtigste del af de lokales kost, og selv om man naturligvis godt kan opdrive en ’bistecca’ eller en stegt kylling, så bør du unde dig selv at spise mest af det, man gør bedst på disse kanter.

Man vil meget ofte støde på skaldyr i forbindelse med den allestedsnærværende pasta. Det har gennem årene været en uhyre billig vej til både proteiner og kulhydrater, og når man tilmed tilbereder det i en sauce fremstillet på solmodne tomater, følger også vitaminerne med. Og så skal det naturligvis skylles ned med et godt glas lokal hvidvin. Det siges jo også at være sundt for både krop og sjæl …

En klassiker er spaghetti vongole – altså en spaghetti med venusmuslinger iblandet olivenolie, hvidvin og persille, som er en personlig favorit hos denne signatur. De er urimeligt dyre, når man overhovedet kan få fat på dem på vore breddegrader, men hernede koster en velvoksen tallerken af velsmag typisk behagelige 10 euro.

Lækre grøntsager på markedet.

Lækre grøntsager på markedet.

Tip: Tag en tiella

Endnu mere lokal er specialiteten Tiella. Det er en slags tærte, som rent principielt kan have mange slags fyld. Den originale tiella – der har en søstertærte ved navn tielle i sydfranske Beziers  – er dog fyldt med sauterede blæksprutter i tomat. Den serveres enten lun eller kølig, og det er på alle måder smagen af Gaeta i én bid. Den smager aldeles fremragende.

Det er naturligvis omsonst at nævne alt det, du skal spise i denne del af Italien. Men du kommer heller ikke uden om de lokale oliven. For netop disse små grønne og brune kugler er blandt de mest efterspurgte fra Støvlelandet, og det skal sandt for dyden siges, at de udgør et usædvanligt godt makkerpar med et glas rødvin på din terrasse, før middagen bliver indtaget.

Hvis du ønsker at opleve et Italien, som de færreste danskere har prøvet, så book en bolig i Gaeta. Her er garanti for både velsmag, lokale oplevelser og fantastiske strande.

To restauranter du skal besøge:

Trattoria Il Ritrivo: Her får du de samme retter, som de andre steder. Bare bedre. Snyd ikke jer selv for den blandede antipastitallerken med blandt andet marineret torsk, friterede miniblæksprutter, grillede blækspruttearme. Molto buono.

Pesce frittate miste.

Pesce frittate miste.

Palm Beach: Strandbarer og –strandrestauranter har ofte et – med rette – tvivlsomt ry. Det er ikke tilfældet her. Fremragende og fornuftigt prissatte fiske og skaldyrsretter, der i turismens ædle ånd naturligvis også kan byttes ud med burgere med pommes frites eller en hotdog.  Udsigten over Spiaggia di Serapo er i sig selv det hele værd.

Niklas Roar var inviteret til Gaeta af Campaya.dk

Kan du gætte, hvor vi er?

 

Barakull Niklas Roar Mölle

Mig og min datter Eleonora på toppen af Barakull.

Alle har brug for et sted, hvor de kan være sig selv. Hvor de kan gå helt ned i gear. Jeg er bestemt ingen undtagelse. Og selv om jeg er storbybo til fingerspidserne og kun sjældent bevæger mig uden for mit elskede Vesterbro, så har jeg også altid været et naturmenneske.

Jeg voksede op ved Hareskoven nord for København, og når jeg ikke lige spillede fodbold eller guitar, brugte jeg det meste af min tid deroppe. Lige fra barnsben til min spæde ungdom, og indtil jeg flyttede hjemmefra.

Dette vidunderlige træ finder du på vej mod Kullens Fyr med udsigt vestpå mod Danmark.

Men min anden hjemstavn lå på den anden side af sundet. Nærmere bestemt på Kullen. En lille by, der hedder Mölle i naturreservatet Kullaberg. Her er naturen ganske anderledes end noget sted i Danmark, selv om det kun tager halvanden time at køre dertil fra København.

Denne lille klippetop ligger på den anden side af Italienska Vägen på vej til Mölle Mosse.

Denne lille klippetop ligger på den anden side af Italienska Vägen på vej til Mölle Mosse.

Jeg er kommet her hele min barndom. Mine forældre havde sommerhus her, og de arvede det fra mine morforældre, hvis forældre tillige var kommet i den lille by, der var kendt som syndens y omkring århundredeskiftet. Hertil kom kunstere og aristokrater og andet godtfolk – dels på grund af den enestående natur, men også fordi at her badede både mænd og kvinder det samme sted.

Jeg har masser af favoritsteder heroppe, og jeg ved nærmest ikke, hvor jeg skal starte.

Kullaberg

Klipperne hvor jeg så mange gange har badet og leget. I baggrunden ses Ransvik, hvorfra de lokale i gamle dage lokkede sejlende skibe til at gå på grund, hvorefter de røvede dem. Det sker kun sjældent i dag …

Men måske er det sted, jeg holder mere af end de andre, den klippe, hvorfra man kan se ud over ikke blot Mölle, men også helt til Höganäs og ud over Øresund til Danmark. På den anden side ligger nemlig Hornbæk og Gilleleje.

Klippen hedder Barakull, og der er flere veje derop. Dovne sjæle kan gå derop på en lille halv time nede fra havnen, mens sådanne som jeg går en længere vej af bjergets ryg. Udsigten er utrolig. Ikke mindst på en dag, hvor tågen ligger over klipperne, som var det i en Peter Jacksonfilm.

Barakull Mölle Kullaberg

Udsigten over Mölle fra Barakull. Kigger man godt efter, kan man se min mors lille, lyserøde hus i forgrunden.

Mölle Krukmakeri

Engang var byen ‘happening’. Det er den ikke så meget mere. Om vinteren er der kun få fastboende tilbage, da rige Stockholmere har opkøbt og tilbygget store dele af byen til deres sommerresidenser, men i sommermånederne er der omvendt rigtig mange besøgende. De fleste kommer for at bade eller vandre. Men også for at spise. Mest interessant i den sammenhæng er måske Mölle Krukmakeri, der foruden at lave keramik også sælger pizzaer og holder arrangementer som eksempelvis en lille jazzfestival i juni.

Mölle Krukmakeri.

Sidst jeg var på Mölle Krukmakeri var maden faktisk rigtigt god. To kokke udefra lavede en skånsk-argentinsk menu med blandt andet nyretapper og röding.

Stedet er virkelig specielt. Pizzaerne er som sådan ganske gode og efter napolitansk forbillede, hvis altså ikke lige var, fordi man insisterer på at lave dem af utrolige mængder dej, som altid er helt blødt ved servering. Stedet er ualmindeligt hyggeligt, og man har åbent året rundt. I sig selv noget af en bedrift i en lillebitte by som Mölle.

Betjeningen er rigtig sød, men noget nær håbløs. Man skal selv op for at bestille hver eneste gang og selv hente bestik, og det foregår alt sammen i et tempo, der ikke er set langsommere siden Murens fald.

Men de kan nu noget med deres krukker og charme og grene, du får i hovedet både inde og ude, og der er noget befriende usvensk og kaotisk over det. Jeg brokker mig altid, men holder alligevel af stedet og dets søde ejere, og jeg vil blive ved med at vende tilbage.

I øvrigt er deres keramik altså ret så fint, hvis man er til den slags …

Brunnby Kyrka

Min mindste datter Vera leger i den smukke Brunnby Kirke fra 1100-tallet, hvor min far ligger begravet.

Arilds Vingård

Ellers er også Arilds Vingård et besøg værd. Her kan man, som navnet antyder, besøge et charmerende sted nær den hyggelige by Arild, hvor man rent faktisk producerer vin. Sverige er normalt for koldt til den slags, men lige præcis på Kullaberg har man et mikroklima, der blandt andet er betinget af de lune vinde fra havet og de mange solskinstimer. Den drue, man primært dyrker, hedder Solaris, og den er blevet til i Tyskland. Her fungerer den perfekt med sin korte modningsperiode, der gør, at den kan høstes, inden frosten sætter ind.

Arilds Vingård

Arilds vingård

Man spiser glimrende til priser, der qua den svenske kronekurs, slet ikke er dumme for en dansker.

Nuvel, jeg kunne blive ved med at fortælle om dejlige steder på Kullaberg. Men sandheden er, at tiden er ved at løbe fra mig, så det må blive en anden gang. Skulle du dog have lyst til at høre mere, så skriv endelig til mig, og så skal jeg nok dele ud af gode tip.

Kram fra mit lille zen-sted.

Hejdå!

Lækker rejemad til 90 svenske kroner. Ikke dårligt.

Bag om mit interview med Massimo Bottura

Massimo Bottura and food journalist Niklas Roar.

Massimo Bottura og yours truly i det travle køkken efter interviewet.

INTERVIEW: Massimo Bottura og Osteria Francescana

Først og fremmest skal der lyde et stort tillykke. Til Massimo Bottura og hans team.

For endnu engang er det lykkedes kokken, kunsteren og fødevarefilosoffen Massimo at erobre tronen som den allerbedste af de bedste i verden på den eftertragtede World’s 50 Best Restaurants. Osteria Francescana har fået endnu en fjer i hatten.

FØLGER DU MIG PÅ FACEBOOK?

Første gang var i 2016 – kort efter at jeg havde aflagt ham et besøg i anledning af et interview for Munchies. Det er en iskold dag på Via Stella i Modena, og jeg er ved en fejl kørt ind i byen i min lejebil hele vejen fra Lucca uden at vide, at det er strengt forbudt for alle andre end beboerne.

LÆS OGSÅ: Jeg udlevede min drengedrøm i en åben Alfa Romeo

Presseafdelingen kører på højtryk. Der er næsten lige så meget knald på som i køkkenet. Gastronomi er blevet stort, og kommunikationen tager man ikke let på, fornemmer jeg. Det har da heller ikke været nogen let opgave at få interviewet i stand.

DET VILLE VÆRE FEDT, HVIS DU KIGGEDE FORBI PÅ INSTAGRAM <3

Men efter at have været rundt i restauranten for at fornemme stemningen, kommer Massimos kone ind. Hun er amerikaner og meget imødekommende. Hun er også med i den vellykkede dokumentarfilm på Netflix (Chef’s Table), og Lara Gilmore fungerer ikke blot som en slags manager for sin mand, men sørger også for at samle tankerne og holde fast i dem, når Massimo bliver verdensfjern eller får humørsvingninger. Og det sker ifølge hende og personalet ikke sjældent.

LÆS OGSÅ: 3 byer du skal besøge i Puglia – Italiens smukke hæl

Jeg får en lang snak med hende om både kunst, livet og manden, hvorefter hans souschef tager over, og viser mig ind i et lille, iskoldt baglokale bag køkkenet, hvor nogle af Italiens bedste vine ligger på køl rundt om et enormt træbord.

Her sidder han så. Manden der har måttet gå så grueligt meget igennem, før hans geni blev anerkendt. Som selveste Leonardo da Vinci eller måske Jesus ham selv. Er Massimo mon i virkeligheden Italiens frelser pakket ind i velsmag?

Osteria Francescana - interview Niklas Roar Foodroar

Interview i det intense baglokale med alle vinene.

Foruden de tre stjerner i Michelinguiden er kåringen som nummer et i verden toppen på den dekonstruerede kransekage, der udgør Osteria Francescanas univers på den ellers ganske ydmyge beliggenhed i det centrale Modena – en by der ellers er bedst kendt for sin balsamico og en mindre bilproducent ved navn Ferrari.

LÆS OGSÅ: Mine 11 grundregler i køkkenet

– Vi gør, hvad vi gør, fordi vi skal skabe god mad. Som designere skal skabe smukt tøj. Som Ferrari skal lave en hurtig bil. Vi er håndværkere. Kunstneren må gøre, hvad han vil. Vi køber tanken om billedet, eller skulpturen, fortæller han. Han tænker associativt og er ikke meget let at interviewe. Hans tanker flyver meget rundt, og han lader sig hele tiden inspirere af nye tanker og impulser.

Osteria Francescana,.

Vi spiser, mens vi taler. En helt utrolig græskarsuppe. Massimo fortæller: “Denne fond er lavet på alt vi havde tilbage. Det er en social handling. Det kan være alt, der er blevet tilbage. Ben, rødder, skræl. Japanske rødder.”

LÆS HELE MIT INTERVIEW MED MASSIMO HER I MUNCHIES

Lever altid i nuet

Han er til gengæld meget nærværende. Og man lytter. Han har store ambitioner. Ikke blot om mad, men også om at ændre verden. Han er ikke ret politisk, men han ved, at når man er i en position, hvor man kan gøre noget, så skal man gøre det. Han sætter initiativer i gang. Sociale projekter. Mad til fattige. Hjælp til lokale bønder. Et maduniversitet. Han kan ganske enkelt ikke lade være.

– Jeg lever i nuet. Jeg rider altid på bølgen. Jeg ser mig aldrig tilbage. Jeg vil ikke være en del af fortiden. Jeg føler, at jeg er ekstremt positiv i forhold til alt. Jeg har en forståelse af alt, hvad jeg har gjort. Men det er ikke pointen. Jeg er ligeglad med det, jeg har gjort. Jeg vil starte et maduniversitet i Modena. Det er ikke nok af have et gymnasium for agrikultur. Vi har brug for det her. Det er en del af en proces.

LÆS OGSÅ: 10 madvarer jeg virkelig ikke bryder mig om

– Byrådet kom til mig og bad om hjælp til at sikre fremtiden for farmerne. Vi har brug for et køkken. Bønderne er også nødt til at forstå smag. De skal forstå, hvordan man laver en parmesan, men også at lave en lasagne. Vi graver stadig dybere og finder balancen mellem årstiden, naturen, forholdet til producenten, og derfra kan vi udfordre det italienske køkken på så mange måder, fortæller han mig.

Massimo Bottura

Massimo Bottura krammer en af kokkene.

Massimo Bottura er mere og andet end en kok og en ‘rockstjerne’. Massimo er en ener og et familiemenneske. En ejer af et osteria – en slags gæstgiveri.

LÆS OGSÅ: 15 typer jeg helst vil undgå på flyrejsen

– Et osteria er en familie. Er det ikke en familie, så er det er lige meget. Det er en stærk besked at sende. Vi passer på hinanden, siger Massimo Bottura.

Osteria Francescana og Niklas Roar

Ved indgangen til Osteria Francescana står denne voksfigur – altså den bagerste.

3 byer du skal besøge i Puglia – Italiens smukke hæl

Polignano a Mare.

Polignano a Mare.

Puglia – Italiens smukke hæl

Hvor skal man egentlig starte. Jeg har været italiensfarende et utal af gange, men støvlelandets sydøstlige del var mig indtil sidste sommer endnu ukendt territorium. Puglia hedder den, hælen. Eller Apulien på dansk. Men smag lige på ordene. Det første lyder altså ikke overraskende bedst på italiensk.

Vi er helt dernede, hvor Syditalien viser sig fra sin mest syditalienske side. Hvor varmen er intens, hvor siesten er et livsnødvendigt gode, hvor maden trækkes op af havet, og hvor skønheden skal findes i enkelheden og i de spektakulære landskaber og det azurblå hav, der sine steder bringer mindelser frem om Grækenland.

SE MIN LILLE FILM FRA PUGLIA HER

Puglia er en oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for. Puglia er på alle måder inkarnationen af Syditalien. Her hersker en utalt utilfredshed og mistillid til et politiske system, arbejdsløsheden er høj, og forskellen på dem, der har og dem, der ikke har, er overvældende.

Turismen er i stigning, men vi er stadig i et på mange måder næsten jomfrueligt land, og mit bud er, at vi kun har set den spæde begyndelse til det deciderede indtog af folkestrømme. Så mit bud er, at vil du opleve hælen, før den er trådt dybt ned i masseturismens mudder, så er det om at komme afsted snarest muligt.

FØLG MIG HER PÅ FACEBOOK

Jeg vil egentlig ikke bruge år og dag på at skrive stolpe op og stolpe ned om regionen. Jeg vil i stedet tage udgangspunkt i nogle af mine billeder derfra og kort fortælle om dem.

Og for en god ordens skyld. Intet i dette indlæg er sponsoreret. Men jeg fik masser af gode tip til rejsen fra min ven Antonio Gaugnano, der selv kommer fra området, og som driver det sympatiske lille rejsebureau Let’s Puglia.

FØLG MIG HER PÅ INSTAGRAM

Så altså – her kommer udvalgte …

Pics fra Puglia

Polignano a Mare.

1. Poliganano a Mare

polignanoi

Det her er Polignano a Mare. Et af de mest spektakulære steder, jeg har besøgt i Italien. Det er et af de syn, man ofte ser i turistbrochurer. Det var en blæsende dag, og mit hår fløj rundt nede på den dybe strand, der var fanget mellem to kløfter. De fleste hernede var turister, og kun de færreste turde bade i det oprørte vand. Den gamle bydel ligger oppe til højre bag mig, og den er smuk som bare fanden.

Men det er ikke en by, jeg ville gide at bo i. Tjenerne var aldeles håbløse alle steder, vi besøgte, og der var i praksis ikke andet, der drev byen end turismen. Men så absolut et besøg og en strandtur værd. Se også billedet i toppen.

Polignano a Mare.


2. Otranto

otranto

Det her er Otranto. En lille perle så langt sydøst, man kan komme. Her er vi ikke ret langt fra Albanien. Byen er omgivet af nogle vidunderlige strande med krystalklart vand, hvor man kan snorkle og se masser af smukke fisk, krabber og søpindsvin.

Som turistbutikkerne skriver på deres t-shirts ‘Oh Tranto’. Skønheden er spektakulær, men man skal lede grundigt for at finde de gode restauranter. Eksempelvis oplevede jeg at få mit livs værste risotto. Aldeles uden smag, men med kanel! Sådan en kok burde dyppes i tjære og rulles i fjer og køres ud af byen på en Vespa.

vespa

Jeg har aldrig selv kørt på en rigtig Vespa. Kun kopier. Denne er en vintagemodel af den klassiske ‘hveps’ fra 1950’erne. Sådan en man så i enhver italiensk film med respekt for sig selv. Jeg tænker, den ville klæde mig.

Sæbebobler

Min store pige Eleonora leger med sæbebobler på en cafe i Otranto.

img_2632

Mig og min mindste datter Vera. Hun er så lille her. Men sød er hun nu.

snapseed-105

Her er vi på havnepromenaden i Otranto. Hver aften i en uge gik vi hen på den samme lille cafe, hvor vi blev betjent af en brysk lesbisk kvinde. Efterhånden udviklede der sig dog en lille sprække i hendes panser, og sidst på ugen var det lige før, man kunne ane et smil under det karseklippede hår, når vi inden aftensmaden bestilte vores to Spritz og vand til pigerne.

Otanto.

Vandet er simpelthen så lækkert. Her bader to unge mennesker fra klipperne.

Gelato

Un gelalo, signore Roar?

Otranto.

Otranto by night.


3. Monopoli

snapseed-103

Her er vi i den lille lystbåde- og fiskerihavn i hyggelige Monopoli. Det er en ualmindeligt charmerende lille by med en helt fantastisk lille piazza, hvor man kan sidde med sin drink eller en pastaret og se livet defilere forbi i slowmotion. Som det fremgår på billedet forneden, følte min dejlige kone sig også meget tilpas i Monopoli.

snapseed-104

img_2497

På dette billede fra den fine piazza i Monopoli er hele tre ting, jeg holder meget af. Og ja. Den ene er Aperol Spritz.

Monopoli

Den meget hyggelige Piazza Garibaldi i Monopoli. Her ligger flere gode restauranter. Blandt andet en af slagsen, hvor jeg fik en helt utrolig Spaghetti Vongole.

img_2527

Apperitivo i Monopoli hos Vini e Panini.

img_2516

Det her er mig. Min skjorte er blæst op, og jeg står på et af de mest trøstesløse steder i hele Syditalien. Bag ved mig står min lejebil. Det havde den gjort i flere dage. Jeg havde nemlig foretaget en langtidsparkering på en plads med de tilladte hvide striber, men imellemtiden har byrådet i Monopoli så opsat et særskilt, fordi der er en Comedy Central Tour i byen. Da familien og jeg skal besøge nabobyen i bil, mangler noget. Bilen er der ikke. Gaden er ryddet for biler. Med stor hjælp fra nogle af regionens flinkeste folk, lykkes det efter mange telefonsamtaler at opspore bilen. Den er endt hos autoophuggeren De Martino.
Jeg får et lift til udkanten af byen til noget, der bedst kan beskrives som jordens røvhul, hvor jeg møder en lille, bebrillet mand med dårlige tænder, som får Billy Bob Thornton i ‘U-Turn’ til at ligne en nordisk gud. Et arrigt møgdyr, det er umuligt at føre en rimelig samtale med, men som giver mig to muligheder. At betale enten 1.800 kroner for at frigive min bil fra gidselsituationen eller alternativt 1.400. Så er det uden papirer og dermed lige ned i lommen på ham og hans venner på den lokale politistation. Jeg betaler og får min bil og glæder mig over, at det kun er en femtedel af, hvad Cartrawler har svindlet mig for. – Welcome to the South of Italy, siger de fantastisk flinke folk, der heldigvis er flest af hernede med et undskyldende smil.
img_2727

Mine piger. De ser så små ud. I dag er de næsten et år ældre. Min kone derimod er sjovt nok blevet yngre siden da …

Kan du gætte, hvad det er?

img_5556

Kan du gætte, hvad det er? Svaret følger senere i indlægget.

Det hele startede i Italien. På en rigtig herretur med tre gamle venner. Vi var i Bergamo, som ikke ligefrem er nogen norditaliensk partyhovedstad, men god mad og godt selskab skulle bringe os igennem dagene i hinandens selskab.

Jeg har kendt disse drenge siden folkeskolen. Ja, den ene har endda været min ven siden børnehaven. Så på den konto er det forventeligt, at der er plads til lidt studentikos spasmageri.

Hvad jeg ikke havde set komme, var, hvad der præcis skulle ramme mig.

Husker du at følge mig på Facebook?

Allerede i lufthavnen havde jeg nemlig virkelig slemme smerter i lænden. Min ene ven tilbød mig en pille. Den var helt blå, og jeg spurgte jokende, om det var Viagra. Han lo, og forklarede, at han jo rejser meget, og at det var helt almindelig Paraceamol (altså det virksomme stof i Panodil) bare med en anden farve. Jeg tog den og tænkte i øvrigt ikke mere over det. Smerterne blev dog ikke bedre på flyveturen.

Det skulle vise sig at blive den første af tre eller fire blå piller, som mine venner i løbet af weekenden enten narrede i mig eller knuste og lagde i mine Gin Tonics. Uden mit vidende. Og ja. Det var i allerhøjeste grad Viagra.

Overraskende DNA-test: Kan du gætte min oprindelse?

Ingen rejsning i Ryanair

De har håbet, at jeg ville rende rundt med hejst flag som en kåd teenageknægt med frit udsyn til pigernes omklædningsrum, men det viser sig så, at man kun reagerer således, når man bliver sat i en situation, hvor man bliver opstemt. Så under så kedelige og trivielle forhold som i et fly eller på en gågade, sker der intet. De må bande over, at Ryanairs stewardesser ikke var mere inspirerende, end tilfældet var og dermed gjorde det svært for mig at rejse mig og se mere end almindeligt begejstret ud i midtergangen.

Man lad nu det ligge. Jeg havde efterfølgende en aften med mavepine og fik noget eksem i nogle dage på mine lår. Begge ting på en måde, jeg aldrig havde oplevet før. Så jeg mistænker i høj grad disse satans piller, som de fik i mig.

Jeg udlevede min drengedrøm i en åben Alfa Romeo

Lykkeligvis for dem er jeg ikke nogen vred type. Men til gengæld ved de nok også, at den slags får konsekvenser. Og hvis nogen af dem læser med her, så kan de godt regne med, at jeg er gået i tænkeboks forud for næste drengetur. Jeg vil i den forbindelse gense alle ‘Tømmermænd’-filmene som inspiration.

Nuvel. Nok om mig om mine asshole-venner. For hvad har det så alt sammen med billedet foroven at gøre? Og er det her ikke en madblog? Well, nogle gange er ting ikke, hvad de ser ud til. Heller ikke en Gin Tonic. Og derfor skal det naturligvis afsløres, at det drejer sig om en reklame ophængt i et busstoppested på en af hovedgaderne i Bergamo. En ganske uskyldig og lettere røvsyg reklame for …

… kyllingebryst 🙂

fisse-kyll

Jeg har i øvrigt også ved flere lejligheder overvejet at lave en fotosamling her på bloggen af mad, der ligner noget andet. Jeg har ikke mange ting liggende, men nedenstående pølse stammer fra en all inclusive-oplevelse på Kreta for mange år siden.

11 uhyggelige ting du ikke vidste om gluten

Det er ganske enkelt et af de grimmeste stykker fødevare, jeg har haft uheldet at møde på nogle af mine mange rejser sydpå.

penis

Nå ja, og så denne lille film fra Bergamo, hvor vi på en restaurant får serveret frække muslinger.