Min store helt er død – Bourdain er borte

Anthony Bourdain

Anthony Bourdain (Foto: Wikimedia Commons)

Anthony Bourdain (1956 – 2018)

Det kan måske klinge lidt hult. For hvorfor skulle jeg egentlig blive ked af det. Jeg kendte ham jo ikke. Jeg havde aldrig mødt ham, aldrig delt en øl eller en frokost med ham, og jeg havde aldrig interviewet ham.

Men han var om ikke alt, så en hel del af det, jeg drømte om at være. Om at blive. Anthony Bourdain var en levemand, en kok, en rejsende Onkel Mac, en rock ‘n roller, en beatforfatter og frem for alt en gudsbenådet historiefortæller.

For få minutter siden scrollede jeg gennem mit Facebookfeed, hvor min møgdygtige kollega i madjournalistikken, Lars Bjerregaard, ganske kort skrev ‘Mit lysende idol er død. Tak for ordene, Anthony Bourdain.’

Det tog mig lige nogle sekunder at lade den sive ind. Og selv om det jo ikke ligefrem er et familiemedlem, der valgte at forlade dette liv og tilmed sin datter, kone, ekskone, familie og venner, mens han selv tjekkede ud for altid fra sit hotelværelse i Frankrig, så føles det stadig uendelig trist.

For han personificerede alt det, der er godt ved et tv-medie, der er fyldt med selvfede kokke, der rejser verden rundt og i øvrigt selv laver maden. Ikke Bourdain. Han stod som en anden gastronomiens evigt observerende og kommenterende globetrotter altid på sidelinjen og lod sig servere og betage og bidrog i stedet med det, der udgjorde den berømte x-faktor. Sit vid. Sin humor. Sin selvironi. Sin charme.

Sig selv.

SE ET AF MINE YNDLINGSKLIP MED ANTHONY BOURDAIN HER

Listen over fornærmelser af kendte personer i de mange programmer fordelt på flere programserier, den 61-årige historiefortæller nåede at sende ud, var længere end menukortet på en Kinagrill, og hans udtryk blev kendt som ‘bourdanismer’.

Således husker jeg blandt andet, hvordan han kaldte en nyslagtet siciliansk gris for ‘Kim Kardashian’, og da de lokale bønder så stod og barberede svinets hår af, kommenterede han det som i realityserien ‘The Kardashians’ med ‘Kim is getting ready for the big day. Let’s hope Kanye never gets to see this’ – eller noget i den dur.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set samtlige episoder af ‘The Layover’ eller ‘Parts Unknown’, og jeg har med garanti ikke set dem for sidste gang. Bourdain slog igennem med bogen ‘Kitchen Confidential’, som jeg vil genlæse snarest, og i hans ære vil jeg skylle en god flaske vin ned i aften og mindes en mand, der altid gav seerne noget af sig selv på skærmen. En mand, der drak sig pissefuld i vodka inden et alvorligt besøg i Tjernobyl, eller som i øvrigt aldrig lagde skjul på sit fortid, der var en skønsom blanding af lige dele sex, drugs, food and rock ‘n roll.

Tak for maden, Anthony. Tak for oplevelserne. Tak for inspirationen til selv at kaste sig ud i det ukendte og være evigt åben for nye oplevelser.

Din ydmyge discipel.

Føtex – jeg kan ikke mere

Føtex dårlig service

Mit kærlighedsforhold til Føtex er iskoldt (Foto: Peter Grosen/Collage: Jes Roger Petersen.

Føtex, jeg ved ikke, om jeg kan mere. Jeg har ellers gjort mit bedste for at vores forhold kunne vare ved. Jeg har besøgt dig igen og igen og troligt indkøbt de varer, du har tilbudt. Jeg har gennem årene set, hvordan der er kommet stadig mere økologi og eksotiske madvarer på hylderne, og jeg har givet mine børn hundredvis af samlekort med både dyr og Smølfer.

Men jeg ved ikke, om det kan fortsætte. Jeg føler ikke, du gør noget for mig. Jeg mangler gensidighed i vores forhold. Jeg lægger ikke under 40.000 kroner hos dig hvert eneste år, og du er klart det supermarked, jeg besøger oftest. Som regel foregår vores møder på enten Fisketorvet eller Vesterbrogade, men jeg har været i dig mange andre steder.

LÆS OGSÅ: 12 ting der gør mig lykkelig

Men nu har jeg virkelig mistet lysten. Havde jeg være jyde, ville jeg sige det, som det var. At du har været træls gennem en længere periode. Og jeg ved snart ikke, hvor jeg skal starte. Men lad mig da gøre det alligevel.

Som så mange gange før, skulle jeg i weekenden købe et rugbrød i din bagerafdeling. I ved, den hvor man også kan købe alt fra magasiner til tobak og spiritus. Jeg ventede, og jeg ventede. For jeg kan godt lide jeres softkernebrød. Og det var egentlig ikke, fordi jeg ventede på, at nogen skulle dukke op. For der var som altid rigeligt fremmøde bag disken. Hele tre unge kvinder. Men kun en betjente en anden kunde. Og det gik hun gik i stå med, da en afdelingstelefon ringede. De andre kiggede på. Det kunne jeg sådan set godt leve med. Den slags sker. Vi kan alle have en sløv dag, hvor vi ikke rigtigt får noget fra hånden. Men problemet er, Føtex, at det ikke er første gang. Det er heller ikke femte eller tiende gang, det sker. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har stået med eller uden et træt barn på armen, mens der har stået tre eller fire piger bag disken, hvoraf en enkelt på en god dag lægger et eller andet på hylderne eller tørrer af.

Det er ikke pigernes skyld, Føtex. Det er jer, der skal lære dem, at kunden altid er vigtigst. Det er lidt som på en restaurant. Hvis der ikke meget hurtigt kommer en tjener, der viser at hun eller han har set dig og straks vil være hos dig, så kan det hele være lige meget. Så kan maden være nok så god. Lad dem fortælle, at de har sørens travlt, og at de beklager. Men lad dem anerkende din eksistens og vise, at du som kunde betyder noget for virksomheden. Der står sandsynligvis på side 1 i håndbogen for servicefag, at kunden skal plejes.

LÆS OGSÅ: 9 umulige ting når man er far til en pige

Håbløse selvbetjeningskasser

Nå men, er det virkelig så galt? Ja, Føtex, men det er jo ikke den eneste grund til, at jeg har mistet lysten til dig. Dine selvbetjeningskasser er næsten endnu værre. Jeg er med på, at du skal spare. Alting er jo blevet så dyrt i vore dage. Du vil gerne spare på personalet. Derfor har du bygget selvbetjeningskasser. Ideen var sikkert god. Du fik den nok fra England. Men du kunne ikke få systemet til at glide her i Danmark. Selv ved selvbetjeningskasserne var der kø. Kunderne endte med at stå meget længere tid her end ved de betjente kasser. Og dit tvivlsomme sociale eksperiment med at fjerne den sidste kontakt mellem kunde og ansat mislykkedes. For aldrig blev kontakten større. Aldrig måtte en ung mand eller kvinde så ofte hen til en selvbetjeningsautomat og hjælpe til, når vinen skulle scannes ind. Når bananerne ikke blev registreret af laserlæseren. Når vægten ikke passede. Når der skulle bruges to poser. Når et tilbud ikke var registreret. Eller når lortet slet og ret ikke virkede. Og det gjorde lortet ofte ikke.

Nu indvender du måske, at jeg bare kan lade være med at bruge dem. Men det er desværre ikke helt rigtigt, Føtex. Ofte handler jeg i weekenden på Fisketorvet. Og lørdag og søndag morgen har du slet ingen betjente kasser åbne.

LÆS OGSÅ: 11 uhyggelige ting du ikke vidste om gluten

Jeg har gennem årene mødt masser af søde kasseassistenter i Føtex. Hjælpsomme og smilende. En gang rejse en sød kassedame sig op og lod min otteårige sidde i kassen og scanne vores varer ind. Slev om der var andre kunder. Den slags overskud skal belønnes. I stedet går det hele op i mislykket effektivitet og manglende uddannelse af unge mennesker, der sidder ved kassebåndet og ikke aner, hvad de skal finde et forsvundet stregkodenummer på, når de ser noget så atypisk som en avokado, en pomelo eller sågar en eksotisk pose ærter.

Ældre herre fik ikke hjælp

Omvendt har jeg også oplevet det modsatte. Oplevet ligegyldigheden og det manglende initiativ, da en ældre herre foran mig i køen, som næsten ikke kan holde på sine varer, er så uheldig at tabe sin netop betalte smørrebrødsbakke, der ikke er lukket ordentligt. Jeg hjælper ham med at samle den op, men smørrebrødet er endt på gulvet. Kassedamen gør intet. Jeg spørger hende venligt, om den stakkels mand ikke må få en anden bakke. Jeg får ondt af ham. Han har en rollator, og det er tydeligvis et stort projekt for ham at komme ned at handle. Hun siger først nej, og manden vil ikke være til besvær. Først efter at have bedt flere gange, ender det med, at kasseassistenten irriteret ringer efter sin overordnede, som så giver tilladelse til, at han kan få en ny bakke. Han får den i sine rystende hænder. Men ikke med et smil. Ikke med nogen form for menneskeligt overskud, konduite eller fleksibilitet.

Vi har alle et særligt ansvar for at behandle vores ældre medborgere med den fornødne respekt. Det tror jeg også, du mener, Føtex. Måske skal du være grundigere i oplæringen af kasseassistenterne? Måske skal du lære, at en ny omgang smørrebrød til en værdi af 49 kroner er godt givet ud på den lange bane. En hel kassekø overværede den uværdige scene. Det får ingen noget ud af, Føtex.

LÆS OGSÅ: Jeg er blevet forelsket

Der er jo ikke fordi, der ikke er andre, der bejler til mig. Andre der vil have mig. I min nærhed findes både SuperBrugsen og Irma, hvor især sidstnævnte efter danske forhold yder fremragende service. Og så er der jo lavprissupermarkederne. Men du er jo ikke nogen tøjte og slet ikke billig nok til at skulle dyste mod hverken Netto, Aldi eller Lidl. Jeg forventer jo mere af netop dig. Det er derfor, jeg er blevet ved med at komme i dig igen og igen.

Jeg ved heller ikke, om jeg kan holde helt op. For du ligger så godt. Men i første omgang vil jeg holde en pause i vores forhold sommeren over og måske kun falde igennem, hvis du virkelig byder dig til en sen aften med et fristende booty call af et tilbud.

Føtex. Vis mig, at jeg går glip af noget. Vis mig, at jeg ikke skal droppe dig helt til fordel for andre. Vis mig, at du har noget på hjerte. At du vil noget andet end manglende engagement, ligegyldig service og håbløse selvbetjeningskasser.

Føtex, vil du mig overhovedet? Eller vil du kun have mine penge?

12 ting der gør mig lykkelig

Niklas Roar 12 ting der gør mig lykkelig Foodroar

Jeg vil ikke hævde, at denne hat gør mig lykkelig, men den får mig hvert fald til at smile. Jeg fik den engang under en pressetur i den sydfranske by Sete, og det er kun min store datter, der tillader mig at bære den herhjemme …

Kære læser. Her er 12 ting, der gør mig lykkelig.

Men lad mig først være helt ærlig over for dig. Engang var jeg en brokrøv. En virkeligt frygtelig en af slagsen. Sådan en, hvor glasset altid var halvt tomt, og hvor intet var så godt, at jeg ikke kunne finde på at finde noget skidt ved det.

Men så en dag for mange år siden blev jeg konfronteret med det. Og jeg lagde mærke til, at jeg egentlig bare gjorde, hvad mændene i min familie altid havde gjort. Brokket sig. Min salig far var en mesteren over dem alle, og han kunne bruge timer på at brokke sig over alt fra, at andre bilister tillod sig at bruge den samme vej som han, eller han kunne himle op over, at den kvindelige oplæser i TV-avisen ikke var pæn nok.

FØLGER DU MIG PÅ FACEBOOK? 🙂

Ved flere lejligheder sendte han skrivelser til kommunen eller skrev indlæg i Berlingske om eksempelvis hospitalsvæsenet eller støjgener fra byggeri. Særlige kæpheste var antallet af Parkerede biler uden for den lilleskole, som han var nødt til at passere hver dag med bilen, det påtvungne kørelys på biler samt Uffe Elbæk i almindelighed.

Men nok om min far. En dag gjorde jeg op med mig selv, at jeg ikke ville være sådan. For ikke blot er det anstrengende for omgivelserne, det er faktisk værst for en selv. Det handler om livsindstilling. Rent kognitivt, fortalte min psykologkone mig, at man kunne narre hjernen ved at tvinge den til at tænke positivt. At vænne sig til hele tiden at tænke på gode ting. At fokusere på alt det, der går godt. Stik imod hvad vi mennesker ofte gør.

LÆS OGSÅ: Overraskende svar på DNA-test – her kommer jeg fra

Jeg vil ikke sige, jeg er der endnu. Men jeg traf et valg. Jeg tvang mig selv til at fortælle andre historier. Jeg ændrede narrativerne til min egen fordel. Jeg valgt at sige, at livet er godt, og at jeg selv har et ansvar for at tænke sådan. Lykke handler ikke om, hvor mange penge du har, hvor meget succes du har på dit job, eller hvad du vejer. Lykke handler om at tænke positivt om dig selv og det liv, du lever. Om ikke hele tiden at ville noget – eller ville være – andet.

FØLGER DU MIG PÅ INSTAGRAM?

Det kan måske lyde både banalt og selvcentreret. Særligt når det kommer fra en, der ikke døjer med fattigdom, livstruende sygdomme eller dybe depressioner. Men for de mange af os, der bare går og lader livet passere med mindst mulige forhindringer, og hvor hverdagen er ren overlevelse, så er det måske en ide at sadle lidt om. Du skal ikke ændre dit liv eller din livsstil. Du skal bare ændre måden, du tænker om det og dig.

LÆS OGSÅ: 6 måltider jeg aldrig glemmer – på godt og ondt

Nuvel. Al den lommefilosofiske snak bare for at sige. At sommervarmen gør mig glad. Og det er der en masse andre ting, der også gør. Nogle af dem gør mig endda lykkelig. Det er nogle ganske nære småting, som giver mig en god følelse indeni. Måske har du nogle helt andre. Men her er …


12 ting der gør mig lykkelig

  1. Søde cykelpiger i sommerkjoler – Er København mon verdens bedste by med verdens smukkeste kvinder?
  1. En svømmetur i Middelhavet – den første lyksaglige tur i havet efter en lang flyrejse, hvor du bare kaster dig helt svedig i bølgerne og mærker det salte kølende vand på overkroppen og i ansigtet, og du glider lydløst frem under vandet, mens alt i dit system bare kommer i balance.
  1. At få et uventet lidenskabeligt kys af min kone og et blik, der giver lovning på mere.
  1. At se på mine sovende børn. Få ting i denne verden er så fredfyldte og livgivende som at betragte sine smukke børn, der sover. Det der øjeblik, hvor du beundrer de skabninger, du har bragt til verden, og hvor de for en sjælden gangs skyld ikke engang kræver noget af dig.
  1. At grille. Sig mig, min Gud, er der mon noget kød eller nogen grøntsag, der ikke smager bedre, når det er blevet varmet op over glødende kul?

LÆS OGSÅ: 21 ting vi kan lære af italienerne og omvendt

  1. At se mine planter gro. Jeg er ikke haveejer, men er til gengæld velsignet med en vidunderlig tagterrasse, hvor jeg kan gå og pusle om mine krydderurter, småtræer og blomster. Det giver sådan en indre ro at beskæftige sig med mere eller mindre urban flora.
  1. At stå halvfuld en lys sommeraften et sted i en skov med musik og glade stemmer i baggrunden og pisse op ad et træ.
  1. De der fem minutter, når jeg lige har fået det, jeg bruger (for?) meget af min vågne tid på at hungre efter. Det der korte, guddommelige øjeblik, hvor hjernen er rebootet, kroppen falder sammen og alle bekymringer er pist væk, og jeg endnu ikke er begyndt at tænke på at få det igen.
  1. Når mine børn er glade. Når de griner. Når de er sunde og raske. Når de tosser rundt, og når de siger, at de elsker mig.
  1. Når jeg efter træning og bad cykler hjem med fugtigt hår og velduftende hud og føler, at min krop er i form og balance, selv om jeg ikke længere er 25.
  1. Når jeg går en aftentur i mit kvarter og nyder byens lyde, duftene fra restauranter, pizzeriaer og shawarmabarer, forvirrede turister på cykler, veninder der drikker Spritz på fortovscafeerne, unge der tager selfies og par, der går hånd i hånd.
  1. Når jeg føler mig begæret.

De fedeste madreklamer fra en anden tid

beefeater

Rigtige læger anbefaler gin.


Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg hverken er antropolog, forsker i madkultur eller sågar reklamemand. Men jeg har lidt en fetich, når det gælder gamle reklamer for mad og drikke.

Det er jo ikke, fordi jeg får en ubændig trang til at indtage det, jeg ser på billedet, men måske fordi det minder mig om en svunden tid. En mere enkel tid. En tid, hvor der altid var sommer og ubekymret leg. En tid, der aldrig har eksisteret. Lidt som at se en gammel film med Olsen-banden, hvor København aldrig har taget sig smukkere ud, hvor træerne altid er sprunget ud, og hvor solen altid skinner.

10 svenske madvarer du er nødt til at kende

Den anden dag fandt jeg en flok gamle madmagasiner frem, som jeg havde taget med hjem, da jeg for nogle år siden tømte min mors køkkenskabe, da mit barndomshjem efter min fars død skulle sælges.

Heriblandt var flere eksemplarer af henholdsvis Mad og Gæster samt Alt om Mad, der var to populære månedlige publikationer for husmødre i 60’erne og 70’erne. Førstenævnte havde altid en klumme skrevet af gastronom, skuespiller og sceneinstruktør John Price, der som bekendt var far til de i dag så berømte brødre James og Adam.

10 madvarer jeg virkelig ikke bryder mig om

Jeg har affotograferet en række af reklamerne fra disse udgivelser, og jeg håber, du finder dem lige så fornøjelige som jeg. For reklamer afspejler jo i høj grad deres tid. De er jo netop et kultursociologisk nedfaldspunkt i en særlig æra.

11 uhyggelige ting du ikke vidste om gluten

Se bare her i …

De fedeste madreklamer fra en anden tid

dubonnet

Jeg er vild med denne reklame, hvor en moden herre kommer hjem til en yngre blond kvinde. Hun har sikkert stået i køkkenet hele dagen, mens han kommer hjem fra arbejde, skænker sig et glas Dubonnet – og mellem linjerne sikkert har planer om at ordne hende i ægtesengen før eller efter maden.

img_5955

Sådan så mange af klassekammeraternes køkkener ud i min barndom.

img_5930

I dag ville det være helt uhørt med annoncer, hvor der bliver røget cigaretter.

img_5928

Bajere og chips. Man kan aldrig få for mange Kims …

img_5950

Ja, det er jo en helt oplagt ting at hviske til sin sidedame …

img_5954

Med et brunt forklæde er far gået i køkkenet. Hans testikler ligger sandsynligvis et sted ved siden af brødskiveskæreren.

img_5931

Jeg vil ikke lyve. Jeg ku’ godt!

img_5925

Ve det reklamebureau, der lavede denne her i dag med en husmor, der får lov at drikke en Ramlösa, efter hun har gjort hele hytten rent. Og bare rolig, mand. Hun tager ikke på, for den indeholder ingen kalorier.

img_5939

Margarine. I dag anerkendt som det usleste produkt, man kan få for penge. Dengang signalerede det sundhed.

mig-burgerbar

Jeg kunne ikke lade være med at medtage dette billede af yours truly, da det på alle måder signalere en andet tid. Det er taget i forbindelse med et interview med ejeren af Chicky Grill i Kødbyen. Stedet er stort set uændret siden 1972.

img_5946

Jeg savner lidt de der små buttede Faxe Fad.

img_5952

Il grande italiano.

img_5932

Både barske mænd og kække piger kan trænge til sådan en.

img_5927

Sandsynligvis det dårligste stykke reklametekst det år.

img_5862

Men så pas dog på, at der ikke går i i den hund!

img_5949

Ren, liflig drink? Og hvad laver John F. Kennedy på billedet?

img_5922

Er det her Rytteriets Martin Buch?

img_5942

Moulinex – DJØF’erens foretrukne grill.

img_5934

Den store bagefest.

img_5929

To ruller for ti kroner i … Nåh, nej. Nytto.

Overraskende DNA-test: Kan du gætte min oprindelse?

Det store spørgsmål vi alle stiller os selv. Hvor kommer vi fra? Jeg fik svar i dag.

Det store spørgsmål vi alle stiller os selv: Hvor kommer vi fra? Jeg fik svar i dag.


Lige siden jeg var lille, har jeg fået det at vide.

At jeg ikke virkede helt dansk. Mit udseende altså.

At mine mørke træk ikke kunne nedstamme her fra Skandinavien.

Det sker til stadighed, at folk spørger mig, hvor jeg kommer fra, og jeg forklarer dem, at de er observante, og at jeg ganske rigtigt ikke er helt dansk. Min mor er nemlig svensk.

21 ting vi kan lære af italienerne og omvendt

Men de køber den ikke. De fleste gætter på, at jeg har noget italiensk eller spansk blod i årerne. Og jeg kan jo godt følge dem til dels. Jeg har ganske mørk hud, min hår er mørkt (med grå stænk – men lad os nu ikke træde rundt i det), og jeg er efter danske forhold ikke specielt høj (pis også!).

Jeg var engang ved at få en på lampen en sen nat i en racistisk motiveret provokation på en burgerbar i Dublin engang, hvor to blege, rødblonde dudes blev ved med at sige grimme ting om min hudfarve og spørge, hvor jeg kom fra, mens de puffede til mig. Jeg smilede venligt til dem, lod mig ikke provokere, fik udleveret min burger og smuttede så hjem på hotellet. Lidt forundret. For hvor går egentlig grænsen for, hvad en racist anser for at være mørkt?

9 umulige ting når man er far til en pige

Min far var høj og mørkhudet, mens min mor er lille og helt blond. Så årsagen til min hud- og hårfarve må jo så skyldes min far. Han blev født i Kolding, før han som barn flyttede til Nørrebro i København, og i familien har der da også været spekulationer om, hvorvidt noget af hans DNA stammede fra nogle af de mange franskmænd og spaniere, der over en periode kom til de kanter. Angiveligt var en af hans tip-oldemødre kommet i omstændigheder, da den franske balletkonge Antoine Auguste Bournonville i 1800-tallet kom til Danmark. Hun var bare en simpel tjenestepige, så det var ikke noget, den gren af familien lukrerede på. Tværtimod.

6 måltider jeg aldrig glemmer – på godt og ondt

Men efter alle disse år med spekulationer besluttede jeg mig for at få en afklaring. Og hos den amerikanske virksomhed MyHeritage kunne man for under en plov få svar på, hvor ens DNA havde oprindelse. Det var en langvarig proces, men tre uger efter bestilling fik jeg mit lille sæt, hvor jeg skulle skrabe mine kinder med en vatpind og sende det tilbage til laboratoriet i Austin, Texas.

Det skete i januar – men så her i dag kom svaret.

Endelig! Nu skulle jeg så se, hvor jeg egentlig kom fra. Var det faktum, at jeg ofte føler mig mest hjemme sydpå, forårsaget af, at jeg i virkeligheden var italiener i blodet?

bil-nik-2

I mit rette element. Jeg har altid følt mig hjemme i Italien. Især i sådan en her …

10 madvarer jeg virkelig ikke bryder mig om

Jeg modtog mailen, og åbnede med stor spænding.

Resultatet havde jeg faktisk ikke set komme.

myheritage1

Jeg var altså 98,7 procent Skandinav, hvilket er svært at overgå for de fleste herhjemme – uanset hvor blonde de måtte være. 

Måske burde mine blå øjne, skandinaviske næse og i det hele taget ret så skandinaviske ansigtstræk havde givet mig et praj. Men fortællingen var bare blevet, at jeg ikke var helt dansk. Og jeg troede efterhånden selv på den.

Får jeg lov at blive?

Dernæst var der 1,3 procent, der kunne spores til Østeuropa. Det kan dække over alt fra Polen til Ukraine, Ungarn og Bulgarien. Hvem ved? Men det er stadig en meget lille del af mig, der ikke kan betegnes som skandinavisk. Og en så lille del, at jeg håber Dansk Folkepartis Martin Henriksen vil lade mig blive i landet, hvis revolutionen fra det yderste højre en dag kommer til Danmark.

myheritage2

Nu er spørgsmålet så: Hvad kan man overhovedet bruge det til? Sandheden er, at jeg ikke ved det. Jeg er et nysgerrigt menneske, og det må næsten være svar nok. Jeg har brug for at vide ting, hvis jeg først en gang har tænkt over det.

Gør det mig til en bedre dansker? Naturligvis ikke.

Har jeg mere ret end andre til at være i Danmark, fordi min DNA er herfra? Naturligvis ikke.

Den eneste følelse, jeg sidder tilbage med nu, er, at jeg nok er en lille smule skuffet over, at der trods alt ikke var noget mere eksotisk i mig. Jeg er lige så leverpostejsdansk som alle dem med kommunefarvet hår, Crocs på fødderne og en carport et eller andet sted uden for Viborg.

Men når det gælder det, jeg foretrækker at lægge på tallerkenen og hælde i glasset, så flyver mine tanker langt, langt væk fra vores breddegrader. Italien, Spanien, Indien, Japan og Thailand.

Tjek mine italienske opskrifter ud her

Alt godt herfra til dig, kære læser – uanset din hudfarve, din religion, dine seksuelle præferencer, dine madallergier og dit etniske tilhørsforhold. 🙂