6 måltider jeg aldrig glemmer – på godt og ondt

Spaghetti Carbonara. Den er næppe sund på papiret, men den gør dig glad.

Jeg elsker at nyde en pastaret på min terrasse om sommeren. Men det er ikke oplevelserne herfra, der for alvor har sat sig fast. (Foto: Anthon Unger)


Hvilke måltider er de vigtigste i ens liv? Hvilke gør mest indtryk? Jeg ved det ærligt talt ikke. Men jeg ved, at det ikke nødvendigvis er de bedste måltider. På den ene side, har det ikke været nemt at finde de rette, for er der mon ikke hundredevis, jeg har glemt? Hvad med min bryllupsmiddag? Hvad med Michelinstjernerne? Hvad med de vegetarfrikadeller, der i 1996 sendte mig fem dage på et sygehus i Vestsjælland, da jeg gik på højskole?

Men på en eller anden måde er disse næppe helt forkerte. For det er i hvert fald de første, der faldt mig ind, da jeg ville finde …

6 måltider jeg aldrig glemmer – på godt og ondt

Efterår 1983, Mölle, Sverige
Jeg er kun seks år gammel. Men jeg har været oppe at gå tur i skoven i naturreservatet på Kullaberg sammen med mine forældre og min søster. Der har måske være flere med, men jeg husker det ikke. Min søster er den bedste til at finde svampe. Det er hun stadigvæk, og hun lærer mig, hvilke jeg skal kigge efter. Vi kommer hjem med kantareller, Karl Johan og de der bittesmå lilla, der hedder ametysthatte. Min mor stuver dem med løg og fløde og serverer dem på ristet brød. Det smager af skov og bjerg og efterår. Det smager himmelsk. Hvert efterår håber jeg på at finde svampe deroppe igen.

LÆS OGSÅ: 9 uforglemmelige madscener fra filmens verden

Svampehapsere

Svampehapsere – fra nutiden.

Følger du egentlig min side Niklas Foodroar på Facebook? Det ville jeg blive virkeligt glad for. 🙂

Sommer 1986, Ørbyhage, Sønderjylland
Min far blev født i Kolding og boede der, indtil han flyttede til Nørrebro, da han ramte skolealderen. Han sagde, at de andre elever i begyndelsen kaldte ham ‘den jyske tranlampe’. Børn lærer dog hurtigt – også at tale københavnsk, men selv om han blev i hovedstaden resten af sit liv, så havde han stadig en del af sit hjerte i Sønderjylland, og da jeg var barn rejste vi næsten en gang om året derned. Kun ham og jeg, mens min mor blev i sommerhuset i Mölle. Denne gang udmærkede sig ved, at min meget distræte far ikke havde taget den taske med i bilen, som min mor havde pakket med alt mit tøj, min tandbørste og mine Jumbo-bøger, og hvad man nu ellers bruger som niårig. Vi opdagede det på færgen til Nyborg. Vi måtte efterfølgende købe det alt sammen i Vamdrup til min noget påholdende fars store ærgrelse. Og så gik vi ind hos en lokal slagter, hvor min far bad om de bedste bøffer, de havde. Vi kørte til Ørbyhage – en lillebitte landsby ved østkysten, hvor han tidligere havde lejet en gård eller et slags sommerhus hos nogle lokale – og da jeg ikke ville bo hos byens Købmand Viggo og hans kone Mette, slog vi et telt op på stranden. Han elskede at tænde bål. Altid bål. Vi tændte op under de træstykker, vi nu kunne finde på stranden, og da der var kommet gløder, fandt han et gammelt gitter fra en antenne og lagde det på bålet. Vores bøffer fik salt på, og de var røde indvendigt og smagte fantastisk. De møreste jeg har fået. Vi spiste dem med fingrene og tyggede på et lyst brød til. Jeg savner min far, når jeg tænker på det. Han talte også om disse bøffer resten af sit liv. Han lærte mig at være en mand.

Vi havde ikke kamera med i Sønderjylland, men her er et billede af min far og mig hjemme fra køkkenet i cirka samme periode.

Vi havde ikke kamera med i Sønderjylland, men her er et billede af min far og mig hjemme fra køkkenet i cirka samme periode.

LÆS OGSÅ: Mine 11 grundregler i køkkenet

Sommer 1994, Groningen, Holland
Forinden var gået fem dage på en flodpram og to i Amsterdam. Vi var seks gamle venner af sted, og det gastronomiske niveau var ikke ligefrem tårnhøjt. Vi lagde ud med at købe velsagtens omkring halvanden hundrede blandede gram af den slags, der går under navne som Sort Afghan, Pollenmarok, Grøn Usbekistan og Purple Haze, og hvad det nu hed alt sammen. Jeg husker (mærkeligt nok) ikke så mange måltider fra turen i Friesland, men jeg husker, at vi på et tidspunkt købte to dressinger. En salsaketchup og en Knoflook-dressing, der – som navnet antyder – så absolut også smagte af hvidløg. Skæbnen – og muligvis det flittige indtag af de i Holland lovlige rusmidler – ville dog, at vi sejlede prammen på grund sidste dag, hvorefter vi måtte hentes af det firma, der havde lejet os båden. Skruen var ødelagt, og vi fik inddraget det depositum, der skulle have sikret os mad og overnatning sidste dag i Groningen. Vi havde lige præcis råd til at skaffe noget usselt overnatning i en fællessovesal, mens vi ikke havde andet mad overhovedet end en pakke toastbrød og en flaske salsaketchup. Husk på, at dette var i en tid, hvor ingen af os havde fået kreditkort endnu. Vi tilbragte et hårdt døgn i Groningen. Det meste i solskin på en lille park, hvor vi spillede hacky sack og røg tjald, mens vores maver knurrede. To gange afbrudt af – ja, du har gættet det. Uristet toastbrød med salsaketchup. Flasken med Knoflook-dressing var løbet tør. Aldrig har en tur hjem (endda med bus) til København været så lang og pinefuld.

Det lykkedes mig ikke at finde et billede fra turen, da jeg ikke ejede et kamera dengang. Så her er et fra cirka samme periode ...

Det lykkedes mig ikke at finde et billede fra turen, da jeg ikke ejede et kamera dengang. Så her er et fra cirka samme periode …

Vinter 2009, San Francisco, USA
Det har været noget nær den dårligste start på en rejse, man kan få. Både min kone og jeg er blevet syge – mindre end et døgn efter, vi er ankommet til L.A. Vi har begge høj feber og ryster og ligger på vores hotelværelse i Santa Monica og håber, at det snart går over. Turen til Las Vegas er frygtelig. Jeg er endnu mere syg end hende, og hun må køre den lejede Dodge ud af de kaotiske motorveje med frakørsler til alle sider, og vi kører gennem ørkenen, mens jeg kaster op i en pose. De næste tre dage i et luksusværelse i spillebyen i Nevada går med at ligge i sengen med høj feber og kaste op, og jeg har så ondt af mig selv, at jeg på et tidspunkt ligger i fosterstilling på toilettet og hulker. Vi kører så mod San Francisco og overnatter undervejs på et motel i sandsynligvis det værste hul, menneskeheden har set ved siden af en Burger King og en kinesisk friturerestaurant. Jeg har ikke kunnet spise noget i flere dage. Tanken om begge giver mig kvalme. Men dagen efter er vejret dejligt. Jeg kan spise en halv portion corn flakes, og vi har kun tre timers kørsel til San Francisco. Da vi kører over broen fra Oakland, er det som om, der sker en forvandling. Den hvide storby gør sig til under den blå californiske himmel, og vores lille sted Hotel Des Arts er voldsomt charmerende. Vi går ind på en fransk cafe og bestiller en Salad Nicoise og en club sandwich, og aldrig har noget smagt så godt. Appetitten er vendt tilbage, og vi skyller frokosten ned med et glas hvidvin og en kold øl, mens solen bager ned over vestkysten uden for de store vinduer, mens vi føler os budt velkommen og nyder omgivelserne af ivrigt snakkende forretningsfolk og pludrende venindepar. Det har sikkert ikke været den bedste salat i mit liv, men jeg husker den sådan.

sf

Forår 2016, Modena, Italien
Jeg er kørt fra Lucca i Toscana om morgen og kæmper for overlevelse i den frygtede italienske morgentrafik, mens jeg hører lokalradio og prøver at opsnappe sætninger, jeg forstår. Undervejs på vej nordpå til Modena gennem kilometerlange tuneller og overvældende bjerglandskaber, ryger temperaturen ned under nul, og det begynder at sne, og jeg tænker over, hvorfor jeg dog af egen fri vilje har bedt om et interview med kokken Massimo Bottura. Han er ganske vist er en ener, men jeg er på rejse med min familie, og der ryger det meste af en dag på turen. Jeg kører ved en fejltagelse ind i Modenas bycentrum og får at vide allerede ved parkeringen, at der kommer til at ryge en bøde ind, da nummerpladen er registreret. Da jeg ankommer til Osteria Francescana, er Massimo syg og sidder og ser noget betuttet ud, mens jeg går rundt i et lokale og taler med hans mange pressefolk. Jeg går herefter ud i køkkenet, hvor jeg først falder i snak med en række kokke og siden med Massimos amerikanske kone. Vi går rundt og taler om billedkunstnere, om madlavning og om livet som sådan, indtil Il Maestros højre hånd kommer og fortæller, at han er klar. Jeg bliver placeret ved et enormt træbord i et iskoldt lokale omgivet af de ypperste italienske vine på alle sider. Endelig kommer han ind – helt forkulden, med halstørklæde på og ligner en, der ikke har lyst til at være der. Interviewet starter sløvt, men da først serveringerne begynder at komme ind, ændrer stemningen sig. Jeg er overvældet af velsmag, og jeg både viser ham det og forsømmer ikke en chance for at fortælle, hvor lækkert det er. Som en anden Egon Olsen tør han helt op, da han forstår, at jeg kan afkode smagsnuancerne og på sin vis forstår hans genialitet. Jeg får meget længere tid med ham end planlagt, og vi går bagefter rundt sammen i køkkenet og taler om hans ideer. Jeg bliver oprigtigt glad, da han efter at have sagt farvel lige råber efter mig, at jeg skal vente. Han går ud bagved og kommer tilbage med en ost og en balsamico fra hans egen lille produktion og giver mig et kram. Jeg sætter mig ind på en cafe i Modena, drikker en øl, og på vej tilbage til Modena er jeg skideligeglad med den kommende parkeringsbøde. To dage efter er jeg også syg i Lucca og hoster hele vejen videre til Firenze.

LÆS ARTIKLEN FRA INTERVIEWET HER I VICE

En intim frokost i baglokalet på Osteria Francescana med min store kokkehelt Massimo Bottura.

En intim frokost i baglokalet på Osteria Francescana med min store kokkehelt Massimo Bottura.

Vinter 2017, Østerbro, København
Det har været verdens længste forspil. At få en interviewaftale i stand med den unge kok Rasmus Munk har trukket tænder ud. Han er en travl, travl mand, og da det så endelig lykkes, vil redaktøren for Munchies have noget mere. Så i to omgange er jeg forbi Alchemist om formiddagen på en undseelig sidegade på Østerbro, hvor al magien tilsyneladende sker om aftenen. Rasmus Munk er noget så sjældent som en kok med ikke blot kunstneriske talenter, men også med noget på hjerte, og da jeg så noget, der ligner seks måneder efter planen endelig får lov til at spise på restauranten, er der lagt i ovnen til noget særligt. Fra det øjeblik, den første servering kommer ind klokken 19, til det hele er overstået en halv time efter midnat, er jeg blæst bagover. 45 serveringer er ekstremt. Mere ekstremt er det, at ikke en eneste falder igennem. Her er alt fra kaviar og ishavstorsk i vaffel til Tom Yom med bænkebidere og onagi-burgere. Jeg mangler ord. Min ledsager, der har besøgt langt flere toprestauranter end jeg, er lige så imponeret. Alchemist med den unge Munk i køkkenet og i ånden åbner snart i en ny udgave på Refshaleøen med økonomisk støtte fra Saxo Bank-milliardæren Lars Sejr, der også har en andel i blandt andet Geranium.


Se en række af serveringerne i min lille Instragram-film her

LÆS MIN ARTIKEL I VICE MED RASMUS MUNK HER

Topkokken Rasmus Munk og undertegnede. Jeg har aldrig oplevet nogen med et så stort kreativt kokketalent, som den unge jyde, der nu er kommet i rigmanden Lars Sejrs kløer.

Topkokken Rasmus Munk og undertegnede. Jeg har aldrig oplevet nogen med et så stort kreativt kokketalent som den unge jyde, der nu er kommet under rigmanden Lars Sejrs vinger.

HVILKE OPLEVELSER HAR GJORT STØRST INDTRYK PÅ DIG I DIT LIV?

Jeg kan ikke bage – kan du gætte, hvad det er?

Længere ned i teksten afslører jeg, hvad dette egentlig er.

Længere ned i teksten afslører jeg, hvad dette egentlig er. Det er næppe, hvad du tror …

Og det skete i de dage, at jeg i et anfald af overmod og manglende selvindsigt besluttede mig for at bage.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg trods min enorme interesse for madlavning aldrig har fundet det det mindste interessant at bage. Måske fordi jeg ikke kan finde ud af det. Eller omvendt. I hvert fald betyder det i praksis, at jeg aldrig eller kun meget sjældent bager andet end pizzaer.

Men fanden tog ved mig, og da jeg havde besluttet mig for at lave ribbensstegssandwiches af resterne fra gårsdagens ribbenssteg, tænkte jeg, at jeg var nødt til at lave bollerne selv.

OPSKRIFT: Den lækreste ribbenssteg med en smag af jul

Men det måtte for guds skyld ikke blive nogle af de der boller, jeg husker med gru fra caféburgeren i 90’erne, hvor de vejer et halvt kilo og tager al fokus fra indholdet. Derfor søgte jeg rundt på det der internet, og efter at have kigget på et par opskrifter, der så alt for komplicerede ud, og hvor de skulle ind og ud af ovnen i flere omgange, fandt jeg en passende en af slagsen hos en amerikansk foodblogger ved navn Life Made Simple.

Bollerne så flotte ud, og opskriften så så tilpas overskuelig ud, at selv jeg ikke burde kunne fucke up.

OPSKRIFT: Her er de bedste boller i karry

Men der er en stor forskel på, hvad der ikke burde kunne gå galt, og hvad jeg faktisk kan finde ud af, når det gælder bagning. Og jeg måtte endda gøre det hele i hånden, da min KitchenAid, som jeg købte i Santa Barbara for snart ni år siden, netop har givet op (hvis en interesseret sponsor læser dette, så MANGLER JEG EN NY KØKKENMASKINE, tak – hørte i det Kitchentime.dk?) .

Nå, jeg kan vist ikke skyde hele skylden på den manglende maskinpark, men måske i stedet skyde skylden på vejret. Tror jeg. For er det ikke noget med, at det har stor betydning for gærets evne til at hæve, hvordan luftfugtigheden og temperaturen arter sig? …

FØLG MIG PÅ FACEBOOK OG FÅ ENDNU FLERE FANTASTISKE BAGETIPS 😉

Okay. Lad mig vise, hvordan brioche-bollerne skulle have set ud.

Sådan så Natalies Brioche-burgerboller ud på http://lifemadesimplebakes.com

Sådan så Natalies flotte Brioche-burgerboller ud på lifemadesimplebakes.com

Jeg lagde ud med at blande vand, mælk og gær, hvorefter jeg tilføjede de øvrige ingredienser. Jeg syntes egentlig, at jeg overholdt mængderne. Men allerede fra begyndelsen blev jeg irriteret. Jeg mindedes, hvorfor jeg hader at bage. Lortet klistrede. Jeg hader klister. Det var hårdt ad helvede til at røre rundt i, og da jeg ifølge opskriften burde have stået med en dej, jeg kunne lave en kugle af, stod jeg med en grød. Jeg læste et andet sted, at man ikke skulle lægge mere mel i, da det blot ville gøre bollerne massive.

Jeg lagde det til hævning, og en time eller to efter var grøden blevet dobbelt størrelse. En lille succes.

SPAR MANGE PENGE PÅ RESTAURANTBESØGET FØRST PÅ UGEN MED EARLYBIRD

Da jeg så skulle forme boller med hænderne og samle enderne på midten kom hidsigheden tilbage. Jeg prøvede at få grøden ned på en bageplade, men det hang fast i mine hænder, og jeg begyndte at råbe ukvemsord. Det flød ud, da jeg lagde det på pladen, men jeg tænkte, at det måtte gå. For i hvert fald ville de ikke blive massive og tørre.

Her skulle de så ligge en time og hæve videre. Desværre i selskab med det frygteligste produkt menneskeheden nogensinde har opfundet. Værre end både landminer og brintbomber tilsammen.

Jeg taler naturligvis om husholdningsfilmen. Rendyrket ondskab på rulle. Og denne elendige plastfilm, der enten krøller sammen eller nægter at sidde fast på den beholder, der skal dækkes ind, skulle endda smøres med fedtstof for at undgå, at bollerne kom til at sidde fast.

Jeg mærkede tårerne presse sig på, mens jeg afrevet stykke plastfolie efter plastfolie måtte opgive at få det til at sidde fast, og jeg selv smurt ind i olivenolie og indestængt vrede så min drøm om smukke burgerboller fedte ud i intetheden.

Sådan så de ud, da plastfilmen var kommet på.

Sådan så de ud, da plastfilmen var kommet på.

Til sidst lykkedes det halvt, og jeg satte mig ned og forbandede højlydt hele projektet og skrev ‘Burgerboller’ på en indkøbsseddel.

Jeg gik ud og handlede og kom så tilbage.

Bollerne var blevet værre end før. De var nu smeltet sammen, og jeg blev påny ramt af opgivenhed og en følelse af utilstrækkelighed. Jeg havde lyst til at smide det hele ud.

PÅ dette tidspunkt havde jeg mest lyst til at lægge mig ned i fosterstilling eller alternativt at kaste dem ud af vinduet. Hvis ellers ikke de små sataner i så fald havde klistret sig fast til mine hænder ...

På dette tidspunkt havde jeg mest lyst til at lægge mig ned i fosterstilling eller alternativt at kaste dem ud af vinduet. Hvis ellers ikke de små sataner i så fald havde klistret sig fast til mine hænder …

Jeg prøvede at pensle et par af dem med det resultat, at de faldt helt sammen. Jeg kastede i arrigskab penslen ned i vasken og prøvede i stedet at dryppe olien ned på bollerne. Eller hvad man nu kan kalde dem.

Det gik heller ikke, og jeg lagde dem i ovnen.

Efter fem minutter var de så blevet så hårde, at jeg kunne pensle dem. Og jeg fik påny mod på livet.

LÆS: 21 ting vi kan lære af italienerne – og omvendt

Desværre hævede de ikke nævneværdigt i ovnen. Så da jeg tog dem ud, lignede de alt andet end burgerboller.

På dette tidspunkt kunne jeg heldigvis kun grine af resultatet. Og … jeg fik en tanke.

Jeg havde nemlig ikke lavet burgerboller, men derimod en flok fremragende panini. Måske lidt for salte, men dog panini.

Så jeg skar med et vist besvær en af dem op og lavede denne ribbensstegspanino.

Sådan endte den med at se ud. Ikke så dumt faktisk. Men nogen burgerbolle er det ikke ;-)

Sådan endte den med at se ud. Ikke så dumt faktisk. Men nogen burgerbolle er det ikke 😉

Hvad har jeg så lært af det hele?

  1. Jeg kan stadig ikke følge en opskrift
  2. Jeg kan åbenbart bage panini
  3. Hvis jeg vil bage en chokoladekage, finder jeg fremover en opskrift på scones eller femkornsbrød.

Hvordan skal jeg nogensinde få lært at bage? Tips og tricks modtages hellere end gerne forneden. TAK! <3 <3 <3

21 ting vi kan lære af italienerne og omvendt

romani

Italienerne og Italien kan så meget. Men på visse punkter er det bare meget bedre i Danmark.

Mine efterhånden ganske mange rejser i Italien har fået mig til at tænke lidt over, hvad man egentlig kan tage ved lære af af italienerne, og hvad vi virkelig bare skal prise os lykkelige over i Danmark. Her følger således en række stærkt personlige betragtninger i vilkårlig rækkefølge.

FIND DE BILLIGSTE FLYBILLETTER TIL ITALIEN MED MOMONDO

👎Hastighedsbegrænsninger er altid vejledende. Som udgangspunkt kører man mindst 20 km/t over det angivne tal. Alt andet er en rød klud i øjnene på medtrafikanterne.

👎Fuldt optrukne midterstriber er ikke et udtryk for, at man ikke må overhale eller køre ved siden af hinanden. Det er altid op til den modkørende at være opmærksom.

👍Stringbikinien er tilbage i stor stil. Bæres af 80 procent af de kvindelige badegæster. En savnet sag – godt hjulpet på vej af runde, solbrune italienske bagdele.

👎Den klassiske stramme herrebadebuks – i daglig tale kendt som Speedo’en – er her stadig og står for cirka 40 procent af herrernes påklædning på stranden.

👍Fodpedaler på offentlige toiletter. Det er bakterieneurotikerens drøm og virker klart bedre end de der fandens fotoceller, hvor man forgæves står og fægter med fingrene.

👌Mad tages alvorligt. Alle har en mening om den, og råvarernes kvalitet er afgørende.

gaeta2

👎Køkultur er ikke-eksisterende. Det er først til mølle i alle henseender. Særligt i bilkøer er der altid en mulighed for at tage den indenom i rabatten eller nåja, modsatte vejbane.

👍Man komplimenterer. Italienere er besatte af skønhed. Så har du et kønt barn eller ægtefælle eller en velsiddende sko eller kjole, får du det at vide. Lad os blive bedre til det derhjemme, tak.

Min kone på Sicilien. Jeg sørger altid for at komplimentere hende, så ofte jeg kan. Det er som regel en god investering i et parforhold- og meget udansk.

Min kone på Sicilien. Jeg sørger altid for at komplimentere hende, så ofte jeg kan. Det er som regel en god investering i et parforhold- og meget udansk.

👁Øjenkontakt. Kassedamen, den forbipasserende, servitricen, issælgeren… Altid øjenkontakt og antydningen af en diskret flirt. Lad os blive bedre til det derhjemme, tak.

👍Alkoholindtaget er markant mindre (mit eget inklusive). Man ser meget sjældent unge komme råbende og vaklende med opkast i mundvigen.

 

👍Børn på restauranter. Børn er (utroligt nok!) en integreret del af livet i Italien. Også den del, der foregår uden for hjemmet. Man bliver aldrig set skævt til, når man har børn med ude at spise. Og klokken 22.30 er der stadig masser af glade unger i byen.

OPSKRIFT: Spaghetti med BLOGmuslinger

👧Børn er i det hele taget populære. De bliver spurgt til, klappet på kinden, rost og draget omsorg for. Vidunderligt.

👎Til gengæld koster ALT penge. Om ordet gratis eksisterer på italiensk, ved jeg ikke, men noget synes at have spillet fallit.

👎👎👎Strandturen er svinedyr. For en nordbo er der bare noget fundamentalt forkert ved, at 95 procent af alle strandstrækninger er plastret til med private lidoer, hvor det koster mellem 25 og 40 euro per dag for to solsenge og en parasol.

En sjælden gratis spiaggia - her i smukke Polignano a Mare.

En sjælden gratis spiaggia – her i smukke Polignano a Mare.

OPSKRIFT: Penne pommodoro – sikkert børnehit

👎Legepladser koster ofte også penge. Det samme gør det at køre på motorvej, parkere, gå på museum, sætte sig ved et restaurantbord (kuvertpris), gå på offentligt toilet osv osv. Det er ikke okay.

👍👄Fodbold i tv: I Danmark en flok tidligere landsholdsspillere med masser af ekspertise og typerende automatismer. I Italien en kvindelig model iklædt lækre kjoler fra Milano. Sorry Peter Møller og co. Før og efter kampene foretrækker denne gamle, reaktionære stodder altså at se på smukke damer. 1-0 til Italien og velina-traditionen.

👎👎👎Biludlejning er et helvede. Samtlige udlejningsselskaber har indtil videre forsøgt og er lykkedes med at tørre mig. Hver gang med nye ting. Unødvendige forsikringer, mærkelige ekstragebyrer og min seneste favorit: Du modtager bilen fuldt tanket og skal aflevere den tom. Den fulde tank koster 130 euro – et interessant beløb for 50 liter diesel. Ligeledes indrages selvrisikoen hvis andre laver en skade på din bil, når den er parkeret (dækker nok 80 procent af alle skader). Lær af fremragende Spanien, hvor alt er meget nemt og desuden koster under det halve.

👍🍷Billig er til gengæld bordvinen eller indgangsvinen. Hvis man bare vil have et glas eller en ukompliceret flaske, koster det ikke en skid. Derhjemme koster den billigste flaske nogle gange små 400 kroner. Som man skal skamme sig over at bestille. Ikke okay, danske restauratører.

bologna-vin

DEN SAMME RESTAURANT MED 1/3 NEDSLAG I PRISEN – KLIK HER

👍Ethvert Supermarked har en bemandet delikatesseafdeling med salumi og oste. Det har ikke engang nogle af landets største supermarkeder derhjemme. Det er pinligt og uværdigt, Danmark. Sæt i gang.

OPSKRIFT: Her er de tre tip til den perfekte kødsauce (ragù)

👍Skønhed og æstetik. Tusinder af års kulturarv står, som var det netop bygget. Man værner om fortiden. En tanke sendes til Københavns Kommune for at have ødelagt hele havnefronten og Carlsberg for at fucke et historisk smukt område up big time.

👎Til gengæld kan viljen til at prøve noget nyt ligge på et ganske lille sted. I Toscana spiser man toscansk, på Sicilien spiser man siciliansk. Og sådan er det! Jeg har endnu til gode at støde på en vietnamesisk eller indisk restaurant i Italien. Mine efterhånden ganske mange rejser i Italien har fået mig til at tænke lidt over, hvad man egentlig kan tage ved lære af af italienerne, og hvad vi virkelig bare skal prise os lykkelige over i Danmark.

MADFILM: Se min rundtur i dejlige Bologna her

Sandheden om madfotografering

Mysli er en af de mest taknemmelige ting at tage billeder af.

Mysli er en af de mest taknemmelige ting at tage billeder af. Sådan lød læren fra fotografen Alan Donaldson. 

Jeg har været på madfotografikursus i London. Og det var noget af en øjenåbner. Se her hvad jeg lærte …

Jeg holder meget af London. Ikke fordi den er verdens mest hjertelige by eller for den sags skyld er ret god til at byde gæster velkommen. Og jeg har trods et antal besøg, der kan tælles på både hænder og fødder aldrig rigtig fundet mellemklasse-spisesteder, der er på niveau med dem herhjemme. Det betyder ikke, at der ikke ligger fantastiske restauranter, men når man som jeg oftest rejser alene, så hører det til sjældenhederne, at man tager spenderbuksen på og frekventerer steder med dækfirmastjerner og den slags.

Nuvel, byen lignede sig selv. Og en af de ting, der altid har fascineret mig er, hvorledes den mange steder smukke gamle by ser så indbydende ud med sine charmerende facader og ærkebritiske små forhaver og ornamenterede jerngitre, hvorefter man så kommer indenfor i en lejlighed eller oftest hotel, som ligner noget, der er løgn. Nedslidte værelser med gustne, tilrøgede væg-til-væg tæpper og en indretning, man ikke engang kunne have været bekendt på et teenageværelse i 1970’erne.

Altså en ofte bedragende skønhed på overfladen. Og netop det vender jeg tilbage til.

Denne gang var jeg til en madfotgraferingskursus, og guderne skal vide, at jeg ikke er noget geni i den disciplin. Men man har jo lov til at blive bedre. Således ansporet mødte jeg op på den prestigiøse kokkeskole Le Cordon Bleu med mit Olympus OMD-kamera, der kan en hel masse ting, men som trods alt kun er ovre i klassen for semi-professionelle kameraer. Højst.

Mig i færd med at kreere en uspiselig ret på Le Cordon Bleu.

Mig i færd med at kreere en uspiselig ret på Le Cordon Bleu.

(mere…)

Jeg er blevet forelsket

Kan det blive mere italiensk end en Vespa?

Det er ikke svært at blive forelsket i sådan en vintage Vespa.

Jeg er blevet forelsket, og jeg ved, at det er dumt. Jeg ved, at der i sidste ende næppe kommer noget godt ud af det. Jeg ved, at det er et udtryk for dårlig dømmekraft og ufornuft.

Men jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg har forelsket mig i et land, i en livsstil og i en madkultur. Jeg har forelsket mig i Italien.

Tag med på en smuk gåtur i Rom ved aftentide – husk at sætte lyd på

Det starter allerede med sproget. Jeg har aldrig rigtig lært det, men hver måned kommer nye ord til. Jeg kan ikke sætte noget i datid, jeg kan ikke de mest elementære grammatiske regler, og jeg har et meget begrænset vokabularium.

Men jeg har efterhånden lært mig selv så meget ’maditaliensk’, at jeg kan gennemføre en bestilling af det meste på en restaurant, ligesom jeg kan de mest grundlæggende modsætningspar som caldo/freddo, destra/sinistra og piccolo/grande. Og så lidt small talk om vind og vejr og et par frække ord.

OPSKRIFT: Lækker lynpasta

Men jeg elsker alligevel sproget. Det er flere gange kåret som det mest sexede i verden, og jeg kunne ikke være mere enig. Det er erotik med tungen. Kombinationen af de laaange vokaler, de hidsige konsonanter og den konstante gestik er nok til at holde min interesse fanget, uanset om snakken går på culatello, calcio eller køleteknik.

Jeg fangede Tiberen i et heldigt øjeblik.

Jeg fangede Tiberen i et heldigt øjeblik.

Jeg er forelsket i drømmen om det italienske liv. Fra Fellinis Rom til Ecos Bologna eller Camilleris Sicilien. Passionen, skønheden, familien og det store bord, hvorom verden drejer. Det er drømmen om oliventræerne og havbrisen og om de gudeskønne kvinder og deres temperament.

LÆS OGSÅ: Min romerske renselse

Jeg ved jo godt, at ikke hele Italien er lige skønt – lige fra det stærkt industrialiserede Norditalien til det ofte affaldsbefængte syd, men intet sted i verden er så indbegrebet af æstetik. De velbevarede middelalderbyer, de utrolige kystlinjer der ikke er ødelagt af katastrofalt hotelbyggeri, men som derimod indgår i et vellykket samspil mellem natur og byggeri.

Og så er det jo bare en nydelse for både krop og sjæl at bevæge sig rundt i landet, hvad enten det er Toscanas vinmarker, Emilia-Romagnas skove eller Siciliens kyster.

Polignano a Mare i Puglia.

Polignano a Mare i Puglia.

TRE RESTAURANTER I BOLOGNA DU BARE IKKE MÅ MISSE

Og endelig er der maden. Mamma mia! Det er en hed kærlighedsaffære til et køkken, der måske er et af verdens mest enkle, men hvor fokus altid består af en kompromisløs tilgang til råvarerne. I Italien er det vigtigt, at du kan smage hver enkelt bestanddel. Det er ikke en eksplosion af smagsnuancer som i Indien, eller som i Frankrig, hvor alt skal bindes sammen af en dyb, intens sauce. I Italien smager fisken af hav, grønsagerne af frisk natur og isen af himmerige.

FIND DE BILLIGSTE FLYBILLETTER TIL ITALIEN

Jeg elsker København, og jeg bliver med al sandsynlighed boende her, indtil jeg en dag går på pension og kan virkeliggøre min tanke om at flytte til Italien en stor del af året. Men hver eneste dag drømmer jeg om landet. Om skønheden, livet og maden. Jeg ved godt, at jeg lidt lever i en urealistisk drømmeverden med en forestilling om et land, der ikke holder stik. Jeg ved jo egentlig godt, at Italien er et politisk katastrofeområde, at ungdomsarbejdsløsheden er enorm, at korruption er en del af hverdagen, og at den almindelige italiener oplever sig mindre lykkelig end danskeren.

Spaghetti con le vongole i Geata.

Spaghetti con le vongole i Geata.

Men sådan er det at være forelsket. Man ser det, man vil se. Og det bliver jeg ved med. For mine italienske hvedebrødsdage ender forhåbentlig aldrig. I hvert fald ikke denne iskolde vinterdag.

Italia – ti voglio bene.