Hvordan man får et parforhold til at holde

Min kone og jeg. Vi har været sammen i MEGET lang tid 😉

Det er store ord. I rubrikken. Jeg ved det godt. Og jeg er ingenlunde ekspert, men tingen er, at jeg faktisk tænker, at jeg har et eller andet at have det i.

For jeg har læst jeg ved ikke hvor mange sexologer og parforholdseksperter fortælle om det og give gode råd. Og de allerfleste af dem har flere forliste forhold bag sig. Det er lige før, jeg tror, at parforholdseksperter har gennemsnitigt kortere forhold end andre mennesker. Men det er blot en dårligt underbygget teori.

LÆS OGSÅ: Overraskende DNA-test: Kan du gætte min oprindelse?

Jeg har til gengæld været i det samme forhold i mange år. Rigtigt mange år. Og det har ved gud ikke altid været lige let at være gift – spørg bare min kone – men ikke desto mindre har der været så meget at kæmpe for, at vi altid har valgt at gøre det. For helt overvejende er det et spørgsmål om ikke at lade stå til. Om hele tiden at gøre en indsats. Hele tiden at gøre sit bedste.

Men hvorfor skriver jeg overhovedet alt dette?

LÆS OGSÅ: Mine 11 grundregler i køkkenet

Årsagen var, at jeg blev tvunget til at reflektere over det, da min søde journalist- og bloggerkollega Christina Melchiors en dag spurgte, om hun måtte interviewe mig om, hvad der skulle til for at få et parforhold til at holde.

Hun var oprigtigt nysgerrig på emnet og spurgte i den forbindelse en række forskellige mænd og kvinder på sin meget populære blog C and the City.

Det blev til en hudløst ærlig omgang svar om alt fra forældreskab, pligter i hjemmet, jalousi, forbudte fristelser og sex.

Jeg vil ikke fortælle det hele her. Men hvis du har lyst til at læse om mine oplevelser og se mine gode råd til et velfungerende parforhold, så læs med her på CandtheCity.dk.

LÆS OGSÅ: 11 uhyggelige ting du ikke vidste om gluten

Kan du gætte, hvor vi er?

 

Barakull Niklas Roar Mölle

Mig og min datter Eleonora på toppen af Barakull.

Alle har brug for et sted, hvor de kan være sig selv. Hvor de kan gå helt ned i gear. Jeg er bestemt ingen undtagelse. Og selv om jeg er storbybo til fingerspidserne og kun sjældent bevæger mig uden for mit elskede Vesterbro, så har jeg også altid været et naturmenneske.

Jeg voksede op ved Hareskoven nord for København, og når jeg ikke lige spillede fodbold eller guitar, brugte jeg det meste af min tid deroppe. Lige fra barnsben til min spæde ungdom, og indtil jeg flyttede hjemmefra.

Dette vidunderlige træ finder du på vej mod Kullens Fyr med udsigt vestpå mod Danmark.

Men min anden hjemstavn lå på den anden side af sundet. Nærmere bestemt på Kullen. En lille by, der hedder Mölle i naturreservatet Kullaberg. Her er naturen ganske anderledes end noget sted i Danmark, selv om det kun tager halvanden time at køre dertil fra København.

Denne lille klippetop ligger på den anden side af Italienska Vägen på vej til Mölle Mosse.

Denne lille klippetop ligger på den anden side af Italienska Vägen på vej til Mölle Mosse.

Jeg er kommet her hele min barndom. Mine forældre havde sommerhus her, og de arvede det fra mine morforældre, hvis forældre tillige var kommet i den lille by, der var kendt som syndens y omkring århundredeskiftet. Hertil kom kunstere og aristokrater og andet godtfolk – dels på grund af den enestående natur, men også fordi at her badede både mænd og kvinder det samme sted.

Jeg har masser af favoritsteder heroppe, og jeg ved nærmest ikke, hvor jeg skal starte.

Kullaberg

Klipperne hvor jeg så mange gange har badet og leget. I baggrunden ses Ransvik, hvorfra de lokale i gamle dage lokkede sejlende skibe til at gå på grund, hvorefter de røvede dem. Det sker kun sjældent i dag …

Men måske er det sted, jeg holder mere af end de andre, den klippe, hvorfra man kan se ud over ikke blot Mölle, men også helt til Höganäs og ud over Øresund til Danmark. På den anden side ligger nemlig Hornbæk og Gilleleje.

Klippen hedder Barakull, og der er flere veje derop. Dovne sjæle kan gå derop på en lille halv time nede fra havnen, mens sådanne som jeg går en længere vej af bjergets ryg. Udsigten er utrolig. Ikke mindst på en dag, hvor tågen ligger over klipperne, som var det i en Peter Jacksonfilm.

Barakull Mölle Kullaberg

Udsigten over Mölle fra Barakull. Kigger man godt efter, kan man se min mors lille, lyserøde hus i forgrunden.

Mölle Krukmakeri

Engang var byen ‘happening’. Det er den ikke så meget mere. Om vinteren er der kun få fastboende tilbage, da rige Stockholmere har opkøbt og tilbygget store dele af byen til deres sommerresidenser, men i sommermånederne er der omvendt rigtig mange besøgende. De fleste kommer for at bade eller vandre. Men også for at spise. Mest interessant i den sammenhæng er måske Mölle Krukmakeri, der foruden at lave keramik også sælger pizzaer og holder arrangementer som eksempelvis en lille jazzfestival i juni.

Mölle Krukmakeri.

Sidst jeg var på Mölle Krukmakeri var maden faktisk rigtigt god. To kokke udefra lavede en skånsk-argentinsk menu med blandt andet nyretapper og röding.

Stedet er virkelig specielt. Pizzaerne er som sådan ganske gode og efter napolitansk forbillede, hvis altså ikke lige var, fordi man insisterer på at lave dem af utrolige mængder dej, som altid er helt blødt ved servering. Stedet er ualmindeligt hyggeligt, og man har åbent året rundt. I sig selv noget af en bedrift i en lillebitte by som Mölle.

Betjeningen er rigtig sød, men noget nær håbløs. Man skal selv op for at bestille hver eneste gang og selv hente bestik, og det foregår alt sammen i et tempo, der ikke er set langsommere siden Murens fald.

Men de kan nu noget med deres krukker og charme og grene, du får i hovedet både inde og ude, og der er noget befriende usvensk og kaotisk over det. Jeg brokker mig altid, men holder alligevel af stedet og dets søde ejere, og jeg vil blive ved med at vende tilbage.

I øvrigt er deres keramik altså ret så fint, hvis man er til den slags …

Brunnby Kyrka

Min mindste datter Vera leger i den smukke Brunnby Kirke fra 1100-tallet, hvor min far ligger begravet.

Arilds Vingård

Ellers er også Arilds Vingård et besøg værd. Her kan man, som navnet antyder, besøge et charmerende sted nær den hyggelige by Arild, hvor man rent faktisk producerer vin. Sverige er normalt for koldt til den slags, men lige præcis på Kullaberg har man et mikroklima, der blandt andet er betinget af de lune vinde fra havet og de mange solskinstimer. Den drue, man primært dyrker, hedder Solaris, og den er blevet til i Tyskland. Her fungerer den perfekt med sin korte modningsperiode, der gør, at den kan høstes, inden frosten sætter ind.

Arilds Vingård

Arilds vingård

Man spiser glimrende til priser, der qua den svenske kronekurs, slet ikke er dumme for en dansker.

Nuvel, jeg kunne blive ved med at fortælle om dejlige steder på Kullaberg. Men sandheden er, at tiden er ved at løbe fra mig, så det må blive en anden gang. Skulle du dog have lyst til at høre mere, så skriv endelig til mig, og så skal jeg nok dele ud af gode tip.

Kram fra mit lille zen-sted.

Hejdå!

Lækker rejemad til 90 svenske kroner. Ikke dårligt.

Bag om mit interview med Massimo Bottura

Massimo Bottura and food journalist Niklas Roar.

Massimo Bottura og yours truly i det travle køkken efter interviewet.

INTERVIEW: Massimo Bottura og Osteria Francescana

Først og fremmest skal der lyde et stort tillykke. Til Massimo Bottura og hans team.

For endnu engang er det lykkedes kokken, kunsteren og fødevarefilosoffen Massimo at erobre tronen som den allerbedste af de bedste i verden på den eftertragtede World’s 50 Best Restaurants. Osteria Francescana har fået endnu en fjer i hatten.

FØLGER DU MIG PÅ FACEBOOK?

Første gang var i 2016 – kort efter at jeg havde aflagt ham et besøg i anledning af et interview for Munchies. Det er en iskold dag på Via Stella i Modena, og jeg er ved en fejl kørt ind i byen i min lejebil hele vejen fra Lucca uden at vide, at det er strengt forbudt for alle andre end beboerne.

LÆS OGSÅ: Jeg udlevede min drengedrøm i en åben Alfa Romeo

Presseafdelingen kører på højtryk. Der er næsten lige så meget knald på som i køkkenet. Gastronomi er blevet stort, og kommunikationen tager man ikke let på, fornemmer jeg. Det har da heller ikke været nogen let opgave at få interviewet i stand.

DET VILLE VÆRE FEDT, HVIS DU KIGGEDE FORBI PÅ INSTAGRAM <3

Men efter at have været rundt i restauranten for at fornemme stemningen, kommer Massimos kone ind. Hun er amerikaner og meget imødekommende. Hun er også med i den vellykkede dokumentarfilm på Netflix (Chef’s Table), og Lara Gilmore fungerer ikke blot som en slags manager for sin mand, men sørger også for at samle tankerne og holde fast i dem, når Massimo bliver verdensfjern eller får humørsvingninger. Og det sker ifølge hende og personalet ikke sjældent.

LÆS OGSÅ: 3 byer du skal besøge i Puglia – Italiens smukke hæl

Jeg får en lang snak med hende om både kunst, livet og manden, hvorefter hans souschef tager over, og viser mig ind i et lille, iskoldt baglokale bag køkkenet, hvor nogle af Italiens bedste vine ligger på køl rundt om et enormt træbord.

Her sidder han så. Manden der har måttet gå så grueligt meget igennem, før hans geni blev anerkendt. Som selveste Leonardo da Vinci eller måske Jesus ham selv. Er Massimo mon i virkeligheden Italiens frelser pakket ind i velsmag?

Osteria Francescana - interview Niklas Roar Foodroar

Interview i det intense baglokale med alle vinene.

Foruden de tre stjerner i Michelinguiden er kåringen som nummer et i verden toppen på den dekonstruerede kransekage, der udgør Osteria Francescanas univers på den ellers ganske ydmyge beliggenhed i det centrale Modena – en by der ellers er bedst kendt for sin balsamico og en mindre bilproducent ved navn Ferrari.

LÆS OGSÅ: Mine 11 grundregler i køkkenet

– Vi gør, hvad vi gør, fordi vi skal skabe god mad. Som designere skal skabe smukt tøj. Som Ferrari skal lave en hurtig bil. Vi er håndværkere. Kunstneren må gøre, hvad han vil. Vi køber tanken om billedet, eller skulpturen, fortæller han. Han tænker associativt og er ikke meget let at interviewe. Hans tanker flyver meget rundt, og han lader sig hele tiden inspirere af nye tanker og impulser.

Osteria Francescana,.

Vi spiser, mens vi taler. En helt utrolig græskarsuppe. Massimo fortæller: “Denne fond er lavet på alt vi havde tilbage. Det er en social handling. Det kan være alt, der er blevet tilbage. Ben, rødder, skræl. Japanske rødder.”

LÆS HELE MIT INTERVIEW MED MASSIMO HER I MUNCHIES

Lever altid i nuet

Han er til gengæld meget nærværende. Og man lytter. Han har store ambitioner. Ikke blot om mad, men også om at ændre verden. Han er ikke ret politisk, men han ved, at når man er i en position, hvor man kan gøre noget, så skal man gøre det. Han sætter initiativer i gang. Sociale projekter. Mad til fattige. Hjælp til lokale bønder. Et maduniversitet. Han kan ganske enkelt ikke lade være.

– Jeg lever i nuet. Jeg rider altid på bølgen. Jeg ser mig aldrig tilbage. Jeg vil ikke være en del af fortiden. Jeg føler, at jeg er ekstremt positiv i forhold til alt. Jeg har en forståelse af alt, hvad jeg har gjort. Men det er ikke pointen. Jeg er ligeglad med det, jeg har gjort. Jeg vil starte et maduniversitet i Modena. Det er ikke nok af have et gymnasium for agrikultur. Vi har brug for det her. Det er en del af en proces.

LÆS OGSÅ: 10 madvarer jeg virkelig ikke bryder mig om

– Byrådet kom til mig og bad om hjælp til at sikre fremtiden for farmerne. Vi har brug for et køkken. Bønderne er også nødt til at forstå smag. De skal forstå, hvordan man laver en parmesan, men også at lave en lasagne. Vi graver stadig dybere og finder balancen mellem årstiden, naturen, forholdet til producenten, og derfra kan vi udfordre det italienske køkken på så mange måder, fortæller han mig.

Massimo Bottura

Massimo Bottura krammer en af kokkene.

Massimo Bottura er mere og andet end en kok og en ‘rockstjerne’. Massimo er en ener og et familiemenneske. En ejer af et osteria – en slags gæstgiveri.

LÆS OGSÅ: 15 typer jeg helst vil undgå på flyrejsen

– Et osteria er en familie. Er det ikke en familie, så er det er lige meget. Det er en stærk besked at sende. Vi passer på hinanden, siger Massimo Bottura.

Osteria Francescana og Niklas Roar

Ved indgangen til Osteria Francescana står denne voksfigur – altså den bagerste.

Reklame: 3 situationer hvor intet holdt mig tilbage

’Lad intet holde dig tilbage’.

Det er store ord. Det er forpligtende ord. Det er ord, man lige skal stoppe op og tænke over betydningen af. For hvornår i livet er det, at man virkelig sætter sig selv fri og bare gør, hvad man føler for?

Guderne skal vide, at jeg lever et travlt liv. Et liv med mange pligter som far, som ægtemand, som forsørger, som madlaver, som journalist, som gymnasielærer, som ven og som blogger. Meget ofte går hverdagen op i ren overlevelse, men det er i detaljerne, at der skal findes mod til det hele. Mod til at træde ved siden af. Mod til at udstille sig selv. Mod til at ville være den bedste udgave af sig selv. Mod til at være den ærligste udgave af sig selv.

Jeg blev derfor oprigtig glad, da Head & Shoulders kontaktede mig for at høre, om jeg ville reflektere over budskabet ’Lad intet holde dig tilbage’ i anledning af, at man netop har introduceret det nye produkt til mænd Men Ultra Hair Booster Anti-Dandruff shampoo. Ikke fordi jeg har skæl, men fordi det faktisk gav mig en gylden mulighed for at lade mig tænke over og fortælle om 3 situationer, hvor jeg nu har fået modet til at stå frem.

 

 

Jeg lod mig inspirere af den fede video ovenfor, hvor blandt andre en stor, stor mand – fodboldens italienske gentleman, den netop afgåede Juventus-målmand Buffon, der næsten er lige så gammel som jeg, viser, at man både kan være på toppen af en benhård sport, være højt respekteret – endda af modstanderne – og samtidig turde at give noget af sig selv som menneske.

3 situationer hvor intet holdt mig tilbage

  1. Der var dengang, jeg sagde op. Jeg havde haft det samme job i ti år, men da jeg var gået ned med stress og var grundlæggende ked af det, hver eneste gang jeg mødte på arbejde, så skulle noget ske. Fra den ene dag til den anden sagde jeg op. Uden sikkerhedsnet. Uden penge. Uden en plan for fremtiden. Jeg lod intet holde mig tilbage og sagde farvel til mit trygge job i dagbladsbranchen.

 

  1. Da jeg blev far, besluttede jeg mig for at gå hele vejen. Der skulle ikke være nogen mellemveje. Der skulle ikke være nogen smalle steder. Jeg ville være alt for det barn. Det blev til to af slagsen, og intet er for mig større end det. At være far er ikke en fuldtidsstilling. Det er et livslangt engagement, der kun vokser og bliver større og stærkere.

 

  1. Dengang jeg friede til min kone. Det var 9. september 2001 få dage før en noget mindre glædelig begivenhed. Jeg var en purung mand, men jeg var villig til at tage chancen. Jeg var villig til at ændre mit liv for altid. Jeg vidste nok ikke, hvad jeg for alvor gik ind til, men jeg gjorde det. Jeg satsede alt på rødt, og jeg vandt. Det var dybest set vanvid, men det skulle vise sig at holde. Måske fordi jeg ikke holdt mig tilbage. Og hun var rystet i sin grundvold og dybt, dybt overrumplet den smukke dag i Frederiksberg Have på den lille bro.

 

Jeg har sagt ja til en djævelsk deal

Niklas Roar ond

Onde Niklas

Hvis ellers man ser bort fra mit ægteskab, så er jeg ikke meget for at involvere mig i faste forhold. Det er jo ligesom hele pointen med at være freelancer og fri som fuglen. Men da jeg samtidig har fundet en diabolsk tilfredsstillelse ved at undervise og på den led har fået en gylden chance for at undergrave hele systemet indefra ved at så tvivlsomme ideer i hovedet på den danske ungdom, har jeg med dirrende hænder sat min underskrift på en fastansættelse på Københavns Mediegymnasium, hvor jeg næste år vil finde glæde i at fratage både en række af skolens 1. g’ere og 3.g’ere chancen for at få en rimelig fremtid.

Overraskende DNA-test: Kan du gætte min oprindelse?

Det er naturligvis kun på deltid, så jeg stadig kan bruge den anden halvdel af mit på alle måder travle arbejdsliv til fortsat af skrive masser af artikler, fise rundt i åbne italienske sportsvogne og holde fuld kog i min blog. I ved, denne her med mad og sådan.

Men noget ganske andet. Hvad har jeg egentlig selv lært at at undervise gymnasieelever, som jeg har gjort det de sidste par år?

Ikke så lidt faktisk. Også om mig selv.

Mest afgørende har været at finde ud af, at de unge trods deres noget tvivlsomme rygte faktisk er voldsomt søde. Eller næsten alle er.

Dernæst har det været fedt at mærke, at en hel klasse (eller i hvert fald et par stykker i hver klasse) rent faktisk hører efter, hvad du siger. De tager det til sig. Suger det ind. Tænker over det. Og allerbedst – stiller spørgsmålstegn ved det, du siger.

11 grunde til at tage ja-hatten på over Distortion

Du ser dem udvikle sig mentalt fra at være helt grønne skoleelever til i højere grad at gøre sig selvstændige, modne overvejelser. Jeg tror, at den der aha-oplevelse hos de unge er noget af det, der gør, at lærere af alle slags kan holde jobbet ud år efter år.

De unge staver værre end nogensinde før. Stavekontrol og manglende fokus på det fra folkeskolens og forældrenes side er rystende.

Det samme gælder evnen til at konstruere meningsfulde sætninger og sågar hele afsnit.

Til gengæld er de teknisk stærke. Og ved de ikke noget, er de oftest lynhurtige til at tage nye programmer til sig.

De sender snaps til hinanden 24/7.

Og endelig har jeg noteret mig, at det er præcis lige så svært at være teenager, som det altid har været.

12 ting der gør mig lykkelig

Older posts