Reklame: 3 situationer hvor intet holdt mig tilbage

’Lad intet holde dig tilbage’.

Det er store ord. Det er forpligtende ord. Det er ord, man lige skal stoppe op og tænke over betydningen af. For hvornår i livet er det, at man virkelig sætter sig selv fri og bare gør, hvad man føler for?

Guderne skal vide, at jeg lever et travlt liv. Et liv med mange pligter som far, som ægtemand, som forsørger, som madlaver, som journalist, som gymnasielærer, som ven og som blogger. Meget ofte går hverdagen op i ren overlevelse, men det er i detaljerne, at der skal findes mod til det hele. Mod til at træde ved siden af. Mod til at udstille sig selv. Mod til at ville være den bedste udgave af sig selv. Mod til at være den ærligste udgave af sig selv.

Jeg blev derfor oprigtig glad, da Head & Shoulders kontaktede mig for at høre, om jeg ville reflektere over budskabet ’Lad intet holde dig tilbage’ i anledning af, at man netop har introduceret det nye produkt til mænd Men Ultra Hair Booster Anti-Dandruff shampoo. Ikke fordi jeg har skæl, men fordi det faktisk gav mig en gylden mulighed for at lade mig tænke over og fortælle om 3 situationer, hvor jeg nu har fået modet til at stå frem.

 

 

Jeg lod mig inspirere af den fede video ovenfor, hvor blandt andre en stor, stor mand – fodboldens italienske gentleman, den netop afgåede Juventus-målmand Buffon, der næsten er lige så gammel som jeg, viser, at man både kan være på toppen af en benhård sport, være højt respekteret – endda af modstanderne – og samtidig turde at give noget af sig selv som menneske.

3 situationer hvor intet holdt mig tilbage

  1. Der var dengang, jeg sagde op. Jeg havde haft det samme job i ti år, men da jeg var gået ned med stress og var grundlæggende ked af det, hver eneste gang jeg mødte på arbejde, så skulle noget ske. Fra den ene dag til den anden sagde jeg op. Uden sikkerhedsnet. Uden penge. Uden en plan for fremtiden. Jeg lod intet holde mig tilbage og sagde farvel til mit trygge job i dagbladsbranchen.

 

  1. Da jeg blev far, besluttede jeg mig for at gå hele vejen. Der skulle ikke være nogen mellemveje. Der skulle ikke være nogen smalle steder. Jeg ville være alt for det barn. Det blev til to af slagsen, og intet er for mig større end det. At være far er ikke en fuldtidsstilling. Det er et livslangt engagement, der kun vokser og bliver større og stærkere.

 

  1. Dengang jeg friede til min kone. Det var 9. september 2001 få dage før en noget mindre glædelig begivenhed. Jeg var en purung mand, men jeg var villig til at tage chancen. Jeg var villig til at ændre mit liv for altid. Jeg vidste nok ikke, hvad jeg for alvor gik ind til, men jeg gjorde det. Jeg satsede alt på rødt, og jeg vandt. Det var dybest set vanvid, men det skulle vise sig at holde. Måske fordi jeg ikke holdt mig tilbage. Og hun var rystet i sin grundvold og dybt, dybt overrumplet den smukke dag i Frederiksberg Have på den lille bro.

 

Jeg har sagt ja til en djævelsk deal

Niklas Roar ond

Onde Niklas

Hvis ellers man ser bort fra mit ægteskab, så er jeg ikke meget for at involvere mig i faste forhold. Det er jo ligesom hele pointen med at være freelancer og fri som fuglen. Men da jeg samtidig har fundet en diabolsk tilfredsstillelse ved at undervise og på den led har fået en gylden chance for at undergrave hele systemet indefra ved at så tvivlsomme ideer i hovedet på den danske ungdom, har jeg med dirrende hænder sat min underskrift på en fastansættelse på Københavns Mediegymnasium, hvor jeg næste år vil finde glæde i at fratage både en række af skolens 1. g’ere og 3.g’ere chancen for at få en rimelig fremtid.

Overraskende DNA-test: Kan du gætte min oprindelse?

Det er naturligvis kun på deltid, så jeg stadig kan bruge den anden halvdel af mit på alle måder travle arbejdsliv til fortsat af skrive masser af artikler, fise rundt i åbne italienske sportsvogne og holde fuld kog i min blog. I ved, denne her med mad og sådan.

Men noget ganske andet. Hvad har jeg egentlig selv lært at at undervise gymnasieelever, som jeg har gjort det de sidste par år?

Ikke så lidt faktisk. Også om mig selv.

Mest afgørende har været at finde ud af, at de unge trods deres noget tvivlsomme rygte faktisk er voldsomt søde. Eller næsten alle er.

Dernæst har det været fedt at mærke, at en hel klasse (eller i hvert fald et par stykker i hver klasse) rent faktisk hører efter, hvad du siger. De tager det til sig. Suger det ind. Tænker over det. Og allerbedst – stiller spørgsmålstegn ved det, du siger.

11 grunde til at tage ja-hatten på over Distortion

Du ser dem udvikle sig mentalt fra at være helt grønne skoleelever til i højere grad at gøre sig selvstændige, modne overvejelser. Jeg tror, at den der aha-oplevelse hos de unge er noget af det, der gør, at lærere af alle slags kan holde jobbet ud år efter år.

De unge staver værre end nogensinde før. Stavekontrol og manglende fokus på det fra folkeskolens og forældrenes side er rystende.

Det samme gælder evnen til at konstruere meningsfulde sætninger og sågar hele afsnit.

Til gengæld er de teknisk stærke. Og ved de ikke noget, er de oftest lynhurtige til at tage nye programmer til sig.

De sender snaps til hinanden 24/7.

Og endelig har jeg noteret mig, at det er præcis lige så svært at være teenager, som det altid har været.

12 ting der gør mig lykkelig

Min store helt er død – Bourdain er borte

Anthony Bourdain

Anthony Bourdain (Foto: Wikimedia Commons)

Anthony Bourdain (1956 – 2018)

Det kan måske klinge lidt hult. For hvorfor skulle jeg egentlig blive ked af det. Jeg kendte ham jo ikke. Jeg havde aldrig mødt ham, aldrig delt en øl eller en frokost med ham, og jeg havde aldrig interviewet ham.

Men han var om ikke alt, så en hel del af det, jeg drømte om at være. Om at blive. Anthony Bourdain var en levemand, en kok, en rejsende Onkel Mac, en rock ‘n roller, en beatforfatter og frem for alt en gudsbenådet historiefortæller.

For få minutter siden scrollede jeg gennem mit Facebookfeed, hvor min møgdygtige kollega i madjournalistikken, Lars Bjerregaard, ganske kort skrev ‘Mit lysende idol er død. Tak for ordene, Anthony Bourdain.’

Det tog mig lige nogle sekunder at lade den sive ind. Og selv om det jo ikke ligefrem er et familiemedlem, der valgte at forlade dette liv og tilmed sin datter, kone, ekskone, familie og venner, mens han selv tjekkede ud for altid fra sit hotelværelse i Frankrig, så føles det stadig uendelig trist.

For han personificerede alt det, der er godt ved et tv-medie, der er fyldt med selvfede kokke, der rejser verden rundt og i øvrigt selv laver maden. Ikke Bourdain. Han stod som en anden gastronomiens evigt observerende og kommenterende globetrotter altid på sidelinjen og lod sig servere og betage og bidrog i stedet med det, der udgjorde den berømte x-faktor. Sit vid. Sin humor. Sin selvironi. Sin charme.

Sig selv.

SE ET AF MINE YNDLINGSKLIP MED ANTHONY BOURDAIN HER

Listen over fornærmelser af kendte personer i de mange programmer fordelt på flere programserier, den 61-årige historiefortæller nåede at sende ud, var længere end menukortet på en Kinagrill, og hans udtryk blev kendt som ‘bourdanismer’.

Således husker jeg blandt andet, hvordan han kaldte en nyslagtet siciliansk gris for ‘Kim Kardashian’, og da de lokale bønder så stod og barberede svinets hår af, kommenterede han det som i realityserien ‘The Kardashians’ med ‘Kim is getting ready for the big day. Let’s hope Kanye never gets to see this’ – eller noget i den dur.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set samtlige episoder af ‘The Layover’ eller ‘Parts Unknown’, og jeg har med garanti ikke set dem for sidste gang. Bourdain slog igennem med bogen ‘Kitchen Confidential’, som jeg vil genlæse snarest, og i hans ære vil jeg skylle en god flaske vin ned i aften og mindes en mand, der altid gav seerne noget af sig selv på skærmen. En mand, der drak sig pissefuld i vodka inden et alvorligt besøg i Tjernobyl, eller som i øvrigt aldrig lagde skjul på sit fortid, der var en skønsom blanding af lige dele sex, drugs, food and rock ‘n roll.

Tak for maden, Anthony. Tak for oplevelserne. Tak for inspirationen til selv at kaste sig ud i det ukendte og være evigt åben for nye oplevelser.

Din ydmyge discipel.

Føtex – jeg kan ikke mere

Føtex dårlig service

Mit kærlighedsforhold til Føtex er iskoldt (Foto: Peter Grosen/Collage: Jes Roger Petersen.

Føtex, jeg ved ikke, om jeg kan mere. Jeg har ellers gjort mit bedste for at vores forhold kunne vare ved. Jeg har besøgt dig igen og igen og troligt indkøbt de varer, du har tilbudt. Jeg har gennem årene set, hvordan der er kommet stadig mere økologi og eksotiske madvarer på hylderne, og jeg har givet mine børn hundredvis af samlekort med både dyr og Smølfer.

Men jeg ved ikke, om det kan fortsætte. Jeg føler ikke, du gør noget for mig. Jeg mangler gensidighed i vores forhold. Jeg lægger ikke under 40.000 kroner hos dig hvert eneste år, og du er klart det supermarked, jeg besøger oftest. Som regel foregår vores møder på enten Fisketorvet eller Vesterbrogade, men jeg har været i dig mange andre steder.

LÆS OGSÅ: 12 ting der gør mig lykkelig

Men nu har jeg virkelig mistet lysten. Havde jeg være jyde, ville jeg sige det, som det var. At du har været træls gennem en længere periode. Og jeg ved snart ikke, hvor jeg skal starte. Men lad mig da gøre det alligevel.

Som så mange gange før, skulle jeg i weekenden købe et rugbrød i din bagerafdeling. I ved, den hvor man også kan købe alt fra magasiner til tobak og spiritus. Jeg ventede, og jeg ventede. For jeg kan godt lide jeres softkernebrød. Og det var egentlig ikke, fordi jeg ventede på, at nogen skulle dukke op. For der var som altid rigeligt fremmøde bag disken. Hele tre unge kvinder. Men kun en betjente en anden kunde. Og det gik hun gik i stå med, da en afdelingstelefon ringede. De andre kiggede på. Det kunne jeg sådan set godt leve med. Den slags sker. Vi kan alle have en sløv dag, hvor vi ikke rigtigt får noget fra hånden. Men problemet er, Føtex, at det ikke er første gang. Det er heller ikke femte eller tiende gang, det sker. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har stået med eller uden et træt barn på armen, mens der har stået tre eller fire piger bag disken, hvoraf en enkelt på en god dag lægger et eller andet på hylderne eller tørrer af.

Det er ikke pigernes skyld, Føtex. Det er jer, der skal lære dem, at kunden altid er vigtigst. Det er lidt som på en restaurant. Hvis der ikke meget hurtigt kommer en tjener, der viser at hun eller han har set dig og straks vil være hos dig, så kan det hele være lige meget. Så kan maden være nok så god. Lad dem fortælle, at de har sørens travlt, og at de beklager. Men lad dem anerkende din eksistens og vise, at du som kunde betyder noget for virksomheden. Der står sandsynligvis på side 1 i håndbogen for servicefag, at kunden skal plejes.

LÆS OGSÅ: 9 umulige ting når man er far til en pige

Håbløse selvbetjeningskasser

Nå men, er det virkelig så galt? Ja, Føtex, men det er jo ikke den eneste grund til, at jeg har mistet lysten til dig. Dine selvbetjeningskasser er næsten endnu værre. Jeg er med på, at du skal spare. Alting er jo blevet så dyrt i vore dage. Du vil gerne spare på personalet. Derfor har du bygget selvbetjeningskasser. Ideen var sikkert god. Du fik den nok fra England. Men du kunne ikke få systemet til at glide her i Danmark. Selv ved selvbetjeningskasserne var der kø. Kunderne endte med at stå meget længere tid her end ved de betjente kasser. Og dit tvivlsomme sociale eksperiment med at fjerne den sidste kontakt mellem kunde og ansat mislykkedes. For aldrig blev kontakten større. Aldrig måtte en ung mand eller kvinde så ofte hen til en selvbetjeningsautomat og hjælpe til, når vinen skulle scannes ind. Når bananerne ikke blev registreret af laserlæseren. Når vægten ikke passede. Når der skulle bruges to poser. Når et tilbud ikke var registreret. Eller når lortet slet og ret ikke virkede. Og det gjorde lortet ofte ikke.

Nu indvender du måske, at jeg bare kan lade være med at bruge dem. Men det er desværre ikke helt rigtigt, Føtex. Ofte handler jeg i weekenden på Fisketorvet. Og lørdag og søndag morgen har du slet ingen betjente kasser åbne.

LÆS OGSÅ: 11 uhyggelige ting du ikke vidste om gluten

Jeg har gennem årene mødt masser af søde kasseassistenter i Føtex. Hjælpsomme og smilende. En gang rejse en sød kassedame sig op og lod min otteårige sidde i kassen og scanne vores varer ind. Slev om der var andre kunder. Den slags overskud skal belønnes. I stedet går det hele op i mislykket effektivitet og manglende uddannelse af unge mennesker, der sidder ved kassebåndet og ikke aner, hvad de skal finde et forsvundet stregkodenummer på, når de ser noget så atypisk som en avokado, en pomelo eller sågar en eksotisk pose ærter.

Ældre herre fik ikke hjælp

Omvendt har jeg også oplevet det modsatte. Oplevet ligegyldigheden og det manglende initiativ, da en ældre herre foran mig i køen, som næsten ikke kan holde på sine varer, er så uheldig at tabe sin netop betalte smørrebrødsbakke, der ikke er lukket ordentligt. Jeg hjælper ham med at samle den op, men smørrebrødet er endt på gulvet. Kassedamen gør intet. Jeg spørger hende venligt, om den stakkels mand ikke må få en anden bakke. Jeg får ondt af ham. Han har en rollator, og det er tydeligvis et stort projekt for ham at komme ned at handle. Hun siger først nej, og manden vil ikke være til besvær. Først efter at have bedt flere gange, ender det med, at kasseassistenten irriteret ringer efter sin overordnede, som så giver tilladelse til, at han kan få en ny bakke. Han får den i sine rystende hænder. Men ikke med et smil. Ikke med nogen form for menneskeligt overskud, konduite eller fleksibilitet.

Vi har alle et særligt ansvar for at behandle vores ældre medborgere med den fornødne respekt. Det tror jeg også, du mener, Føtex. Måske skal du være grundigere i oplæringen af kasseassistenterne? Måske skal du lære, at en ny omgang smørrebrød til en værdi af 49 kroner er godt givet ud på den lange bane. En hel kassekø overværede den uværdige scene. Det får ingen noget ud af, Føtex.

LÆS OGSÅ: Jeg er blevet forelsket

Der er jo ikke fordi, der ikke er andre, der bejler til mig. Andre der vil have mig. I min nærhed findes både SuperBrugsen og Irma, hvor især sidstnævnte efter danske forhold yder fremragende service. Og så er der jo lavprissupermarkederne. Men du er jo ikke nogen tøjte og slet ikke billig nok til at skulle dyste mod hverken Netto, Aldi eller Lidl. Jeg forventer jo mere af netop dig. Det er derfor, jeg er blevet ved med at komme i dig igen og igen.

Jeg ved heller ikke, om jeg kan holde helt op. For du ligger så godt. Men i første omgang vil jeg holde en pause i vores forhold sommeren over og måske kun falde igennem, hvis du virkelig byder dig til en sen aften med et fristende booty call af et tilbud.

Føtex. Vis mig, at jeg går glip af noget. Vis mig, at jeg ikke skal droppe dig helt til fordel for andre. Vis mig, at du har noget på hjerte. At du vil noget andet end manglende engagement, ligegyldig service og håbløse selvbetjeningskasser.

Føtex, vil du mig overhovedet? Eller vil du kun have mine penge?

12 ting der gør mig lykkelig

Niklas Roar 12 ting der gør mig lykkelig Foodroar

Jeg vil ikke hævde, at denne hat gør mig lykkelig, men den får mig hvert fald til at smile. Jeg fik den engang under en pressetur i den sydfranske by Sete, og det er kun min store datter, der tillader mig at bære den herhjemme …

Kære læser. Her er 12 ting, der gør mig lykkelig.

Men lad mig først være helt ærlig over for dig. Engang var jeg en brokrøv. En virkeligt frygtelig en af slagsen. Sådan en, hvor glasset altid var halvt tomt, og hvor intet var så godt, at jeg ikke kunne finde på at finde noget skidt ved det.

Men så en dag for mange år siden blev jeg konfronteret med det. Og jeg lagde mærke til, at jeg egentlig bare gjorde, hvad mændene i min familie altid havde gjort. Brokket sig. Min salig far var en mesteren over dem alle, og han kunne bruge timer på at brokke sig over alt fra, at andre bilister tillod sig at bruge den samme vej som han, eller han kunne himle op over, at den kvindelige oplæser i TV-avisen ikke var pæn nok.

FØLGER DU MIG PÅ FACEBOOK? 🙂

Ved flere lejligheder sendte han skrivelser til kommunen eller skrev indlæg i Berlingske om eksempelvis hospitalsvæsenet eller støjgener fra byggeri. Særlige kæpheste var antallet af Parkerede biler uden for den lilleskole, som han var nødt til at passere hver dag med bilen, det påtvungne kørelys på biler samt Uffe Elbæk i almindelighed.

Men nok om min far. En dag gjorde jeg op med mig selv, at jeg ikke ville være sådan. For ikke blot er det anstrengende for omgivelserne, det er faktisk værst for en selv. Det handler om livsindstilling. Rent kognitivt, fortalte min psykologkone mig, at man kunne narre hjernen ved at tvinge den til at tænke positivt. At vænne sig til hele tiden at tænke på gode ting. At fokusere på alt det, der går godt. Stik imod hvad vi mennesker ofte gør.

LÆS OGSÅ: Overraskende svar på DNA-test – her kommer jeg fra

Jeg vil ikke sige, jeg er der endnu. Men jeg traf et valg. Jeg tvang mig selv til at fortælle andre historier. Jeg ændrede narrativerne til min egen fordel. Jeg valgt at sige, at livet er godt, og at jeg selv har et ansvar for at tænke sådan. Lykke handler ikke om, hvor mange penge du har, hvor meget succes du har på dit job, eller hvad du vejer. Lykke handler om at tænke positivt om dig selv og det liv, du lever. Om ikke hele tiden at ville noget – eller ville være – andet.

FØLGER DU MIG PÅ INSTAGRAM?

Det kan måske lyde både banalt og selvcentreret. Særligt når det kommer fra en, der ikke døjer med fattigdom, livstruende sygdomme eller dybe depressioner. Men for de mange af os, der bare går og lader livet passere med mindst mulige forhindringer, og hvor hverdagen er ren overlevelse, så er det måske en ide at sadle lidt om. Du skal ikke ændre dit liv eller din livsstil. Du skal bare ændre måden, du tænker om det og dig.

LÆS OGSÅ: 6 måltider jeg aldrig glemmer – på godt og ondt

Nuvel. Al den lommefilosofiske snak bare for at sige. At sommervarmen gør mig glad. Og det er der en masse andre ting, der også gør. Nogle af dem gør mig endda lykkelig. Det er nogle ganske nære småting, som giver mig en god følelse indeni. Måske har du nogle helt andre. Men her er …


12 ting der gør mig lykkelig

  1. Søde cykelpiger i sommerkjoler – Er København mon verdens bedste by med verdens smukkeste kvinder?
  1. En svømmetur i Middelhavet – den første lyksaglige tur i havet efter en lang flyrejse, hvor du bare kaster dig helt svedig i bølgerne og mærker det salte kølende vand på overkroppen og i ansigtet, og du glider lydløst frem under vandet, mens alt i dit system bare kommer i balance.
  1. At få et uventet lidenskabeligt kys af min kone og et blik, der giver lovning på mere.
  1. At se på mine sovende børn. Få ting i denne verden er så fredfyldte og livgivende som at betragte sine smukke børn, der sover. Det der øjeblik, hvor du beundrer de skabninger, du har bragt til verden, og hvor de for en sjælden gangs skyld ikke engang kræver noget af dig.
  1. At grille. Sig mig, min Gud, er der mon noget kød eller nogen grøntsag, der ikke smager bedre, når det er blevet varmet op over glødende kul?

LÆS OGSÅ: 21 ting vi kan lære af italienerne og omvendt

  1. At se mine planter gro. Jeg er ikke haveejer, men er til gengæld velsignet med en vidunderlig tagterrasse, hvor jeg kan gå og pusle om mine krydderurter, småtræer og blomster. Det giver sådan en indre ro at beskæftige sig med mere eller mindre urban flora.
  1. At stå halvfuld en lys sommeraften et sted i en skov med musik og glade stemmer i baggrunden og pisse op ad et træ.
  1. De der fem minutter, når jeg lige har fået det, jeg bruger (for?) meget af min vågne tid på at hungre efter. Det der korte, guddommelige øjeblik, hvor hjernen er rebootet, kroppen falder sammen og alle bekymringer er pist væk, og jeg endnu ikke er begyndt at tænke på at få det igen.
  1. Når mine børn er glade. Når de griner. Når de er sunde og raske. Når de tosser rundt, og når de siger, at de elsker mig.
  1. Når jeg efter træning og bad cykler hjem med fugtigt hår og velduftende hud og føler, at min krop er i form og balance, selv om jeg ikke længere er 25.
  1. Når jeg går en aftentur i mit kvarter og nyder byens lyde, duftene fra restauranter, pizzeriaer og shawarmabarer, forvirrede turister på cykler, veninder der drikker Spritz på fortovscafeerne, unge der tager selfies og par, der går hånd i hånd.
  1. Når jeg føler mig begæret.
Older posts