Karrysild – hurtigt og herligt

karrysild

Karrysild

Selv om karry ikke ligefrem er nogen dansk opfindelse, så er karrysild jo lidt af en dansk klassiker. Men kan også opdrive det i Sverige, men her er sennepssild større.

Følg mig her på Insta

Jeg synes, det hører til på julebordet, og selv om man kan købe glimrende, færdige karrysild på glas, så er det altså skæggest selv at lave dem. Og du kan jo krydre dem, som du ønsker.

Du kan enten lave dem helt fra bunden eller snydemetoden, hvor du bruger allerede marinerede sild. Jeg har gjort sidstnævnte, fordi jeg ikke havde tid til andet. De skal nemlig helst marinere mindst fire timer, før du kan bruge dem her.

Jeg foretrækker at udvande dem, så de ikke smager så meget igennem af grundmarinaden. Bare læg dem i koldt vand og skift det et par gange.

Få mere inspiration og film på min Facebookside

Lav din egen karry

Læg gurkemeje, korianderfrø, chili, sennepsfrø, nelliker, spidskommen og kardemomme i en morter og stød det til pulver. Brænd det herefter kort af på en pande, hvorefter du tilsætter en klat smør samt laurbærblade, så smagene trækker ud i fedtstoffet og bliver til en slags karrypasta.

LÆS OGSÅ: Kylling i karry

Tag laurbærbladene op.

Herefter hælder du creme fraiche i en skål, som du blander med din karrypasta samt salt, peber og sukker. Herfter tilsætter jeg også en færdigblandet karrypulver og citronsaft.

Hak et æble og bland det hele godt sammen. Lige sildestykkerne i og vend dem forsigtigt. Smag til.

Glædelig jul. <3′

Til karrysild skal du bruge

Matrinerede sild (400 g)

Gurkemeje 2 tsk

Korianderfrø – 2 tsk stødt

Chili – 1 tsk

Sennepsfrø – 1 tsk

Nelliker 5 stk

Laurbærblade – 2 stk

Spidskommen – 2 tsk

Kardemomme – 1 tsk

Madras-karrypulver 1-2 tsk

Creme fraiche – 1 bæger (250 ml)

Citron (1/2)

Sukker – 1-2 tsk

Salt og peber

Lækker wok med ribeye

Wok med ribeye

Jeg ved godt, at det er juletid. Men når sandheden skal frem, så er jeg egentlig ikke så god til at orientere mig efter årstiderne og højtiderne. Jeg er ekstremt behovsstyret, og når jeg får lyst til noget, så skal jeg bare ha’ det (hvilket nogle gange kan drive min kone til vanvid, men lad nu det ligge).

Få masser af personlige stories her på Insta

Den anden dag handlede mine pludseligt opståede lyster dog om asiatisk mad. Jeg fik en utrolig trang til sprødhed og eksotiske smage, og da jeg samtidig dagen inden havde købt to ribeyebøffer på tilbud, så var vejen til smagshimmelen allerede ved at være brolagt.

Det er i min optik en fejl, at mange ofte bruger trist kød til eksempelvis asiatiske retter – herunder wok – da det netop er helt afgørende, at det smager af meget og ikke er sejt. Lad mig således lige understrege, at det gode oksekød ikke kun er beregnet til bøffer. Det er denne ret et godt eksempel på.

Følg mig her på Facebook

Sådan laver du wok med ribeye

Først skærer du bøfferne i strimler og lægger dem ned i en marinade bestående af soya, østersauce, sukker, lime, hvidløg og chili.

Lad dem ligge mindst i et kvarter (gerne natten over) og skær i mellemtiden spidskål i strimler samt peberfrugt, chili og citrongræs.

Wok med ribeye

Hæld neutral olie op i din wok og læg kødet på, når olien er meget varm. Stir-fry kødet, indtil det er brunt, hvorefter alle grøntsager kommes i. Kødet skal ikke være gennemstegt. Det går lynhurtigt. Grøntsagerne skal kun have ganske kort tid. I med østersauce samt sød chilisauce og smag til. Evt med salt og peber. Vær opmærksom på, at soyaen fra marinaden er salt.

LÆS OGSÅ: Thaicurry med kylling og sød basilikum

Drys med koriander og spis direkte sådan eller med jasminris. Husk at du ikke kan spise citrongræsset.

DET er let mad!

Hvad skal jeg drikke til? Well, det er ikke rigtig vinmad, så jeg ville nok anbefale, at man går ølvejen. Og hvorfor så ikke nuppe en øl med det vidunderlige navn GIRLS ARE AWESOME, for de er de jo. Denne er BLONDE, selv om jeg holder af både blondiner og brunetter. 😉

Til lækker wok med ribeye skal du bruge

Oksekød (helst ribeye) – 50-100 g per person

Spidskål – 1/2 hoved

Peberfrugt – 1 stk

Chili – 1 stk

Citrongræs – 1-2 stængler

Koriander

Soyasauce – 3 spsk

Østersauce – 2 spsk

Sød chilisauce 2 spsk

Sukker – 1 tsk

Lime (kan også bruge citron) 1 stk

Hvidløg – 2 fed

LÆS OGSÅ: Thai Beef Salad – sprød, sund og lækker

Sådan laver du den lækreste øko-konfekt

Konfekt Lidl WH Wassim Halal Jul julemad

Konfekt

 

Nu må du ikke få kaffen galt i halsen, kære ven. For hvis du bare kender det mindste til mig, så ved du også, at jeg aldrig før i bloggens eksistens har skrevet om det søde køkken.

Jeg har ikke selv nogen ret sød tand, så når det endelig skal være, så skal det være ordentligt. Jeg kan nemlig bedst lide de lidt ‘voksne’ smage.

Følg mig her på Insta

Skæbnen ville imidlertid, at den aarhusianske mesterkok Wassim fra Michelinpræmierede Frederikshøj i samarbejde med Lidl har udsendt en virkeligt lækker serie af primært økologiske produkter, som jeg netop har fået fingrene i. WH-serien er en del af supermarkedskædens sats på at løfte produktkvaliteten betydeligt, og alle jer, der følger mig her, ved hvor meget jeg går op i netop kvalitetsprodukter. Det er lige præcis sådan noget, der kan få mig til at vælge det ene supermarked frem for det andet.

Foruden de søde varer som marcipan, nougat og chokolade, er der i produktserien også mel, fisk og kylling. Alt sammen økologisk og af ypperste kvalitet. Blandt andet købte jeg en økokylling fra Wassim Halals serie  ved samme lejlighed til en hund. Så gider man fandeme godt at vælge økologi og dyrevelfærd hver gang!

FØLG MIG HER PÅ FACEBOOK

Lad nu det ligge. På forhånd var jeg lidt bekymret for, hvordan det skulle gå med konfekten. Så jeg brugte min kones opskrift og frygtede det værste. For der var mange ting, der kunne gå galt undervejs. Men bloggerguderne var med mig, og alt gik næsten som smurt. Og heri ligger hele min pointe. Når jeg kan lave denne konfekt, så kan alle lave den.

Sådan laver du konfekten

Først tager du cirka 150 gram økologisk marcipan og lægger den på et stykke bagepapir. Læg så et andet stykke ovenpå og rul det ud til en flad ‘pizza’. Hvis ikke du lægger bagepapiret ovenpå, klistrer marcipanen fast til kagerullen. Jeg har også hørt om folk, der bruger flormelis i stedet.

Skær den lidt til, så den er relativt firkantet.

Dernæst skal din lækre nougat på. Jeg fik at vide, at det var et smart trick at bruge en varm kniv, som enten lige havde været i opvaskeren, eller som var overhældt med kogende vand og derefter tørret. Sandheden var dog, at det ikke hjalp nævneværdigt. Skrab det henover, så al marcipanen er dækket på nær kanterne.

Rul det så meget forsigtigt til en pølse, og pas på der ikke opstår luftlommer i begyndelsen. Luk det derefter med dine fingre og gnid det sammen. Det samme i enderne.

Lækker, mørk flydende chokolade

I mellemtiden har du varmet din mørke overtrækschokolade i et vandbad, som du så pensler henover i lange fine strøg. Jeg dryssede straks efter (det må nemlig ikke tørre) med hakkede mandler og frysetørrede hindbær.

Dernæst husker jeg noget med, at kageguruen over dem alle, Mette Blomsterberg, havde et eller andet trick med at give chokoladen et chok, så konfekten blev blank og ikke mat. Den fik således en tur i fryseren, før jeg tog den ud og var klar til at sætte tænderne i den.

Jeg håber, du får lyst til at prøve den af. Det smagte sååå lækkert. Endda for sådan en som mig, der ikke spiser ret meget sødt. Jeg kan dog ikke tage æren for det, for de klarede råvarerne for mig. Dem kan jeg virkelig helhjertet anbefale. Jeg har tidligere grinet lidt af det der med, at ‘Lidl overrasker’. Men det var i den grad en positiv overraskelse.

Husk at du lige så godt kan lave flere konfektruller, når du først er i gang. Prøv også med hvid overtrækschokolade.

Til konfektruller skal du bruge
(per rulle)

Cirka 150 gram marcipan

Cirka 80 gram nougat

Cirka 80 gram mørk chokolade

Mandler

Frysetørrede hindbær

 

Cremet linguine med laks og asparges

Linguine med laks

 

Linguine med laks

Nogle af mine livretter er super simple. Og uden at kalde denne ret decideret italiensk, så er den i hvert fald italiensk-inspireret. Og hvis der er noget, italienerne kan – hvis vi ellers ser bort fra vilde gestikulationer, lækkert design og fodboldspillere, der kan rulle rundt i smerte i timevis, når deres hold er foran, så er det netop den meget enkle kogekunst, hvor hver enkelt råvare får lov at tale for sig selv.

Vil du være med på Insta?

Denne ret er således ingen undtagelse. jeg har for min børns skyld valgt at bruge et par tilføjelser, som enhver syditaliener med respekt for sig selv ville have skyet som pesten. Men mere om det senere.

LÆS OGSÅ: Smørstegt laks med jordskokkecreme

Ganske kort skærer du din lakseside ud i ‘bøffer’. Dem salter du med havsalt og peber og steger dem på skindsiden i en blanding af smør og olivenolie. Giv dem også kort tid på de andre sider.

Laksen må ikke få for meget, og det gør ikke noget, at den er lidt rosa inderst.

Kog din linguine meget al dente. Det er en slags flad spaghetti, som italienere bruger til fisk og skaldyr. Du kan i mangel af bedre godt bruge spaghetti.

Linguine med laks

Tager kun 15 minutter

Tag laksen op og fjern skindet.

Pil det derefter i mundrette stykker. Det må gerne være rustikt.

Lynsteg dine asparges i fedtstoffet fra laksen og hæld derefter en dl piskefløde i samt 1/3 fiskebouillonterning eller – bedre – en lille smule fiskefond.

Hæld dine linguine ned i ‘saucen’ og blandt det godt sammen med laksen og aspargesen. Pres herefter en halv citron over og smag evt til.

Det tager sammenlagt 15 minutter. 🙂

DENNE HVIDVIN FRA GIRIBALDI GAVI I PIEMONTE VIL STÅ GODT TIL LAKSEN –  Set hos Winefamly.dk

Linguine med laks

Til linguine med laks skal du bruge

150 laks per person – vigtigt at den er god og helt frisk. Eksempelvis Islandsk eller færøsk.

Linguine (en slags flad spaghetti, som italienere bruger til fisk og skaldyr)

Asparges

Olivenolie – GOD (prøv denne fra Anfosso)

Smør

Salt og peber

Citron

Piskefløde

Fiskebouillon

 

Burger med hjemmehakket højreb

Burger

Burger med højreb

Der er burgere, og så er der burgere. Nogle gange undrer du dig måske over, hvorfor det kan være så svært at få en burger derhjemme til at smage lige så godt, som når du går til en af de rigtigt gode burgerrestauranter. For umiddelbart ser det hele jo så basalt ud.

FØLG MIG HER PÅ INSTA

Det er de også. Især hvis de efter min mening skal være gode. Men en af de afgørende forskelle er, at man de bedste steder bruger godt kød i stedet for det, man typisk køber i supermarkedet. Det er nemlig hverken gode udskæringer eller for den sags skyld fra decideret kødkvæg.

HER ER JEG PÅ FACEBOOK

Herhjemme er det således næsten umuligt at opdrive færdighakket højreb, der er en af de bedste udskæringer til burgere eller hakkedrenge. Men så må du jo bare købe udskæringen og hakke det selv. Det er for det første ret sjovt, og for det andet ved du, hvad du har med at gøre.

Hak dit eget kød til burgeren

Jeg vil ikke bruge energi på at fortælle, hvordan du skal bygge din burger. Du har sikkert din foretrukne måde. Men jeg vil anbefale, at du hakker højrebet ret fint. Jeg bruger min KitchenAid til det, og man kan jo få alt muligt udstyr til den, hvilket egentlig har overrasket mig. Jeg havde egentlig bare anskaffet mig den som en røremaskine. Men den kan jo alt. Jeg brugte denne kødhakker.

LÆS OGSÅ: Basic burger med fritter og chilimayo

Jeg iblander salt og peber i bøfferne – og nogle gange et lille touch af Dijonsennep, men det skal du endelig udelade. jeg synes bare, det giver lidt ekstra. Jeg gør det som sagt kun nogle gange. Kan også godt lide den rene kødsmag.

Bøfferne formes og steges helst på en grillpande. Men ellers bare ved høj varme på en almindelig pande. Sørg for at de ikke bliver helt gennemstegt – det er virkelig synd for det gode kød.

LÆS OGSÅ: Cheeseburger med kantareller og bløde løg

Skær gerne din romainesalat i små stykker og bland det med mayonnaise, Dijonsennep, Worchestershiresauce og lidt chili. Det fungerer såååå godt.

LÆS OGSÅ: Grillet bearnaiseburger- så forkert, men dog så rigtig

Også så eller lynsyltede rødløg, syltede agurker og ost. Jeg havde ikke cheddar til denne, men brugte i stedet svensk Prästost, der er en anelse mere pikant.

Burger

Til denne burger skal du bruge

Højreb ( mindst 150 g per person)

Ost (helst en fed af slagsen)

Briocheboller (sådan bager du dem ikke)

Syltede agurker

Lynsyltede rødløg (sådan laver du dem)

Romainesalat

Mayonnaise

Tomater

Worchestersauce

Dijonsennep

Burger