Spansk kyllingegryde med chorizo

Spansk kyllingegryde med chorizo

Masser af saft og kraft i denne spanske kyllingegryde med tomat og chorizo.

Spansk kyllingegryde

Nu har jeg valgt at kalde retten for spansk kyllingegryde med chorizo. Det betyder ikke, at den som sådan er spansk. Ikke andet end at den i min ynkelige, lille hjerne godt kunne tænkes at være det.

Men måske er det lidt ligesom med ‘svensk pølseret’. Jeg er selv halvt svensk, og ingen svensker har nogensinde fået en svensk pølseret serveret i Sverige. Og for kun at gøre ondt værre tilberedes den vist endda med røde pølser, som man i hvert fald indtil for nylig slet ikke solgte i Sverige.

Men enkelheden i denne ret samt det faktum, at der er brugt ingredienser, som man finder overalt i Spanien får mig alligevel til at tænke, at den føles og smager spansk.


Gryderet på lyntid

Som med de fleste andre gryderetter er den meget, meget let at lave. Og som et ekstra plus behøver den ikke at simre i timevis. I princippet kan den spises, så snart kyllingelårene er kogt igennem.

Men altså. Nu til retten. Det er rørende nemt. Varm olivenolie op i en stor gryde og sauter et hakket løg. Når det er blødt, så er det til til at lægge de meget tynde skiver af hvidløget i, hvorefter du tager dem op. Herefter bruner først skiver af en rå chorizo og siden kyllingelårene på alle sider. Skindet taget nu smag af chorizoen. Hæld løg og hvidløg tilbage i gryden og hæld et glas hvidvin over – har du kun rød, er det også helt fint.

Lad det fordampe lidt. Så hælder du to dåser tomat i og putter, hønsefond, rosmarin, laurbærblade og timian ned i gryden.

Lad det simre ved mellem varme i en halv times tid, smag til med mere salt og peber og den er klar til servering. Den kan enten spises sammen med løse ris eller med et godt brød.

Du skal bruge

8-12 kyllingelår eller en hel parteret kylling
Chorizopølser – en pakke
Hakket tomat eller flåede tomater – 2 dåser
Løg – 1 stk
Hvidløg – 3 fed
Rosmarin
Timian
Vin (helst hvid)
Laurbærblade – 2 stk
Hønsebouillon/fond
Salt
Peber

3 byer du skal besøge i Puglia – Italiens smukke hæl

Polignano a Mare.

Polignano a Mare.

Puglia – Italiens smukke hæl

Hvor skal man egentlig starte. Jeg har været italiensfarende et utal af gange, men støvlelandets sydøstlige del var mig indtil sidste sommer endnu ukendt territorium. Puglia hedder den, hælen. Eller Apulien på dansk. Men smag lige på ordene. Det første lyder altså ikke overraskende bedst på italiensk.

Vi er helt dernede, hvor Syditalien viser sig fra sin mest syditalienske side. Hvor varmen er intens, hvor siesten er et livsnødvendigt gode, hvor maden trækkes op af havet, og hvor skønheden skal findes i enkelheden og i de spektakulære landskaber og det azurblå hav, der sine steder bringer mindelser frem om Grækenland.

SE MIN LILLE FILM FRA PUGLIA HER

Puglia er en oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for. Puglia er på alle måder inkarnationen af Syditalien. Her hersker en utalt utilfredshed og mistillid til et politiske system, arbejdsløsheden er høj, og forskellen på dem, der har og dem, der ikke har, er overvældende.

Turismen er i stigning, men vi er stadig i et på mange måder næsten jomfrueligt land, og mit bud er, at vi kun har set den spæde begyndelse til det deciderede indtog af folkestrømme. Så mit bud er, at vil du opleve hælen, før den er trådt dybt ned i masseturismens mudder, så er det om at komme afsted snarest muligt.

FØLG MIG HER PÅ FACEBOOK

Jeg vil egentlig ikke bruge år og dag på at skrive stolpe op og stolpe ned om regionen. Jeg vil i stedet tage udgangspunkt i nogle af mine billeder derfra og kort fortælle om dem.

Og for en god ordens skyld. Intet i dette indlæg er sponsoreret. Men jeg fik masser af gode tip til rejsen fra min ven Antonio Gaugnano, der selv kommer fra området, og som driver det sympatiske lille rejsebureau Let’s Puglia.

FØLG MIG HER PÅ INSTAGRAM

Så altså – her kommer udvalgte …

Pics fra Puglia

Polignano a Mare.

1. Poliganano a Mare

polignanoi

Det her er Polignano a Mare. Et af de mest spektakulære steder, jeg har besøgt i Italien. Det er et af de syn, man ofte ser i turistbrochurer. Det var en blæsende dag, og mit hår fløj rundt nede på den dybe strand, der var fanget mellem to kløfter. De fleste hernede var turister, og kun de færreste turde bade i det oprørte vand. Den gamle bydel ligger oppe til højre bag mig, og den er smuk som bare fanden.

Men det er ikke en by, jeg ville gide at bo i. Tjenerne var aldeles håbløse alle steder, vi besøgte, og der var i praksis ikke andet, der drev byen end turismen. Men så absolut et besøg og en strandtur værd. Se også billedet i toppen.

Polignano a Mare.


2. Otranto

otranto

Det her er Otranto. En lille perle så langt sydøst, man kan komme. Her er vi ikke ret langt fra Albanien. Byen er omgivet af nogle vidunderlige strande med krystalklart vand, hvor man kan snorkle og se masser af smukke fisk, krabber og søpindsvin.

Som turistbutikkerne skriver på deres t-shirts ‘Oh Tranto’. Skønheden er spektakulær, men man skal lede grundigt for at finde de gode restauranter. Eksempelvis oplevede jeg at få mit livs værste risotto. Aldeles uden smag, men med kanel! Sådan en kok burde dyppes i tjære og rulles i fjer og køres ud af byen på en Vespa.

vespa

Jeg har aldrig selv kørt på en rigtig Vespa. Kun kopier. Denne er en vintagemodel af den klassiske ‘hveps’ fra 1950’erne. Sådan en man så i enhver italiensk film med respekt for sig selv. Jeg tænker, den ville klæde mig.

Sæbebobler

Min store pige Eleonora leger med sæbebobler på en cafe i Otranto.

img_2632

Mig og min mindste datter Vera. Hun er så lille her. Men sød er hun nu.

snapseed-105

Her er vi på havnepromenaden i Otranto. Hver aften i en uge gik vi hen på den samme lille cafe, hvor vi blev betjent af en brysk lesbisk kvinde. Efterhånden udviklede der sig dog en lille sprække i hendes panser, og sidst på ugen var det lige før, man kunne ane et smil under det karseklippede hår, når vi inden aftensmaden bestilte vores to Spritz og vand til pigerne.

Otanto.

Vandet er simpelthen så lækkert. Her bader to unge mennesker fra klipperne.

Gelato

Un gelalo, signore Roar?

Otranto.

Otranto by night.


3. Monopoli

snapseed-103

Her er vi i den lille lystbåde- og fiskerihavn i hyggelige Monopoli. Det er en ualmindeligt charmerende lille by med en helt fantastisk lille piazza, hvor man kan sidde med sin drink eller en pastaret og se livet defilere forbi i slowmotion. Som det fremgår på billedet forneden, følte min dejlige kone sig også meget tilpas i Monopoli.

snapseed-104

img_2497

På dette billede fra den fine piazza i Monopoli er hele tre ting, jeg holder meget af. Og ja. Den ene er Aperol Spritz.

Monopoli

Den meget hyggelige Piazza Garibaldi i Monopoli. Her ligger flere gode restauranter. Blandt andet en af slagsen, hvor jeg fik en helt utrolig Spaghetti Vongole.

img_2527

Apperitivo i Monopoli hos Vini e Panini.

img_2516

Det her er mig. Min skjorte er blæst op, og jeg står på et af de mest trøstesløse steder i hele Syditalien. Bag ved mig står min lejebil. Det havde den gjort i flere dage. Jeg havde nemlig foretaget en langtidsparkering på en plads med de tilladte hvide striber, men imellemtiden har byrådet i Monopoli så opsat et særskilt, fordi der er en Comedy Central Tour i byen. Da familien og jeg skal besøge nabobyen i bil, mangler noget. Bilen er der ikke. Gaden er ryddet for biler. Med stor hjælp fra nogle af regionens flinkeste folk, lykkes det efter mange telefonsamtaler at opspore bilen. Den er endt hos autoophuggeren De Martino.
Jeg får et lift til udkanten af byen til noget, der bedst kan beskrives som jordens røvhul, hvor jeg møder en lille, bebrillet mand med dårlige tænder, som får Billy Bob Thornton i ‘U-Turn’ til at ligne en nordisk gud. Et arrigt møgdyr, det er umuligt at føre en rimelig samtale med, men som giver mig to muligheder. At betale enten 1.800 kroner for at frigive min bil fra gidselsituationen eller alternativt 1.400. Så er det uden papirer og dermed lige ned i lommen på ham og hans venner på den lokale politistation. Jeg betaler og får min bil og glæder mig over, at det kun er en femtedel af, hvad Cartrawler har svindlet mig for. – Welcome to the South of Italy, siger de fantastisk flinke folk, der heldigvis er flest af hernede med et undskyldende smil.
img_2727

Mine piger. De ser så små ud. I dag er de næsten et år ældre. Min kone derimod er sjovt nok blevet yngre siden da …

Er det her byens bedste vongole?

Linguine vongole

Jeg var sendt i himmelen med denne perfekte linguine vongole hos L’Imperatore på Østerbro.

Vi lever i en god og smuk tid. Og her er det ikke blot vejret, jeg taler om. Tiden er både god og smuk på den måde, at vi aldrig før har haft så mange gode spisesteder i København (og resten af landet) som netop nu. Ligeledes går vi også mere ud at spise end nogensinde før, og det har heldigvis sat sit præg på udbuddet, hvor konkurrencen er knivskarp, hvilket I sidste ende kommer os alle til gode.

Ser man bort fra burgertrenden, er der vel intet sted på den gastronomiske scene i hovedstaden et større udbud end blandt de ægte italienske eller italienskinspirerede restauranter med danske ejere. De skyder op overalt med mere eller mindre held, og mine erfaringer peger på, at populariteten langt fra en nogen garant for kvalitet. Således var det en mildest talt skuffende omgang for et par måneder siden, da jeg besøgte The Market Italian, der var fyldt til bristepunktet med selskaber af smukke, stiletklædte kvinder i en alder, der mest gav indtryk af, at de havde fået deres fars platinkort med i byen. Og det havde de også brug for. For priserne var skruet op til et leje, hvor det slet ikke matchede den kvalitet, der ikke rigtig kunne levere på tallerkenen. En god græskarsuppe og nogle fine udskæringer af diverse salumi var i orden, men ellers sad vi et helt bord med seks mænd og var meget lidt tilfredse med serveringerne og et vinkort, hvor indgangsvinene starter ved cirka en plov.

FØLG MIG HER PÅ FACEBOOK OG FÅ MAD-UPDATES OG PRIVATE BILLEDER FRA MIT LIV

Omvendt kan nævnes Italo Disco på Oehlenschlægersgade – lige over for min tidligere lejlighed – som er lige så lidt italiensk-ejet som The Market Italian. Her var fremragende retter – blandt andet en tuntatar, jeg stadig vil fable om, når jeg fylder 50 – og knivskarp risotto og en vidunderlig pappardelle med ragú bianco.

Perle på Østerbro

Den anden dag lagde jeg vejen forbi Østerbro. Jeg plejer ellers kun at tage derud, når jeg skal i Parken for at se bold, men jeg havde hørt en lille italiensk fugl synge om, at der lå en ægte sicilianer ved navn L’Imperatore på Olufsgade, der er en lille sidegade til Østerbrogade ikke ret langt fra Park. Og når vejret for tiden holder sydeuropæisk fest, kunne jeg godt se fidusen i at sidde i solen med et køligt glas hvidvin og en pastaret og drømme mig tilbage til Middelhavets største ø, hvor jeg har haft den store glæde at rejse rundt med familien ved flere lejligheder.

HER ER JEG PÅ INSTAGRAM

Jeg faldt med det samme i snak med ejeren, der hedder Armando. En hjertelig, tætbygget fyr, der kommer fra Palermo, men i øvrigt har boet her det meste af sit liv. Den unge mand har haft stedet i to år og brænder for at give gæsterne en så ægte siciliansk oplevelse som muligt.

img_6397

Armando sammen med sin kone og snart to børn foran restauranten, der ligger på en lille blind vej ned mod Østerbrogade.

Uden selv at være af sydlandsk afstamning, kan jeg så absolut bekræfte, at det hele føltes meget siciliansk. De klassiske lidt corny syditalienske sange på anlægget og en skide hyggelig og måske endda lidt kitchet indretning, der ligger meget langt fra den herskende minimalisme, man ser hos mange skandinaviske restauranter. Det kunne med andre ord gå begge veje herfra.

Men for at bruge et udtryk fra madterminologien. Lad os koge det ned til det, det hele handler om. Var essensen af sicilien i gryderne og på tallerkenerne og i ånden?

Ja, for helvede!

Lad mig først gå til min primo, der – som folk, der kender mig, ved, er en af mine livretter. Jeg er nemlig helt vild med venusmuslinger. Og i dette tilfælde var der tale om en pasta med vongole perfette, som jeg da også ytrede til både tjener og kok. En vidunderlig hjemmelavet linguine med de herhjemme så dyre venusmuslinger, som er så sarte og fine og letsaltede i smagen, og som for mig er selve smagen af Syditalien.

Pasta al dente med olivenolie, persille, hvidløg, hvidvin og chili. Næppe meget mere. Jeg var i den sicilianske madhimmel og kunne med en glas vin mere i svælget godt have overgivet mig frivilligt til Godfathers hævn.

img_6404

Menukortet bærer præg af den sicilianske forkærlighed for friske fisk og skaldyr.

Forinden kom en flok antipasti af klassisk siciliansk art. De på Sicilien så allestedsnærværende arancini, der er små friterede boller typisk lavet af ris og fyld af forskellig slags. Disse var med ragú og smagte lækkert, men måske en anelse for underspillet i smagen for mig. De ligner nærmest små appelsiner – hence the name. Også nogle fine friterede salvieblade samt marineret artiskok blev serveret som hapsere.

Det er dog en meget generel ting Syditalien, at man efter danske forhold undlader at salte maden for meget, så man kan smage alle ingredienserne, så det skal jeg ikke lade køkkenet høre noget for. Jeg lavede engang den bedste tomatsauce, jeg selv har smagt, i en villa på en skråning oppe af Vesuv. Vi havde lejet en del af villaen af en lokal familie, og da jeg pavestolt præsenterede retten med hendes egne tomater for hende, nikkede hun anerkendende og udbrød ‘buono‘. Da hendes mand skulle smage den, kiggede han stift på mig og sagde uden antydningen af et smil ‘troppo sale‘ – for meget salt. Det er næsten en religion på de kanter ikke at bruge ret meget af Middelhavets hvide guld.

På bordet kom også en fremragende caponata. Det er en slags siciliansk ratatouille, som man får overalt på øen. Det er som næsten alle andre syditalienske klassikere oprindelig fattigmandskost med blandt andet aubergine, oliven, tomat, selleri og løg. Den serveres kold, og man spiser brød til.

Ligeledes opløftende var oliventapenaden, der er en af de bedste, jeg har fået i meget lang tid og som stod herligt sammen med det hjemmebagte focacciabrød.

Min ledsager fik fettuccine al ’cinghiale, der som italienskkyndige vil vide er båndpasta med vildsvin.

Fettuccine al ’cinghiale.

Fettuccine al ’cinghiale.

Jeg er som regel mest stødt på vildsvin (på tallerkenen forstås) i Toscana og Emilia-Romagna, men de stolte og bomstærke dyr lever også på Sicilien, hvor man omdanner kødet til en fyldig ragú med tomat, der har kogt i timevis med urter og giver en dyb smag til den tætte masse. Denne sad lige i skabet, og var jeg ikke så vild med vongole, skal den stå på min bestillingsliste næste gang.

Vi skyllede ned med en behagelig Grillo, før vi blev enige om at vende tilbage. Det skete under en uge efter til en frokost, hvor jeg bestilte …

Ja, gæt selv.

Vongole også kaldet venusmuslinger

Vongole in the making.

Grillede blåmuslinger med forårsløg

Grillede blåmuslinger med forårsløg

Lækre grillede blåmuslinger med forårsløg.

Det her startede som et eksperiment. Som så meget andet af min madlavning. Det er jo næsten det sjoveste af det hele. Og efter jeg er blevet blogger har jeg eksperimenteret endnu mere end tidligere, fordi man jo skal være i stand til at give sine søde læsere noget ny inspiration.

Det skal på den baggrund siges, at det jævnligt går galt. Lige fra håbløse bageprojekter til uspiselige kroketter og retter, der aldrig nogensinde får lov at se dagens lys. I hvert fald ikke på bloggen. Og i hvert fald ikke før jeg tager mig sammen til at lave en decideret opsamling af de værste gastronomiske trafikulykker, jeg har stået bag.

LÆS OGSÅ: Spaghetti med BLOGmuslinger

Men blåmuslinger er heldigvis svære at ødelægge. Jeg lærte allerede som barn at elske dem, da min mor lavede verdens bedste suppe. Det startede altid med, at min far og jeg iførte og dykkermaske og snorkel og så svømmede rundt i mit barndomssommerhus i den lille svenske kystby Mölle lige på den anden side af Øresund.

Her plukkede vi blåmuslinger på klipperne, mellem blæretangen og stenene i det kolde vand, som vi så gav til min mor, der omdannede muslingerne til en kulinarisk nydelse, jeg ikke har oplevet siden. Der var i hvert fald persille, fløde, tomat og masser af hvidløg. Uhm, mine tænder løber helt i vand igen efter alle disse år.

LÆS OGSÅ: Spaghetti vongole – klassikeren jeg aldrig bliver træt af

Hvis du skulle være så heldig at bo tæt ved havet, så er det jo bare om at komme ud og hente muslingerne, men ellers er de jo ganske billige og fås masser af steder. Hovedsagen er bare, at de er helt friske.

Læg dem i koldt vand, og smid så alle dem væk, der er åbne og forbliver åbne, hvis du banker på dem.

Rens dem for de værste urenheder og læg dem op i en alubakke eller i sølvpapir sammen med forårsløg og drys følgende på. Havsalt, peber, smør eller olivenolie (eller begge dele), et skvæt hvidvin og persille. Du kan gøre det lidt asiatisk ved at bytte persillen ud med koriander og tilsætte revet ingefær.

Blåmuslinger og laks på grillen

Blåmuslinger og laks på grillen

Læg dem på grillen under låg i cirka ti minutter, eller indtil de åbner sig og får en smuk lysorange farve.

Drys med mere persille og olivenolie ved servering.

Jeg ville betragte dette som en forret, man kan sidde og hapse af sammen med et godt brød, der kan dyppes i væsken.

De lækre blåmuslinger har fået selskab af forårsløg.

De lækre grillede blåmuslinger har fået selskab af forårsløg.


Du skal bruge

Blåmuslinger
Persille
Olivenolie
Hvidvin
Hvidløg
Ingefær
Peber
Havsalt
Forårsløg

Grillspid af hakket okse med græsk salat og tzatziki

Hakket oksekød på spid med græskinspireret salat og tzatziki.

Hakket oksekød på spid med græskinspireret fetasalat og tzatziki. Jeg skal som den første beklage billedets manglende kvalitet, men det skulle gå ufatteligt hurtigt, mens jeg stod med en grilltang i den anden hånd. 😉

Grillspid

Om det er grillvejr? Jeg skal eddermame lige love dig for at det er grillvejr. Det er jo uden sammenligning vejrmæssigt den bedste forsommer, jeg har oplevet i mit efterhånden lyvogtyve år lange liv. Plus et par håndfulde og lidt til.

Det har i praksis betydet, at jeg har nedsvælget så upassende mængder mad, der på den ene eller anden måde har været en tur på Weberen. lige fra fisk, burgere, spareribs og pølser til asparges, courgetter, auberginer og jomfruhummere.

snapseed-93

Heldigvis er mine unger lige så glade for grillmad, som jeg er, og så er det bare så fantastisk at sidde og spise på min dejlige terrasse på sjette sal med udkig over byens tage.

louise

En meget typisk scene for tiden. Jeg knokler løs ved grillen, mens de andre slapper af. 😉

Anyway. Hvad angår disse spid, så kan det næsten ikke blive lettere. For de kræver ikke ret mange ingredienser.

Tag dit hakkede oksekød og bland det med et halvt, revet løg, et fed revet hvidløg, lidt citron, lidt chilipulver samt salt og peber. Og giv det også lidt hvedemel. Det gør det lettere at få til at blive på spiddet.

Du kan i øvrigt selv eksperimentere med forskellige krydderurter. Gerne tørrede. Og eksempelvis løgpulver. Er du rigtigt kreativ, kan du bruge ramsløg og så i stedet servere det med en mere dansk salat med for eksempel rygeost og mælkebøtteblade.

Niklas Roar med håbløs hat på sin tagterrasse

Hey, hatten er måske håbløs. Men udsigten fejler altså ikke en skid. 😀

Farsen røres godt sammen og må gerne stå lidt, før den med en hånd presses om dine grillspid. Sørg for at det er nogenlunde lige tykt over det hele.

Når du griller dem, så pensl dem løbende med en god marinade. Til denne brugte jeg en marinade med olivenolie, presset hvidløg, timian, rosmarin, chilipulver, citron og balsamico for at tilføre sødme.

Husk også at give dem salt, mens de griller. Og at presse masser af citron ud over, når de serveres.

Til disse spid ville jeg selv servere for eksempel denne salat, der passer perfekt til grillmaden.  Den er med feta og oliven og er meget græsk i sit udtryk.

Lækker sommersalat med feta

Lækker sommersalat med feta.

Men er du lidt mere vovet, så kan jeg bestemt anbefale denne sag med mild gorgonzola. Den finder du en opskrift på her.

Lækker sommersalat med gorgonzola

Sommersalat med gorgonzola. Perfekt til grillmaden.

Jeg lavede også en tzatziki. Det kræver ikke meget. Skræl en agurk. Brug kødet til salaten og skrællerne til tzatzikien. Brug en fed græsk yoghurt sammen med olivenolie, citron, hvidløg, salt og peber. Det kan næsten ikke gå galt. Du kan også eksperimentere med at tilsætte mayonnaise eller creme fraiche.

Du skal bruge

Hakket oksekød – 500 g
2 spsk hvedemel
Chilipulver
1/2 revet løg
2 fed Presset hvidløg
Citron (saften fra en kvart)
Salt og peber