Pølser med parmesanmos og lækker dip (du må godt – det er hverdag)

Pølser med mos. Nogle gang må man altså godt gøre det meget let for sig selv.

Pølser med mos. Nogle gang må man altså godt gøre det meget let for sig selv.

Pølser med mos

–  Du kan da ikke stå og tage et billede af pølser med kartoffelmos, lød det fra konen, mens jeg i et sandsynligvis idiotisk forsøg på at gøre det til noget, det ikke var, anbragte to halve pølser på en skiferplade.

– Nej, jeg kan godt se, at du har en pointe. Men jeg skal jo lære at tage billeder af hvad som helst i et forsøg på at få det til at se lækkert ud. Og så er der jo også en historie til bloggen, responderede jeg.

– Men får det så i det mindste overstået. For vi står med to meget sultne piger, der elsker pølser og kartoffelmos, lød det.

NEM OPSKRIFT: Pitabrød med krydret oksekød

Tyve sekunder efter kunne jeg servere maden, og der lød ingen klager. Først undskyldte jeg lidt, at det ikke ligefrem var gourmetmad, men tingen er, at det er ægte comfort food. Og hvem kan ikke lide pølser og kartoffelmos? Det smager jo bare godt og tager ingen tid at lave.

Jeg ved faktisk ikke, hvor meget man bruger den kombination i Danmark, men som halvt svensker er det en meget anvendt kombination. Faktisk kan man i stort set alle pølsevogne hinsidan få ‘korv med mos‘. Men kan endda få det på toppen af sin hotdog. Det er lidt for meget af det gode for mig. Især hvis den er toppet med ‘räksallad’. De er skøre, de svenskere.

TIP: 10 svenske madvarer du er nødt til at købe med hjem

Sådan laver du mosen

Lad os komme i gang. Jeg behøver næppe at fortælle, hvordan man skal stege pølser. Jeg foretrækker faktisk at grille dem, men årstiden sætter visse begrænsninger, men mindre naturligvis man er grillentusiast.

Gider du ikke lave mad i dag? Få store besparelser på lokale restauranter med Earlybird.dk

Vigtigt for mig er det, at skal have ret lang tid på panden. Synes det fungerer bedst ved i smør ved medium varme i et kvarters tid. Og hypping vending, så de ikke sprækker.

Kartoffelmos er så let at lave, at det til stadighed kan undre mig, at der findes en pulverstatning. Og at nogen køber en pulvererstatning. Men måske travle familier eller mødre med småbørn. Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over andet end at påpege, at den hjemmelavede altså smager bedst. Nu siger jeg den. Der findes naturligvis tusindvis af varianter med forskellige rodfrugter, ligesom man kan lave den med plukfisk og så ellers kalde det en brandade.

Jeg har taget den helt basale, som min mor også lavede den, da jeg var barn. Hun lavede den altid ret cremet, og det man lærer at elske som barn bliver som regel ved hele livet.

Du får første og fremmest fat i en kartoffeltype, som ikke er for fast. Det skal være melet. Skulle du være så heldig at finde typen King George, så er det den allerbedste.

Du koger den ønskede mængde – uden salt – indtil de er der, hvor man normalt ville kalde dem udkogt ;-). Jeg hælder en kop mælk eller fløde, hvis jeg har det, og så maser jeg løs. Jeg bruger bare en gaffel, indtil nogen har givet mig sådan en kartoffelmoser i stål.

NEM OPSKRIFT: Penne pommodoro – et sikkert børnehit

Det er en smagssag, om du vil have den klumpet eller helt lind. Jeg er selv til en mellemting. Jeg kunne i hvert fald ikke finde på at tage stavblenderen frem.

Hvis den ikke er næsten flydende, har du ikke brugt mælk eller fløde nok. Smag den til med rigeligt salt og peber (i Sverige bruger man hvidpeber), foretrækker dog bare kværnet sort peber. Og så en anelse muskatnød. Bare et par riv. Huskede jeg at nævne, at du skal lægge en flot, stor smørklat i?

Nu er den sådan set færdig, men lad os gøre den lidt mere pikant. Alt, du behøver at gøre, er at rive en god parmesan i eller en pecorino romano.

Så er den klar.

Jeg serverede dem sammen med Johnny’s Senap (se hvilken her), den klassiske Heinz (den har vi altid brugt i min familie).

Og så min hjemmelavede chilidip (se opskriften her). Den er altså ret god, hvis jeg nu selv skal sige det 😉

Kartoffelmos er normalt ikke ret glad for at blive genopvarmet. Stivelsen er svær at arbejde med. Men hvis du nu hælder det ned i en gryde sammen med endnu et glas mælk og lidt mere smør, så kan du godt vække den til live igen under kraftig omrøring.

Velbekomme.

Til pølser med mos skal du bruge

Pølser – dine foretrukne
Kartofler – 600 gram
Sødmælk eller fløde – 400 ml (men kan sagtens blive mere)
Salt – meget
Peber – nok
Muskatnød – to riv
Smør – indtil du skammer dig
Du kan eventuelt peppe den op med lidt revet parmesan, som du rører rundt lige inden servering

Chilidip

SE OPSKRIFTEN HER

Penne med langtidsbraiserede svinekæber

penne med langtidsbraiserede svinekæber foodroar

Langtidsbraiserede Svinekæber

Nå, så skal vi jo til det igen. Det der efterår. Man kunne jo enten sætte sig ned og hulke lige stå stille, indtil dagene langsomt bliver lysere og længere, eller man kan få det bedste ud af den kolde tid og nyde en periode med levende lys, hygge og naturligvis min helt store passion – simreretter.

FØLG MIG HER PÅ FACEBOOK

Mit store forbillede i den retning er min mor, der står for mig som dronningen af disse. Ingen har som hun formået at få så meget smag og kærlighed ind i en enkelt gryde, og mon ikke også, der er derfor, jeg selv holder så meget af disse gryderetter i dag.

Denne ret har min mor aldrig lavet, og jeg har som sådan ikke fået den andre steder. Men jeg har ladet mig inspirere af en af mine italienske livretter, der er pappardelle al ragù di cinghiale. Altså de brede pastabånd pappardelle med en ragout af vildsvin, der er en toscansk specialitet. Jeg har fået den flere steder i Firenze og omegn og den bedste af dem i den lille landsby Greve in Chianti.

Her kan du se, hvad jeg laver på Instagram

Jeg havde ikke Obelix i nærheden, så derfor måtte jeg lade mig nøje med et besøg i supermarkedet, hvor jeg købte svinekæber, der jo elsker at simre i lang tid.

penne med langtidsbraiserede svinekæber foodroar

Sådan gør du

Først bruner du svinekæberne af på begge sider i lidt smør. Ikke dem alle på en gang. De skal stege og ikke koge. Dernæst tager du dem af. Så sauterer du finthakkede løg, gulerødder og selleri i smørret ved middel varme, indtil de falder sammen og bliver bløde.

OPSKRIFT: Penne med kantareller og bacon

Læg læberne tilbage i gryden og fyr op for varmen og hæld din vin i. Lad det fordampe lidt og skru så ned, hvorefter du tilsætter tomat og resten af ingredienserne inklusive vand og en terning svinebouillon.

Lad det simre og sørg for at skumme det særligt i starten. Det skal koge noget ind og blive ret tykt.

Giv det minimum tre timer. Jeg satte denne over om formiddagen og spiste den ved 18-tiden, og det er vidunderligt, når en dejlilg duft breder sig i hele hjemmet, og når kæberne bliver helt smørmøre. Du kan eventuelt tage kæber, laurbærblade og kviste op og blende retten.

OPSKRIFT: Penne pommodoro – sikkert børnehit

Server det sammen med helst en bred pastatype som pappardelle, men ellers fettucine eller som her penne. Drys med olivenolie og friskrevet parmesan.

penne med langtidsbraiserede svinekæber foodroar

Til langtidsbraiserede svinekæber skal du bruge

Svinekæber (jeg købte to pakker med i alt cirka 10 stk)
2 løg
2 selleristilke
3 gulerødder
2 fed hvidløg
1 dåse hakket tomat
1 glas rødvin
3 laurbærblade
Timian
Rosmarin
1 liter vand
1 bouillonterning (gris)
1 spsk vineddike
1 tsk sukker
Salt og peber

penne med langtidsbraiserede svinekæber foodroar

Her er filmen jeg ikke turde at vise

Niklas Roar Foodroar

Et screenshot fra filmen.

Carbonara

Som journalist er jeg ikke glad for censur. Men til gengæld udøver jeg alt for ofte selvcensur.

Det sker gerne, når jeg har skrevet et eller andet på Facebook, hvor jeg fem minutter efter begynder at tænke over, om det mon kan såre nogen, provokere nogen eller på anden måde give en effekt, jeg ikke kan overskue konsekvenserne af.

SE OPSKRIFTEN DET HANDLER OM: La Carbonara – direkte importeret fra Rom

I disse tider er der næsten altid nogen, der kan føle sig krænket over et eller andet. Det er en sand krænkelseskultur, hvor en joke måske er for meget for en veganer, en Audi-ejer, en glutenallergiker, en Føtexansat, en håndværker, asiat, en svensker, en … ja, jeg kunne blive ved.

Men det er egentlig det, det hele handlede om med den film, jeg lagde online i går. Der er nemlig en grund til, at denne film har ligget på harddisken i et helt år, og som flere gange har redet mit hoved som en mare. For skulle den udgives, eller skulle den ikke udgives?

Jeg er nået frem til, at der er hele tre grunde til, at jeg havde det svært med at lægge den ud på nettet. Ja, faktisk fire, men den sidste kan jeg næsten ikke leve med at fortælle jer. Vi får se, om jeg kan få mig selv til det, når indlægget er ved at være slut.

Følg mig meget gerne her på Facebook og få de seneste opskrifter samt sjov og spas fra privaten 😉

Lumre jokes

1. Først og fremmest handlede det om, hvor upassende man må være. Må der for eksempel være seksuelt ladede jokes i en madlavningsvideo, hvis primære målgruppe er kvinder i alderen 25-60? Helt konkret siger jeg for eksempel i videoen noget med at sprede stængerne og laver en sammenligning mellem parforhold og spaghetti. Vi er vist ovre i afdelingen for onkelvitser, men jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt den skulle have været med.

SE HELE FILMEN HER

Farligt indhold i carbonara

2. Dernæst er der den mest presserende udfordring. Og det er selve ingredienserne. For som en sand italofil med et utal af rejser i Italien bag mig og som freelanceskribent for magasinet Si Italia, ved jeg jo godt, at der ikke må komme fløde i en carbonara. Jeg havde da heller aldrig selv lavet denne ret med piskefløde, men da jeg så for nogle år siden var i Rom og skulle lave retten i køkkenet hos en lokal romersk restaurant i bydelen Ostiense, viste kokken mig gudhjælpemig, at han tilføjede en lille smule fløde til æggene. Smagen var fantastisk, og jeg har gjort det mange gange lige siden, selv om andre romere ville dyppe mig i tjære og rulle mig i fjer, før de jagede mig ud af byen i vanære. Endnu har reaktionen på Facebook været begrænset, og kun en enkelt person har klaget ud af mere end 15.000 visninger i løbet af det første døgn.

Niklas Roar La Valle del Sacco.

Mig og kokken Giancarlo fra La Valle del Sacco. Et år efter jeg lavede filmen og mødte ham første gang.

Se mit besøg i det romerske køkken her

På bekostning af de forkerte?

3. Og så er der endnu en ting – en ting jeg set i bakspejlet ikke er stolt af. For jeg er ikke et menneske, der kunne finde på at sparke nedad eller nedgøre folk på samfundets bund. Jeg laver en joke, hvori det indirekte fremgår, at man ødelægger sine børns fremtid og nærmest gør dem til hjemløse, hvis man ikke giver dem pasta med bid i. Det er naturligvis en joke, der ikke er rettet mod hjemløse, men mod forældre, der ikke lærer deres børn, at de skal have lidt modstand. Også når de tygger pasta. Her oplevede jeg to klager, og jeg skal være den første til at beklage, hvis jeg stødte nogen. Jeg køber ofte selv hus forbi og har stor sympati for de mange hjemløse, der har deres triste liv her på Vesterbro, hvor jeg bor.

Niklas Roar Foodroar Anthon Unger

Fra optagedagen. (Foto: Anthon Unger)

LÆS OGSÅ: Da jeg gik ned med stress

Jeg er en tøs

Endelig, ja så er der jo den der ting, jeg faktisk er lidt for flov til at sige. Men jeg har flere gange hørt, at folk godt kan lide, når jeg er helt ærlig her på bloggen. Det handler i virkeligheden om forfængelighed. Men tingen er, at videoen er over et år gammel, og på det her tidspunkt var jeg noget ude af form i forhold til i dag. Det er så tøseagtigt at måtte indrømme, men jeg sgu har været lidt ærgerlig over det. Fuck det! Nu er det ude i det åbne, og jeg kan officielt kalde mig en full blown bloggertøs. 😀

God mandag til alle.

Niklas

Pizza bianca med salsiccia, bøffelmozzarella og zucchini

Pizza med salsiccia, zucchini og bøffelmozzarella.

Pizza med salsiccia, zucchini og bøffelmozzarella.

Pizza bianca med salsiccia og zucchini

Niklas, for fanden. Du kan jo ikke bage!

Nej, jeg ved det godt. Men skæbnen vil, at jeg ÆLSKER pizza så højt, at jeg har lært at spinne en nøgen kvindes nødder – eller hvordan det nu lige er …

LÆS OGSÅ: Jeg kan ikke bage – kan du gætte, hvad det er?

Derfor har jeg mod alle odds lært mig selv at bage pizzaer. Og som med alt andet i mit liv foregår det ikke efter eksakte opskrifter. Jeg er en sjuft i et køkken (og kun der!), og derfor prøver jeg mig frem, indtil noget virker. Det betyder, at der bag mine nu ret så lækre pizzaer gemmer sig masser af ynkelige nederlag med dej, der har klistret fast til kagerullen, bordpladen og pizzastenen. Frygtelige fortilfælde med slappe undskyldninger for pizzabunde, hvor jeg har måttet lappe på dem med dejstykker, fordi de ikke hang sammen. Smagsløse bunde, hvor jeg har glemt saltet, og tykke, tunge, uhævede klumper, der på stedet ville indbringe mig et indrejseforbud i Italien.

Jeg kan ikke give dig de præcise forhold. Det ville også være årets joke, hvis jeg skulle lære andre at bage. Men jeg har fundet en løsning, der virker for mig. Og virker den for mig, der er verdens dårligste bager, virker den også for dig.

To slags mel

Du skal bruge to slags mel. Dels enten en standard-hvedemel eller en manitoba-hvedemel. Jeg har været glad for sidstnævnte.

Dernæst en semolina-hvedemel. Jeg bruger helst den fra La Tua Farina (dit mel). Den er de italienske husmødres foretrukne.

Først rører du en halv pakke gær op i lunkent vand. Jeg bruger nok 2-300 ml til den mængde. Dernæst mel. 70 procent manitoba og 30 procent semolina. Bruger man kun sidstnævnte, kan jeg ikke så godt få det til at hænge ordentligt sammen. Men det er jo bare mig.

Ælt løs og tilføj mel, indtil det får den ønskede konsistens. Jeg hader så inderligt at gøre det i starten, når det klistrer fast til fingrene, men omvendt er det en meget tilfredsstillende følelse, når klumpen er blevet elastisk og lækker at lege med. Giv den masser af armkræfter og kærlighed. Så længe du orker. Jo bedre bliver dejen.

Læg den i mindst en time i en skål under et viskestykke og stil den et lunt sted.

Rul dejen ud og brug ekstra semolina-mel, så det ikke klistrer sammen.

12 morsomme madmisforståelser

Tynd, tynd dej

Og så til det vigtigste. For mig. Jeg er nemlig (men sig det ikke til en napolitaner) fan af de der tykke pizzaer med masser af bund og kant.

Jeg har ved flere lejligheder været ved at blive kylet ud af en syditaliensk restaurant, fordi jeg skar kanterne fra, og det risikerer du altså ikke på samme måde her.

LÆS OGSÅ: Tre toprestauranter du skal besøge i Rom

Jeg er i stedet helt vild med de romerske pizzaer. Den meget tynde bund giver for mig at se mere plads til at nyde det, det hele handler om. Fyldet. Men det er et religionsspørgsmål, og dette er blot min ydmyge og meget personlige mening. Millioner af syditalienere har det anderledes.

Jeg ruller min dej, til den næsten ikke fysisk kan blive tyndere.

La Carbonara – direkte importeret fra Rom

Råvarerne afgørende

Jeg laver oftest pizzaer med tomatsauce. Men denne er altså en pizza bianca – en hvid pizza. Det afgørende er her – som ved alt andet italiensk mad – råvarerne.

Jeg har købt en virkeligt lækker salsiccia mantovana. Altså en krydret rå svinekødspølse, som jeg har skåret i småstykker og anbragt på pizzaen. Dernæst revet zucchini og store lækre klumper bøffelmozzarella. Du kan også bare bruge en almindelig mozzarella.

Endelig en pæn sjat GOD olivenolie henover og måske et drej på peberkværnen, og din pizza er klar til at komme på din allerede opvarmede sten i ovnen. Jeg rev også lidt pecorino nero valvo henover. Men det behøver du jo ikke …

Ubagt pizza med salsiccia zucchini og bøffelmozzarella.

Jeg bruger altid en pizzasten. Jeg skruer ovnen op på det maksimale, det lader sig gøre (280 grader), og så skal den ellers have, til kanterne er blevet gyldenbrune og sprøde. Det er igen en smagssag, men jeg synes, det er lækkert, når den er sprød.

Nogle gange bruger jeg min kuglegrill og lægger stenen derned. Det giver et endnu bedre resultat, da varmen bliver højere.

Buon appetito <3


Du skal bruge

Bund
Manitoba-hvedemel – 70 procent
Semolina-hvedemel – 30 procent
Vand
Gær – en halv pakke
Salt – en halv teske

Fyld

Salsiccia mantovana (helst)
Zucchini (squash)
Bøffelmozzarella (Mozzarella di Bufala)
Olivenolie
(pecorino nero) Kan sagtens udelades

Dirty ribs – fingerslikkende godt

Dirty ribs - grillede ribben fra gris i lækker marinade.

Dirty ribs – grillede ribben fra gris i lækker marinade.

Dirty ribs

For få dage siden døde min store helt her i livet. Manden der samlede min kærlighed til beatforfattere, livets skæve sider og naturligvis maden. Anthony Bourdain blev kun 61 år gammel, men han lavede også et liv som en ægte rock ‘n roller.

For at ære ham – ja, ikke kun derfor, for det her smager altså fremragende – vil jeg her videregive en opskrift på nogle ribben, som jeg næsten får tårer i øjnene af, når jeg griller. Det er ganske enkelt så primalt, som noget kan være.

LÆS OGSÅ: Kyllingelår: Her er den lækreste grillmarinade

At lægge nogle ben med kød på oven på glødende kul og derefter sidde med snask over hele fjæset og fedtede fingre og spise dem, mens man forestiller sig, hvordan vore forfædre må have gjort.

Det er ikke fordi, jeg ikke også holder af fine dining, men når det gælder noget så basalt som smag, så er det her altså svært at overgå.

Gør mig glad: Tatover min navn på lænden – eller tilføj mig bare på Facebook her

Slik så de fingre

Men hvad har det med, Anthony Bourdain at gøre, tænker du måske? Jo, i et afsnit af hans serie ‘No Reservations’ sidder han på et ydmygt roadhouse et sted i de amerikanske sydstater og spiser ribs. Helt fedtet ind. Og så siger han til kameraet – sådan nogenlunde oversat:

Lad mig sige det sådan. Det kan godt være, at du er gift med en Harvard-studerende, der også er supermodel. Men nogle gange vil du bare gerne have en virkelig beskidt tøs, med en billige hæle og en ussel Queens-accent, som tygger tyggegummi.

Nogle gange vil du bare gerne have nogle lækre beskidte ribs.

Du vil have en beskidt tøs, der  tager tyggegummiet ud af sin mund, før hun tager din ‘biiiiip’ ind.

LÆS OGSÅ: Grillspid af hakket okse med græsk salat og tzatziki

Disse ribs skal spises beskidt. De er ikke for sarte folk. De er en eksplosion af smag, fedt, røg og salt. De skal nydes til en stor kold øl eller en kraftkarl af en Zinfandel, en Primitivo eller en Syrah/Shiraz.

Rør en marinade af rigeligt olivenolie, Dijonsennep, krydderurter (se hvilke forneden) chili, citronsaft, balsamico, pressed hvidløg, revet løg, salt og peber. Tænk som udgangspunkt, at det hele gerne må være lidt for meget. I marinader skal man ikke være subtil. Den skal have en over nakken.

Afsæt gerne et døgn til at lade marinaden trække helt ind. Men et par timer gør også underværker. Marinaden er hele hemmeligheden. Den gør disse ribben til en næsten oral erotisk oplevelse. Eller noget.

Tag dem nu bare i munden og giv efter for nydelsen. Det er det, jeg prøver at sige.

I øvrigt – når du griller dem, så pensl dem med resterne af marinaden og salt dem rigeligt. Det kan næsten ikke blive for meget. Og husk at presse en citron henover, når de skal indtages.

LÆS OGSÅ: Grillet makrel med grillgrønt og to slags dip

Du skal bruge

Spareribs eller gnaveben
Alternativt nakkekoteletter

Marinaden

Olivenolie – ½ kop
3 fed hvidløg
Et halvt revet løg
Rosmarin
Timian
Chilipulver
Citronsaft
Balsamico – alternativt vineddike og sukker
Dijonsennep
Salt
Peber

Grønt

Aubergine
Courgette
Asparges
Rødløg
Smør eller olivenolie
Salt og peber