Dirty ribs – fingerslikkende godt

Dirty ribs - grillede ribben fra gris i lækker marinade.

Dirty ribs – grillede ribben fra gris i lækker marinade.

Dirty ribs

For få dage siden døde min store helt her i livet. Manden der samlede min kærlighed til beatforfattere, livets skæve sider og naturligvis maden. Anthony Bourdain blev kun 61 år gammel, men han lavede også et liv som en ægte rock ‘n roller.

For at ære ham – ja, ikke kun derfor, for det her smager altså fremragende – vil jeg her videregive en opskrift på nogle ribben, som jeg næsten får tårer i øjnene af, når jeg griller. Det er ganske enkelt så primalt, som noget kan være.

LÆS OGSÅ: Kyllingelår: Her er den lækreste grillmarinade

At lægge nogle ben med kød på oven på glødende kul og derefter sidde med snask over hele fjæset og fedtede fingre og spise dem, mens man forestiller sig, hvordan vore forfædre må have gjort.

Det er ikke fordi, jeg ikke også holder af fine dining, men når det gælder noget så basalt som smag, så er det her altså svært at overgå.

Gør mig glad: Tatover min navn på lænden – eller tilføj mig bare på Facebook her

Slik så de fingre

Men hvad har det med, Anthony Bourdain at gøre, tænker du måske? Jo, i et afsnit af hans serie ‘No Reservations’ sidder han på et ydmygt roadhouse et sted i de amerikanske sydstater og spiser ribs. Helt fedtet ind. Og så siger han til kameraet – sådan nogenlunde oversat:

Lad mig sige det sådan. Det kan godt være, at du er gift med en Harvard-studerende, der også er supermodel. Men nogle gange vil du bare gerne have en virkelig beskidt tøs, med en billige hæle og en ussel Queens-accent, som tygger tyggegummi.

Nogle gange vil du bare gerne have nogle lækre beskidte ribs.

Du vil have en beskidt tøs, der  tager tyggegummiet ud af sin mund, før hun tager din ‘biiiiip’ ind.

LÆS OGSÅ: Grillspid af hakket okse med græsk salat og tzatziki

Disse ribs skal spises beskidt. De er ikke for sarte folk. De er en eksplosion af smag, fedt, røg og salt. De skal nydes til en stor kold øl eller en kraftkarl af en Zinfandel, en Primitivo eller en Syrah/Shiraz.

Rør en marinade af rigeligt olivenolie, Dijonsennep, krydderurter (se hvilke forneden) chili, citronsaft, balsamico, pressed hvidløg, revet løg, salt og peber. Tænk som udgangspunkt, at det hele gerne må være lidt for meget. I marinader skal man ikke være subtil. Den skal have en over nakken.

Afsæt gerne et døgn til at lade marinaden trække helt ind. Men et par timer gør også underværker. Marinaden er hele hemmeligheden. Den gør disse ribben til en næsten oral erotisk oplevelse. Eller noget.

Tag dem nu bare i munden og giv efter for nydelsen. Det er det, jeg prøver at sige.

I øvrigt – når du griller dem, så pensl dem med resterne af marinaden og salt dem rigeligt. Det kan næsten ikke blive for meget. Og husk at presse en citron henover, når de skal indtages.

LÆS OGSÅ: Grillet makrel med grillgrønt og to slags dip

Du skal bruge

Spareribs eller gnaveben
Alternativt nakkekoteletter

Marinaden

Olivenolie – ½ kop
3 fed hvidløg
Et halvt revet løg
Rosmarin
Timian
Chilipulver
Citronsaft
Balsamico – alternativt vineddike og sukker
Dijonsennep
Salt
Peber

Grønt

Aubergine
Courgette
Asparges
Rødløg
Smør eller olivenolie
Salt og peber

Kyllingelår: Her er den lækreste grillmarinade

Marinerede kyllingelår i grillmarinade med salat og creme fraiche-dressing

Kyllingelår marineret i grillmarinade med salat og creme fraiche-dressing

Der er så meget en mand ikke forstår. Det er så meget jeg ikke forstår. Faktisk kan der skrives mange tykke bøger om ting, jeg ikke ved noget som helst om. Og det er der naturligvis også. Kvikke personer vil givetvis hævde, at mine fototalenter i strålende aftensol på min terrasse er en af dem efter at have set på billedet ovenfor.

Men hvis der er noget, jeg virkelig forstår, at jeg ikke forstår, så er det, hvorfor nogen mennesker overhovedet finder på at købe færdigmarineret kød nede i supermarkedet.

LÆS OGSÅ: Grillspid af hakket okse med græsk salat og tzatziki

For det første er det endnu aldrig sket, at jeg har smagt et stykke kød, som er bekendt har haft med til en fælles grillarrangement, som er pakket direkte marineret ud af vakuumpakken og har kunnet lide det.

Og når det nu er så ufatteligt let at lave sine egne marinader, der smager helt fantastisk, så bliver det kun endnu mere sært.

En marinade er jo dybest set bare en måde at bruge sig fantasi, og hvad man nu ellers har liggende og voksende i urtebedet.

LÆS OGSÅ: Grillet makrel med grillgrønt og to slags dip

Grillmarinade til kyllingelår

Det grundlæggende princip – i hvert fald mit – er, at en grillmarinade skal indeholde noget, der både er salt, sødt, syrlig og har noget bid.

Således starter jeg denne marinade med at hælde en god sjat olivenolie op i en skål. Jeg har ikke målt mængden, men regn med en 6-8 spiseskefulde. Det må du ikke hænge mig op på. Dernæst en stor spiseskefuld Dijonsennep.

LÆS OGSÅ: Græsk sommersalat med feta – perfekt til grillmad

Tilsæt derefter tre store fed hvidløg, som du presser i marinaden, hvorefter du gør det samme med små stykker løg.

Giv det saften af en halv citron, et spiseskefuld balsamico for sødmens skyld og så en håndfuld hakkede krydderurter. Jeg foretrækker timian og merian til denne, men ellers er det jo bare at være kreativ. Husk at de fleste krydderurter skal opløses i olie for at afgive smag til marinaden. Jeg tilsætter desuden gerne noget chilipulver. Det giver lige lidt skarphed, og mine piger har i hvert fald ikke beklaget sig. Tværtimod. De slikker nærmest skindet af kyllingen, når denne marinade er på.

Lad det ligge mindst en time og gerne natten over. Husk løbende at pensle kyllingelårene med marinaden, når de ligger på grillen.

Du skal bruge

Olivenolie
Dijonsennep
Hvidløg
Løg eller rødløg
Friske krydderurter
Citron
Balsamico
Chili

Grillede blåmuslinger med forårsløg

Grillede blåmuslinger med forårsløg

Lækre grillede blåmuslinger med forårsløg.

Det her startede som et eksperiment. Som så meget andet af min madlavning. Det er jo næsten det sjoveste af det hele. Og efter jeg er blevet blogger har jeg eksperimenteret endnu mere end tidligere, fordi man jo skal være i stand til at give sine søde læsere noget ny inspiration.

Det skal på den baggrund siges, at det jævnligt går galt. Lige fra håbløse bageprojekter til uspiselige kroketter og retter, der aldrig nogensinde får lov at se dagens lys. I hvert fald ikke på bloggen. Og i hvert fald ikke før jeg tager mig sammen til at lave en decideret opsamling af de værste gastronomiske trafikulykker, jeg har stået bag.

LÆS OGSÅ: Spaghetti med BLOGmuslinger

Men blåmuslinger er heldigvis svære at ødelægge. Jeg lærte allerede som barn at elske dem, da min mor lavede verdens bedste suppe. Det startede altid med, at min far og jeg iførte og dykkermaske og snorkel og så svømmede rundt i mit barndomssommerhus i den lille svenske kystby Mölle lige på den anden side af Øresund.

Her plukkede vi blåmuslinger på klipperne, mellem blæretangen og stenene i det kolde vand, som vi så gav til min mor, der omdannede muslingerne til en kulinarisk nydelse, jeg ikke har oplevet siden. Der var i hvert fald persille, fløde, tomat og masser af hvidløg. Uhm, mine tænder løber helt i vand igen efter alle disse år.

LÆS OGSÅ: Spaghetti vongole – klassikeren jeg aldrig bliver træt af

Hvis du skulle være så heldig at bo tæt ved havet, så er det jo bare om at komme ud og hente muslingerne, men ellers er de jo ganske billige og fås masser af steder. Hovedsagen er bare, at de er helt friske.

Læg dem i koldt vand, og smid så alle dem væk, der er åbne og forbliver åbne, hvis du banker på dem.

Rens dem for de værste urenheder og læg dem op i en alubakke eller i sølvpapir sammen med forårsløg og drys følgende på. Havsalt, peber, smør eller olivenolie (eller begge dele), et skvæt hvidvin og persille. Du kan gøre det lidt asiatisk ved at bytte persillen ud med koriander og tilsætte revet ingefær.

Blåmuslinger og laks på grillen

Blåmuslinger og laks på grillen

Læg dem på grillen under låg i cirka ti minutter, eller indtil de åbner sig og får en smuk lysorange farve.

Drys med mere persille og olivenolie ved servering.

Jeg ville betragte dette som en forret, man kan sidde og hapse af sammen med et godt brød, der kan dyppes i væsken.

De lækre blåmuslinger har fået selskab af forårsløg.

De lækre grillede blåmuslinger har fået selskab af forårsløg.


Du skal bruge

Blåmuslinger
Persille
Olivenolie
Hvidvin
Hvidløg
Ingefær
Peber
Havsalt
Forårsløg

Grillspid af hakket okse med græsk salat og tzatziki

Hakket oksekød på spid med græskinspireret salat og tzatziki.

Hakket oksekød på spid med græskinspireret fetasalat og tzatziki. Jeg skal som den første beklage billedets manglende kvalitet, men det skulle gå ufatteligt hurtigt, mens jeg stod med en grilltang i den anden hånd. 😉

Grillspid

Om det er grillvejr? Jeg skal eddermame lige love dig for at det er grillvejr. Det er jo uden sammenligning vejrmæssigt den bedste forsommer, jeg har oplevet i mit efterhånden lyvogtyve år lange liv. Plus et par håndfulde og lidt til.

Det har i praksis betydet, at jeg har nedsvælget så upassende mængder mad, der på den ene eller anden måde har været en tur på Weberen. lige fra fisk, burgere, spareribs og pølser til asparges, courgetter, auberginer og jomfruhummere.

snapseed-93

Heldigvis er mine unger lige så glade for grillmad, som jeg er, og så er det bare så fantastisk at sidde og spise på min dejlige terrasse på sjette sal med udkig over byens tage.

louise

En meget typisk scene for tiden. Jeg knokler løs ved grillen, mens de andre slapper af. 😉

Anyway. Hvad angår disse spid, så kan det næsten ikke blive lettere. For de kræver ikke ret mange ingredienser.

Tag dit hakkede oksekød og bland det med et halvt, revet løg, et fed revet hvidløg, lidt citron, lidt chilipulver samt salt og peber. Og giv det også lidt hvedemel. Det gør det lettere at få til at blive på spiddet.

Du kan i øvrigt selv eksperimentere med forskellige krydderurter. Gerne tørrede. Og eksempelvis løgpulver. Er du rigtigt kreativ, kan du bruge ramsløg og så i stedet servere det med en mere dansk salat med for eksempel rygeost og mælkebøtteblade.

Niklas Roar med håbløs hat på sin tagterrasse

Hey, hatten er måske håbløs. Men udsigten fejler altså ikke en skid. 😀

Farsen røres godt sammen og må gerne stå lidt, før den med en hånd presses om dine grillspid. Sørg for at det er nogenlunde lige tykt over det hele.

Når du griller dem, så pensl dem løbende med en god marinade. Til denne brugte jeg en marinade med olivenolie, presset hvidløg, timian, rosmarin, chilipulver, citron og balsamico for at tilføre sødme.

Husk også at give dem salt, mens de griller. Og at presse masser af citron ud over, når de serveres.

Til disse spid ville jeg selv servere for eksempel denne salat, der passer perfekt til grillmaden.  Den er med feta og oliven og er meget græsk i sit udtryk.

Lækker sommersalat med feta

Lækker sommersalat med feta.

Men er du lidt mere vovet, så kan jeg bestemt anbefale denne sag med mild gorgonzola. Den finder du en opskrift på her.

Lækker sommersalat med gorgonzola

Sommersalat med gorgonzola. Perfekt til grillmaden.

Jeg lavede også en tzatziki. Det kræver ikke meget. Skræl en agurk. Brug kødet til salaten og skrællerne til tzatzikien. Brug en fed græsk yoghurt sammen med olivenolie, citron, hvidløg, salt og peber. Det kan næsten ikke gå galt. Du kan også eksperimentere med at tilsætte mayonnaise eller creme fraiche.

Du skal bruge

Hakket oksekød – 500 g
2 spsk hvedemel
Chilipulver
1/2 revet løg
2 fed Presset hvidløg
Citron (saften fra en kvart)
Salt og peber

 

Lækker sommersalat til grillmaden

Lækker sommersalat med gorgonzola

Denne lækre sommersalat med gorgonzola dolce er perfekt til grillmaden.

Jeg kan ikke være den eneste. Altså, den eneste der tager salaten for en selvfølge. Det fremgår da også med al tydelighed her på bloggen, at jeg lægger mest energi i at skrive om alt det andet.

Men det er måske en fejl. For der er sikkert mange derude, der ligesom jeg elsker lidt ny inspiration til det helt enkle.

FØLGER DU MIG PÅ FACEBOOK?

Og enkelt er det. Så enkelt at jeg næsten ikke nænner at kalde det for opskrifter. Men da flere hundrede mennesker før jeg har skrevet hele kogebøger om noget så lettilgængeligt som salater, så skal jeg da også have lov. Synes jeg selv. Eller i hvert fald fortæller jeg her, hvordan jeg har lavet denne, der passer perfekt til grillmaden. Og det en fandenfløjtemig nødvendigt, da jeg lige for tiden griller mindst hver anden dag.

Vejret, I ved.

Nå, men altså. Her er så en salat, som jeg lavede to dage dage i sidste uge, hvor den stod på henholdsvis grillspid og burgere. Den indeholder ost, da jeg synes, det liver sådan op blandt alt det sprøde, men har man ikke lyst til den slags eller lider af allergier, så kan det sagtens undværes.

FØLGER DU MIG PÅ INSTAGRAM?

Den kan vist betegnes som en salat med blåskimmelost. Jeg er egentlig oprindelig ikke helt pjattet med disse, men jeg har lært at værdsætte dem i mindre mængder. Så meget at jeg faktisk synes, at denne salat vandt ved det.

Den består helt enkelt af en gorgonzola dolce (altså en mild af slagsen) samt San Marzano-tomater, skrællede agurker i skiver, Romainesalat, rødløg og basilikum. Det er overhældt med min yndlingsolivenolie fra Anfosso i Ligurien samt peber og citron. Salt er ikke nødvendigt, da osten er rigeligt salt.

Husk at gemme agurkeskrællerne fra din økoagurk til tzatziki.

Du skal bruge

Gorgonzola dolce eller anden mild blåskimmelost
Agurk
Tomater (solmodne og gode)
GOOOOOD olivenolie
Citron
Romainesalat
Peber
Basilikum
Rødløg

Older posts