Jeg var sendt i himmelen med denne perfekte linguine vongole hos L’Imperatore på Østerbro.
Vi lever i en god og smuk tid. Og her er det ikke blot vejret, jeg taler om. Tiden er både god og smuk på den måde, at vi aldrig før har haft så mange gode spisesteder i København (og resten af landet) som netop nu. Ligeledes går vi også mere ud at spise end nogensinde før, og det har heldigvis sat sit præg på udbuddet, hvor konkurrencen er knivskarp, hvilket I sidste ende kommer os alle til gode.
Ser man bort fra burgertrenden, er der vel intet sted på den gastronomiske scene i hovedstaden et større udbud end blandt de ægte italienske eller italienskinspirerede restauranter med danske ejere. De skyder op overalt med mere eller mindre held, og mine erfaringer peger på, at populariteten langt fra en nogen garant for kvalitet. Således var det en mildest talt skuffende omgang for et par måneder siden, da jeg besøgte The Market Italian, der var fyldt til bristepunktet med selskaber af smukke, stiletklædte kvinder i en alder, der mest gav indtryk af, at de havde fået deres fars platinkort med i byen. Og det havde de også brug for. For priserne var skruet op til et leje, hvor det slet ikke matchede den kvalitet, der ikke rigtig kunne levere på tallerkenen. En god græskarsuppe og nogle fine udskæringer af diverse salumi var i orden, men ellers sad vi et helt bord med seks mænd og var meget lidt tilfredse med serveringerne og et vinkort, hvor indgangsvinene starter ved cirka en plov.
FØLG MIG HER PÅ FACEBOOK OG FÅ MAD-UPDATES OG PRIVATE BILLEDER FRA MIT LIV
Omvendt kan nævnes Italo Disco på Oehlenschlægersgade – lige over for min tidligere lejlighed – som er lige så lidt italiensk-ejet som The Market Italian. Her var fremragende retter – blandt andet en tuntatar, jeg stadig vil fable om, når jeg fylder 50 – og knivskarp risotto og en vidunderlig pappardelle med ragú bianco.
Perle på Østerbro
Den anden dag lagde jeg vejen forbi Østerbro. Jeg plejer ellers kun at tage derud, når jeg skal i Parken for at se bold, men jeg havde hørt en lille italiensk fugl synge om, at der lå en ægte sicilianer ved navn L’Imperatore på Olufsgade, der er en lille sidegade til Østerbrogade ikke ret langt fra Park. Og når vejret for tiden holder sydeuropæisk fest, kunne jeg godt se fidusen i at sidde i solen med et køligt glas hvidvin og en pastaret og drømme mig tilbage til Middelhavets største ø, hvor jeg har haft den store glæde at rejse rundt med familien ved flere lejligheder.
Jeg faldt med det samme i snak med ejeren, der hedder Armando. En hjertelig, tætbygget fyr, der kommer fra Palermo, men i øvrigt har boet her det meste af sit liv. Den unge mand har haft stedet i to år og brænder for at give gæsterne en så ægte siciliansk oplevelse som muligt.
Armando sammen med sin kone og snart to børn foran restauranten, der ligger på en lille blind vej ned mod Østerbrogade.
Uden selv at være af sydlandsk afstamning, kan jeg så absolut bekræfte, at det hele føltes meget siciliansk. De klassiske lidt corny syditalienske sange på anlægget og en skide hyggelig og måske endda lidt kitchet indretning, der ligger meget langt fra den herskende minimalisme, man ser hos mange skandinaviske restauranter. Det kunne med andre ord gå begge veje herfra.
Men for at bruge et udtryk fra madterminologien. Lad os koge det ned til det, det hele handler om. Var essensen af sicilien i gryderne og på tallerkenerne og i ånden?
Ja, for helvede!
Lad mig først gå til min primo, der – som folk, der kender mig, ved, er en af mine livretter. Jeg er nemlig helt vild med venusmuslinger. Og i dette tilfælde var der tale om en pasta med vongole perfette, som jeg da også ytrede til både tjener og kok. En vidunderlig hjemmelavet linguine med de herhjemme så dyre venusmuslinger, som er så sarte og fine og letsaltede i smagen, og som for mig er selve smagen af Syditalien.
Pasta al dente med olivenolie, persille, hvidløg, hvidvin og chili. Næppe meget mere. Jeg var i den sicilianske madhimmel og kunne med en glas vin mere i svælget godt have overgivet mig frivilligt til Godfathers hævn.
Menukortet bærer præg af den sicilianske forkærlighed for friske fisk og skaldyr.
Forinden kom en flok antipasti af klassisk siciliansk art. De på Sicilien så allestedsnærværende arancini, der er små friterede boller typisk lavet af ris og fyld af forskellig slags. Disse var med ragú og smagte lækkert, men måske en anelse for underspillet i smagen for mig. De ligner nærmest små appelsiner – hence the name. Også nogle fine friterede salvieblade samt marineret artiskok blev serveret som hapsere.
Det er dog en meget generel ting Syditalien, at man efter danske forhold undlader at salte maden for meget, så man kan smage alle ingredienserne, så det skal jeg ikke lade køkkenet høre noget for. Jeg lavede engang den bedste tomatsauce, jeg selv har smagt, i en villa på en skråning oppe af Vesuv. Vi havde lejet en del af villaen af en lokal familie, og da jeg pavestolt præsenterede retten med hendes egne tomater for hende, nikkede hun anerkendende og udbrød ‘buono‘. Da hendes mand skulle smage den, kiggede han stift på mig og sagde uden antydningen af et smil ‘troppo sale‘ – for meget salt. Det er næsten en religion på de kanter ikke at bruge ret meget af Middelhavets hvide guld.
På bordet kom også en fremragende caponata. Det er en slags siciliansk ratatouille, som man får overalt på øen. Det er som næsten alle andre syditalienske klassikere oprindelig fattigmandskost med blandt andet aubergine, oliven, tomat, selleri og løg. Den serveres kold, og man spiser brød til.
Ligeledes opløftende var oliventapenaden, der er en af de bedste, jeg har fået i meget lang tid og som stod herligt sammen med det hjemmebagte focacciabrød.
Min ledsager fik fettuccine al ’cinghiale, der som italienskkyndige vil vide er båndpasta med vildsvin.
Fettuccine al ’cinghiale.
Jeg er som regel mest stødt på vildsvin (på tallerkenen forstås) i Toscana og Emilia-Romagna, men de stolte og bomstærke dyr lever også på Sicilien, hvor man omdanner kødet til en fyldig ragú med tomat, der har kogt i timevis med urter og giver en dyb smag til den tætte masse. Denne sad lige i skabet, og var jeg ikke så vild med vongole, skal den stå på min bestillingsliste næste gang.
Vi skyllede ned med en behagelig Grillo, før vi blev enige om at vende tilbage. Det skete under en uge efter til en frokost, hvor jeg bestilte …
Ja, gæt selv.
Vongole in the making.
