Cremet spaghetti med guanciale og svampe

Hårdt arbejde: 12 timer med ost og vin

En af mine yndlingsoste. Beppino Occelli laver nogle fantastiske produkter – blandt andet en ost, der har ligget i Barolofade og taget smag af den fine vin.

Formaggio e vino. I rigelige mængder. Mit hjerte – hvad vil du mere?

I første omgang en lille pause i hvert fald. For i sidste uge var jeg inviteret til et arrangement finansieret af et konsortium bestående af en række af Piemontes allerfineste producenter af formaggi e vini – altså oste og vine. Der var mange af dem. Og jeg er ikke ligefrem typen, der holder mig tilbage.

Jeg går all in på nydelse i alle livets henseender.

Følg mig her på Insta

Det foregik på The Standard, som jeg har et særligt forhold til, fordi det jo var disse bygninger, hvorfra Malmøbådene sejlede, indtil nogen byggede en bro. Og da mine forældre repræsenterede begge byer og lande, så tog de ofte frem og tilbage med disse både, indtil de flyttede sammen i København, hvor min far færdiggjorde sine studier.

Det var også på disse både, han tilbragte mange somre som teenager med at spille jazz med sin kvintet, mens færgegæsterne fuldede sig i det toldfri farvand. Han yndede altid at sammenligne det med den der scene i ‘Blues Brothers’, hvor rednecks kaster flasker og glas op mod scenen, der har et gitter påmonteret.

Nuvel, det var vinen og osten, vi kom fra.

Jeg deltog i en såkaldt Master Class, der af årsager, jeg endnu ikke har forstået, hed sådan. Mit bud er, at det handler om, at producenterne har fået EU-støtte til promoveringsprojektet, og derfor skal kunne sætte visse krydser i bogen.

Indigena, foodroar e4quality piemonte Niklas Roar The Standard

Organisationen hedder Indigena, og formålet er overordnet at øge vores kendskab til Italienske druesorter og specialiteter.

Værten – og i øvrigt engelsktalende – Ian D`Agata var en sandt leksikon af viden om disse produkter, og han var foruden at være en fremragende og passioneret formidler af stoffet flankeret af forskellige producenter, der desværre ikke var så engelsktalende, at det gør noget. Jeg forstår noget italiensk, men heldigvis oversatte Ian til perfektion, og jeg kan nu sige, at jeg er blevet klogere på, hvilke kvægracer, der bruges til hvilke oste, og at den allerfineste risotto-rissort, vokser på norditalienske enge, der ikke overrisles af vand. Både mere miljøvenligt og mere velsmagende.

Jeg vil egentlig ikke bruge så meget energi på at videregive nørderierne til jer. Blot lade jeg vide, at I med fordel kan holde ekstra øje med nye produkter fra Piemonte-regionen i den kommende tid, da også en række importører af mad og vin samt restauratører var repræsenteret på deltagerlisten.

Ostenes konge.

Anyway. Se mine billeder fra den spændende dag her.

Søde Valerio og Lucia fra Rom, som driver restauranten Terra på Østerbro.

Skamløs toiletselfie efter de første fire glas vin og halve kilo ost. Det blev til mange, mange flere. Og jeg er ikke typen, der spytter ud.

Gorgonzola dolce og picante.

Salami piemontese.

Ost lagret i Barbera d’Asti.

Mand der drikker vin.

Ost, jeg skal ha ost, jeg må ha’ ost.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Cremet spaghetti med guanciale og svampe