Spaghetti pomodoro med pølser og aubergine – ny børnefavorit

Spaghetti pomodoro
Jeg ønsker ikke at overdrive, men tillad mig alligevel at hævde, at mine torsdage er ganske travle. Det er den dag på ugen, hvor jeg uden sammenligning har mest at se til, og så falder det tilfældigvis også sådan, at det er dagen, hvor min kone arbejder indtil klokken 18, hvilket betyder, at jeg også skal hente begge børn og køre dem frem og tilbage mellem Vesterbro og Frederiksberg, da min store datter denne dag også går til drama. Det giver ikke mange minutter at løbe på, når vi først er hjemme, og børnene er ved at krepere af sult. Her skal det gå stærkt, og der er ikke tid til at købe ind samme dag.
Følg mig her på Insta
Denne torsdag var gode dyr rådne, og der var meget få sekunder til at beslutte mig. Jeg trawlede køleskabet igennem, og jeg fandt på en plan. Spaghetti er altid et hit, og da de begge holder af tomatsauce, så kunne det næsten ikke blive lettere.
Jeg fandt tillige en halv pakke wienerpølser og en aubergine.
Sådan laver du Spaghetti pomodoro med pølser og aubergine
Først stegte jeg de skivede pølser i olivenolie, hvorefter jeg sauterede et hvidløg skåret i papirtynde skiver, indtil det blev let gyldent. Dernæst auberginestykkerne, som jeg havde skåret i tern. Jeg gav dem cirka to minutter.
Så skruede jeg op for varmen og hældte et halvt glas hvidvin i og lod det meste fordampe. Dernæst kom jeg en dåse hakkede tomater i.
Jeg gav den et laurbærblad og tilsatte sukker, salt og friskkværnet peber og lod dem simre præcis den tid, det tager at koge spaghetti al dente.
Jeg blandede det hele sammen i sauterpanden og serverede med friskrevet parmesan og basilikum.
Børnene? Ja, de spiste igennem. Og det gjorde jeg også.
Til Spaghetti pomodoro med pølser og aubergine skal du bruge
Spaghetti
Pølser
1 dåse hakket tomat
1 fed hvidløg
½ glas hvidvin
½ – 1 aubergine
1 laubærblad
Salt
Sukker
Ingen kommentarer endnu