Gør nytårsaften til tapasaften - masser af inspiration

Kylling i kokoskarry

kylling i karry

Kylling i kokoskarry

– Uha, så blev det nytår. Jeg siger uha, fordi et nyt år også er lig med nye udfordringer. Nogle gode, nogle knap så spændende. Men fælles er, at de skal løses. Første udfordring er mit helbred, for mens jeg har været rigtig god til at få passet min træning i løbet af december så jeg i nogen grad har kunnet opretholde en rimelig legemlig sundhed trods et voldsomt indtag af julemad og ditto vin, så fandt jeg det betimeligt nytårsaften klokken halv fire om natten at vise mine jævnaldrende gæster, at jeg kunne gå på hænder under en omgang løssluppen dans til 90’er-sange.

Jeg er ret så aktiv på Instagram – følg mine tosserier her

Jeg plejer at være nogenlunde habil i den disciplin, men kombinationen af alkohol og håbløst mandligt overmod fra en snart 42-årig drengerøv, resulterede i, at det ikke blot blev en æstetisk katastrofe, men efter få sekunder resulterede i et set i bakspejlet uundgåeligt styrt forover, som har efterladt mig med et trykket ribben (tror jeg nok), som smerter ved en hel del bevægelser – samt når jeg hoster.

Heldigvis har mine hænder ikke lidt skade, og jeg er stadig aktiv hver dag i køkkenet. Og senest blev det altså til denne lækre kylling i kokoskarry, som jeg håber, du får lyst til at prøve af.

Her er jeg på Facebook

Kylling i karry

Sådan laver du kylling i kokoskarry

Først parterer du din kylling. Jeg er relativt konsekvent med at købe økologiske kyllinger eller i det mindste frilandskyllinger, der har haft et rimeligt liv. For mig kan det ikke nytte noget, at man betaler 25 kroner for et helt dyr og bilder sig selv ind, at det er en rimelig pris. men det er mit valg, og jeg skal ikke blande mig i andres.

LÆS OGSÅ: Kylling i karry

Smid ikke skroget ud, men brun alle delene i smør. Krydr med salt og peber. Tag dem op og skru ned på halvt blus og læg kanelstang, laurbærblade, chiliflager og nelliker ned i fedtstoffet. Efter 30 sekunder kommer du dine finthakkede løg derned.

Dem sauterer du i ganske lang tid, indtil de er helt bløde og gennemsigtige. Herefter er det i med presset hvidløg og ingefær samt karryblade.

Herefter dit karrypulver, gurkemejen og korianderfrøene. Så tilbage med kyllingestykkerne.

Så i med et glas hvidvin, som får lov at fordampe (dette kan dog undværes, men det tilfører en god syre).

LÆS OGSÅ: Kylling i thai-indisk fusionscurry

Hæld to dåser kokosmælk i (helst ikke light) og muligvis en lille smule ekstra vand, så det dækker kyllingestykkerne.

Og så i med bouillonterninger eller flydende fond. Smag løbende til med mangochutney, salt, peber og lime.

Lad det simre i en times tid.

Drys frisk koriander over og server med kogte ris og mangochutney.

Kylling i kokoskarry

Hvad drikker man til?

Det er klart mest oplagt at gå efter en hvidvin eller en kold øl.

Chardonnay ville være et oplagt valg – for eksempel denne Provence Wine Maker, Creation No 5.

Eller skal det være en rødvin, så prøv med en Syrah – for eksempel denne lækre sicilianske Teatro Latino, der går til det meste.

LÆS OGSÅ: Kyllinge-curry med tomat og kokosmælk

Til kylling i kokoskarry skal du bruge

1 økologisk kylling
1 glas hvidvin (kan undværes)
2 dåser kokosmælk
2 løg
3 laurbærblade
2 fed hvidløg
1 lille finger ingefær
1 kanelstang
2 spsk madraskarrypulver
2 tsk gurkemeje
3 tsk stødte korianderfrø
1 spsk karryblade
2 tsk tørrede chiliflager (kan byttes ud med pulver)
Ca. 8 nelliker
2 spsk mangochutney
1 1/2 terning hønsebouillon eller tilsvarende fond
1/2 lime

 

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gør nytårsaften til tapasaften - masser af inspiration