Grillkylling med fennikelsalat

Da jeg gik ned med stress

Niklas Roar, journalist, foodroar, stress

I dag ser jeg mig selv, når jeg kigger i spejlet. I en periode så jeg en zombie.

Jeg tror på, at man skal fortælle sin historie. Også når den gør ondt. Det gør jeg, fordi jeg er journalist, men også fordi den personlige historie er den stærkeste måde at kommunikere med sine omgivelser. Jeg har længe haft lyst til at fortælle historien om, hvordan jeg for tre et halvt år siden blev ramt af stress, og hvorfor det er så vigtigt at holde øje med tegnene.

Det er ikke et forsøg på at høste billige medlidenhedspoint, for jeg føler mig som et meget heldigt og privilegeret menneske, og det er heller ikke et råb om opmærksomhed. Det er ganske enkelt en helt personlig historie om, hvordan jeg reagerede på et fænomen, jeg aldrig for alvor havde anerkendt – indtil det ramte mig selv.

FØLG MIG PÅ FACEBOOK HER

Jeg bilder mig heller ikke ind, at det ændrer livet for ret mange, men hvis det bare kan få en enkelt person til at tænke over sit (arbejds)liv, er det de minutters skriverier værd. Eller også giver det mig blot en form for terapeutisk udløb for nogle ting.

Nuvel, for cirka fire år siden holdt jeg orlov. Min far var netop kommet på hospitalet, uden at nogen endnu vidste, hvad der egentlig var galt. Orloven var en del af overenskomsten i det mediehus, jeg var ansat i, og den sikrede alle medarbejdere to måneders betalt orlov hvert fjerde år. Jeg ved ikke, om den stadig eksisterer.

LÆS OGSÅ: Min romerske renselse

Alt faldt sammen

Jeg var i gang med den første uge, og det var en fredag, da min telefon viste et ukendt nummer, som jeg afviste. Jeg befandt mig på det tidspunkt på Herlev Hospital og skrev blot tilbage i en sms, at jeg besøgte min far på hospitalet, og at jeg ville ringe op senere. Det var min chef, og han sendte en smiley og skrev, at det var ’regnorm’ og derefter en sms med hans rigtige navn, der var blevet forvansket i autocorrect efterfulgt af en glad smiley.

Jeg ringede, da jeg kom hjem.

Meldingen var klar, og min verden faldt sammen. ’Regnorm’ havde udliciteret min stilling, og han virkede uforstående over for min reaktion. Jeg sagde, at jeg gerne ville tale om løsningsforslag, da jeg ikke kunne forstå, hvordan tæppet pludselig kunne blive trukket væk under mig og alt det arbejde på min lille enmandsredaktion, som jeg havde lagt i det gennem knap fem år. Alt det jeg havde bygget op. Han sagde, at beslutningen var truffet, og at jeg lige så godt kunne lade være med at appellere.

Jeg sagde, at jeg jo havde knoklet for og opnået de måltal, han havde opsat, så det kunne fortsætte med at være en sund forretning, men fik at vide, at det ville være billigere for avisen at få produceret artikler fra mit stofområde ’ude i byen’.

LÆS OGSÅ: Sandheden om madfotografering

Jeg indvendte, at jeg ikke kunne forstå, hvordan han kunne finde på at træffe denne beslutning, nu jeg var gået på orlov, og at jeg gerne ville have været inddraget i beslutningen om, hvad man kunne gøre for at beholde stofområdet internt, men meldingen var, at ’verden ikke stod stille, bare fordi jeg holdt orlov’, og at ’det i øvrigt ikke kunne nytte noget, at journalisterne rendt rundt og holdt orlov i tide og utide’, selv om han retfærdigvis anerkendte, at det var min overenskomstsikrede ret.

Jeg sagde, at havde jeg kendt risikoen ved at gå på orlov, havde jeg aldrig taget den, men det var alt sammen ligegyldigt nu. Jeg blev tavs og faldt sammen. Mit hjerte hamrede, og han spurgte efter mig i røret. Han sagde, jeg bare kunne ringe når som helst, hvis jeg ville tale om noget. Det var det sidste, jeg ville. Jeg havde kvalme. Min orlov var fuldstændig ligegyldig nu.

Blev en zombie

En tid fulgte, hvor jeg talte med tillidsfolk og overvejede min fremtid. Set udefra lyder det måske ikke så slemt, for det var jo ikke en fyring- blot en devaluering af alt det arbejde, jeg havde lagt på min enmandsredaktion gennem årene. Man ville naturligvis finde en anden stilling til mig på avisen.

Der var bare ingen, jeg ville have.

Kun tv-redaktionen virkede som en interessant mulighed, og jeg var i løbet af de næste måneder flere gange i kontakt med både chefredaktører og tv-chef, men mens sidstnævnte var imødekommende, så var udmeldingen fra højeste sted, at ’jeg jo så skulle have søgt over på tv-redaktionen, da der var ansættelsesrunde tre måneder forinden.

Men tre måneder tidligere havde jeg jo mit drømmejob og havde ingen planer om at søge væk.

LÆS OGSÅ: Velkommen til FoodRoar

Jeg blev placeret som journalist på netnyhedsredaktionen og fik at vide af min chef, at jeg faktisk skulle være glad for skiftet, for nu havde jeg jo ’meget kortere vej til forsiden’, og jeg fik også at vide, at det ikke blot var det bedste job på bladet, men måske også i branchen. Jeg kunne få lov at være dagsordenssættende.

Hans ord klingede hult som faldstammen under mediehusets toiletter.

Min orlov sluttede, og jeg begyndte igen min gang i huset. Men alt havde ændret sig. Hver eneste gang, jeg gik ind af svingdøren, knugede min hals sig sammen, og jeg fik ondt i maven. Jeg mistede appetitten, og jeg havde kvalme. Jeg sov næsten ikke i perioden, og min følelse af at være ligegyldig blev hver dag bare stærkere, jo mere jeg appellerede til at være på en redaktion, hvor jeg havde lyst til at være. Jeg leverede de artikler, jeg skulle, men min arbejdsglæde var ikke-eksisterende. Jeg var en zombie, når jeg kom hjem og var ikke i stand til at være den far og ægtemand, jeg gerne ville være. Min fars sygdom gik sin usvigeligt sikre gang, og det var heller ikke med til at muntre mig op.

LÆS OGSÅ: Overraskende DNA-test: Kan du gætte min oprindelse?

Det totale sammenbrud

En dag i september gik jeg igen gennem svingdøren. Jeg havde som så mange andre dage i denne tid en klump i halsen. Jeg følte ikke, jeg kunne være på redaktionen. Der blev kaldt til morgenmøde, hvor nyhedschefen uddelte opgaver, og det var som om, jeg stod uden for min krop. Hun tildelte mig en opgave foran de andre. Jeg husker ikke hvilken. Jeg kunne ikke høre det. Hun gentog det, og så gik det galt.

Tårerne begyndte at strømme ned ad mine kinder, og jeg gik med hastige skridt den hurtigste vej ud på bagtrappen. Jeg gik op ad en trappe og ind i en toiletbås og smækkede døren. Jeg sad ned og hulkede i en halv time. Som et lille barn. Jeg kunne ikke se hoved og hale i noget, og jeg forstod ikke hvorfor. Min bror, der arbejdede samme sted, ringede, da han var blevet kontaktet af nyhedschefen, men jeg kunne dårligt tale med ham. Jeg tog en dyb indånding og gik ned på min plads igen med øjnene fæstnet til gulvet, men jeg kunne fornemme folks blikke på mig. Jeg sendte en mail til nyhedschefen om, at jeg ikke kunne være til stede, og at jeg blev nødt til at gå hjem. Hun gik over til mig og skældte mig ud og sagde, at ’det ikke kunne nytte noget, at alle var væk, og at hun i forvejen var ramt af sygdomsfravær’. Jeg gentog, mens min stemme var ved at knække over, at jeg ikke kunne være der, og hun sagde arrigt, at ’jeg jo så måtte gå’.

LÆS OGSÅ: 12 ting der gør mig lykkelig

Jeg slukkede min computer og gik ud som i en tåge og cyklede hjem, hvorefter min kone kom hjem, og vi talte sammen. Derfra var der aldrig rigtig en vej tilbage. Tillidsmanden ringede og opfordrede mig til at opsøge en psykolog, hvilket jeg aldrig havde tænkt skulle være noget for mig, selv om min kone er psykologisk uddannet.

Jeg fulgte dog rådene og besøgte både min læge og psykologen, der ikke var sene til at stille diagnosen stress. En af de ting, de fortalte, var, at noget af det mest stressfremkaldende var at få frataget kontrollen over sit arbejdsliv. At bare blive flyttet rundt uden indflydelse. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg var sådan en, der kunne blive ramt af stress. Jeg var vist ikke engang sikker på, at jeg egentlig anerkendte og forstod, hvad det var, når jeg måned efter måned så nye kolleger sygemelde sig med stress i en uendelig køre.

LÆS OGSÅ: 6 måltider jeg aldrig glemmer – på godt og ondt

Sagde op

Jeg sygemeldte mig et par dage, men vendte så tilbage ugen efter. Jeg kunne ikke være der. Jeg gik en tur i Ørstedsparken med en kollega, der havde været stressramt tidligere. Det var rart at høre, at jeg ikke var den eneste. Men jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Næsten hele tiden. Min kone gjorde alt for at hjælpe. Mest af alt fik hun mindet mig om, at det bare var et job. Og at jeg i årevis havde sagt, at hvis ikke lige jeg haft den ene fede stilling på avisen, så ville jeg finde noget andet.

Den kommende uge var hård. Jeg skulle sige farvel til et liv som journalist på avisen, hvor jeg havde været i ti år. Det var en stor del af min identitet. Folk anbefalede mig at sygemelde mig, så længde der var behov for det. At lade bladet betale for at køre mig ned. Men det ville ikke give mig frihed. Det ville købe mig masser af tid økonomisk, men på det tidspunkt, kunne jeg ikke tænke økonomi. Jeg ville bare væk.

Der er ingen tvivl om, at jeg kunne være kommet derfra efter en længere periode med fravær, nedsat tid og til sidst en lukrativ fratrædelsesordning, men jeg kunne kun se en vej ud med det samme. Jeg skrev under på min afsked sidst på ugen, og jeg beholdt min gamle bærbare og mit bredbåndsabonnement året ud. Jeg gik aldrig derind igen, og hver eneste gang, jeg kørte forbi huset i et helt år, fik jeg ondt i maven.

LÆS MIN NOVELLE: Kermit og pigen fra Thaibordellet

Det tog mig lang tid at komme over det og tilgive, og jeg tror desværre stadig ikke, jeg er der helt endnu. Jeg tænker dog mindre og mindre over det i dag, hvor jeg elsker det, jeg laver, men følelsen af at give så meget af sit liv for blot at blive devalueret hænger der endnu. Jeg fandt en lille smålig trøst i, at trafikken på stofområdet faldt markant efter min afgang, og at jeg fra andet sted hørte, at chefen senere skulle have fortalt en anden, at han ikke skulle have handlet sådan. Men det gav mig ikke mit liv tilbage i den periode.

Senere viste det sig endda, at man efter nogle år hev mit gamle stofområde tilbage i huset og ansatte en anden i min gamle stilling.

Fejlslagne økonomiske og ledelsesmæssige øvelser med menneskelige konsekvenser.

LÆS OGSÅ: 9 uforglemmelige madscener fra filmens verden

Min fars død drev mig videre

Jeg satte et mentalt punktum for nedturen efter min fars død og gjorde mig selv klart, at jeg skulle i gang igen. Med ting jeg havde lyst til. Ting der gjorde mig glad. Og ganske stille og roligt lykkedes det. Jeg tjente i en periode ingen penge, men til gengæld prøvede jeg en hel masse af og fandt glæde i nye projekter.

Det er tre et halvt år siden nu, og mit liv er rigtig godt i dag. Jeg har taget ejerskab over mit eget liv og har fundet arbejdsglæden som selvstændig og som gymnasielærer. Der er en vej ud af stress. For nogen kan vejen ud genfindes på arbejdspladsen, mens andre skal væk. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad der er rigtigt for andre. For mig var det rigtigt at lytte til min mave og tage afsked med en arbejdsplads, der agerede på en måde, der var uforenelig med mine menneskelige værdier.

Jeg vil gerne være så stort et menneske, at jeg kan sige, at der ikke længere er nogen bitterhed. Men helt væk er den ikke. Jeg bliver ked af det, når jeg hører om andre tidligere kolleger, der med forskellige varianter har fået samme behandling som jeg, og følelserne kommer op igen.

Jeg kan kun håbe, at mediebranchen fremover bliver bedre til at fokusere på de ansatte og handle derefter. Min påstand er, at det i sidste ende vil spare mediehusene mange penge med medarbejdere, der ikke bliver kørt så hårdt eller bliver devalueret så meget, at de går ned.

Også selv om man jo altid bare kan ansætte et par nye, nyuddannede folk uden familie, der for en tid kan knokle løs på underbetalte tremånederskontrakter, indtil også de mister glæden og troen på en fremtid i branchen.

7 kommentarer

  • Martin Kirchgässner

    Stærkt skrevet, Niklas. Jeg er selvstændig i dag efter 20 år i div. mediehuse. Jeg har aldrig haft det bedre. Vh Martin

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johnny Frederiksen

    Stærk beretning Niklas!!! Sejt at du valgte den helt rigtige beslutning, og rigtig fedt at du tør dele dine tanker. Tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Niklas Foodroar

      Tusind tak, gamle ven. Det betyder meget at høre. Håber du har det godt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bjarke Stemann

    Det er en fin artikel. Mht. bitterheden, så har jeg den erfaring, at man er slave af sin egen retfærdighedssans. At det ikke kan være rigtigt, at nogen skal behandles retfærdigt. Så jo før man erkender, at erhvervslivet INTET har med retfærdighed at gøre, jo bedre. Ham der er din chef kunne med lige så stor sandsynlighed rapportere til dig. Det er et spørgsmål om tilfældigheder og timing. Der er for nylig blevet forsket i heldets betydning for succes i erhvervslivet (i USA). ikke overraskende viste det sig, at heldet har ENORM betydning. Hvor var man, hvem var man med, hvilken baggrund har man, og næsten vigtigst: Hvordan var timingen. (De færreste succesfulde folk vil medgive, at heldet har en stor betydning, og det er nok meget menneskeligt. Vi overvurderer vores indsats og undervurderer tilfældet). Men tilbage til mit point: Jeg prøver at lære mine børn, at livet og især erhvervslivet intet har med retfærdighed at gøre. Så de forhåbentlig undgår de store skuffelser, der følger af selv at være retfærdig over for andre – og dermed forvente det samme af dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Niklas Foodroar

      Godt at høre fra dig, Bjarke. Og du har ret. Jeg er nødt til at slippe den tanke, for den fører ikke til noget som helst. Jeg vil gøre mit bedste.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anders Stoffer

    Tak for din fortælling… Det er skræmmende at læse om. Jeg vil så meget ønske, at du ikke havde oplevet det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Niklas Foodroar

      Tak for tankerne, Stoffer. Pas på dig selv og de andre.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Grillkylling med fennikelsalat