Kylling i karry

Kylling i karry
Hver gang jeg hører nogen sige ‘kylling i karry’, tænker jeg på den der sang af samme navn, som det syngende komiker-ensemble kaldet 5 x Kaj i 1990 gjorde til en landeplage. Det var jo noget med, at de gjorde grin med Bamse og Kylling.
Man kan høre den her. Det er dog uden anbefaling herfra. Mest af alt, fordi du han den på hjernen resten af dagen.
1990 var vist i øvrigt nok det år, jeg blev konfirmeret, hvor jeg blandt andet fik de tre plader ‘Headless Cross’ fra Black Sabbath, ‘Flesh & Blood fra Poison og ‘Young Guns’ fra Bon Jovi.
Jeg husker, at de lå på gavebordet sammen med en masse kuverter med penge i.
Følg mig her på Facebook og få flere tips og følg med i mit privatliv
Nuvel. Det var en større afsporing af emnet. Lad os komme tilbage på sporet. De fleste af os elsker nemlig kylling i karry. Og der er rigtig mange måder at lave retten på.
Jeg går ret så indisk til værks, men benytter mig samtidig også af en færdig karryblanding, så den er genkendelig for både børn og voksne.
Du bør optimalt bruge en hel kylling, men jeg har valgt at lave den lette udgave her, der også minder mere om noget, du ville kunne få på en indisk restaurant.
LÆS OGSÅ: Chicken Bhuna – smørblød karryret med kylling
I en sauterpande varmer du en blanding af vegetabilsk olie (ikke olivenolie) og smør, hvorefter du tilfører kardemommekapsler, nelliker, peberkorn og spidskommen.
Giv det et halvt minuts tid, så smagene trækker ud i olien.
Dernæst dine løg. Sauter dem i ganske lang tid, indtil de er helt bløde. Hvis det bliver for tørt undervejs, så hæld lidt vand ved. Du behøver ikke mere fedtstof.
LÆS OGSÅ: Kylling i thai-indisk fusionscurry
Herefter er det i med dit karrypulver samt pulver af korianderfrø og endelig presset ingefær og hvidløg. Sørg for at smagen fra det hele er trukket helt ind i de fedtmættede løg.
Nu er de i med kyllingestykkerne, som lige bliver brunet kort af, før du hælder fløden i. Masser af den. Hvis du synes, det bliver for fedt, kan du bruge madlavningsfløde. Jeg plejer at tilsætte noget letmælk til fløden. Derefter salt og en terning hønsebouillon (eller de der Fond du Chef fra Knorr) per halve liter væske.
Smarte trick
Og så til et par små trick. Det er nemlig vigtigt, at der er sødme i retten. Jeg skræller en pære – en af de bløde sorter – og river den ned i. Du kan også bruge et æble. Og så giver jeg den 4 spsk sød chilisauce, som man kan købe i de fleste supermarkeder.
Ekstra chili kan tilsættes efter behov. Alt efter hvor tolerante du eller dine børn er.
Lad det stå mindst 15 minutter, men gerne en time eller halvanden, så kyllingestykkerne er helt møre, og saucen reduceret og meget tyk og kraftig.
Tag evt nelliker og kardemommekapsler op af panden inden servering.
Kog ris og drys med koriander.
Velbekomme, derude. 🙂
LÆS OGSÅ: Beef Aloo: Pakistansk oksekødsfest – og du er inviteret
Til kylling i karry skal du bruge
Kyllingebryst – filet eller inderfilet – 100 – 150 g per person
Løg – 3 stk. eller to store
Nelliker – 5 stk
Grønne kardemommekapsler – 5 stk
Sorte peberkorn – 15 stk
Karrypulver (Madras) – 2 spsk
Spidskommen (pulver) – 2 tsk
Korianderfrø (stødt) – 2 tsk
Hvidløg – 2 fed
Ingefær – som en lillefinger
Fløde – 1/2 liter
Mælk – 1/2 liter (eller en liter fløde samlet, hvis du er modig …)
Sød chilisauce – 4 spsk
Pære – 1 stk
Hønsebouillon – et stk per halve liter væske
Hej Niklas
Super fine opskrifter og endelig noget der falder i min smag, simpel smagsfuld mad og en side jeg ville besøge ofte, hvis ikke annoncerne tog livet af den. ved ikke om det bare er mig, men synd en god side skal skydes i sænk af den ødelæggende annonceringer. min pc hoster og hakker ihvertfald en del.
Hilsen Jan