Ølmarinerede spareribs med courgettespaghetti og myntedip

Grillet bearnaiseburger – så forkert, men dog så rigtig

Denne bearnaiseburger er lidt af en perversitet. Men den smager fantastisk.

Denne bearnaiseburger er lidt af en perversitet. Men den smager fantastisk.

Bearnaiseburger

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle gøre det her. Jeg har på mange måder besudlet ikke blot mig selv, men også familiens ære og der vil givetvis være steder, jeg ikke længere kan vise mig.

Men sådan er du vel ikke, kære læser. Du er da et tilgivende gemyt med overskud og højt til loftet, right?

Følg mig her på Facebook 🙂

Du er jo ikke sådan en af dem, der fordømmer en mand på hans perversioner. Så længe de ikke går ud over nogen.

Og det gjorde disse jo ikke. Jeg gik måske over stregen, men dog ikke mere, end at jeg stadig kan se mig selv i ansigtet her dagen derpå uden at skamme mig mere, end godt er.

Tilgiv mig – for jeg har syndet

Jeg har nemlig begået en synd, der er mindst lige så slem som at lægge ananas på en pizza eller hælde ketchup på en kødsauce.

Jeg har lavet en grillet cheeseburger med bearnaise. Og havde du spurgt mig for få dage siden, om jeg nogensinde ville betræde en sådan sti, ville jeg have leet hånligt af dig. Ikke mig. Not on my watch!

Men, som salig Groucho Marx sagde: “Jeg har mine principper. Og kan du ikke lide dem, så har jeg nogle andre.

Og selv om, det er mere upassende end menukortet på en grillbar i provinsen og din fulde onkel Jørgens opførsel over for damerne allerede efter forretten tilsammen, så følg mig lige her. For det smagte aldeles fantastisk!

At lave en burger kræver jo ikke den helt store tankevirksomhed. Men der er alligevel en række punkter, man bør overholde for at få mest muligt glæde ud af den.

Se hvordan jeg laver min her: Cheeseburger of Champs

Sådan laver du din bearnaise

Og så er der jo lige det med bearnaisen. Den er på en gang så let at lave, men samtidig også med en frygtelig faldgrube. Den kan skille. Og det har den gjort ved flere lejligheder for mig.

Først finthakker du et skalotteløg og anbringer det i en tykbundet gryde sammen med peberkorn, hvidvinseddike, lidt vand og stængler fra din esdragon.

Lad det koge ind og si så din essens.

Dernæst varmer du smør op i en anden gryde. Det skal blive helt flydende, men gør det ved meget lav varme. Og brug MASSER af smør. En rigtig bearnaise er ikke for sarte sjæle.

I den tykbundede gryde fra før blander du din nylavede essens sammen med tre æggeblommer, som du rører godt ud, inden du tænder for blusset. Sørg for at gøre det ved meget lav varme. Fra nu af skal du være over den hele tiden. Rør i den, mens du langsomt tilsætter det klarede smør. I en tynd stråle. Lad den gradvist tykne, men den må for alt i verden ikke skille.

Når den er blevet tilpas tyk og lækker, smager du til med salt og peber. Og så en pæn mængde finthakket esdragon og kørvel, der giver en lækker skarphed til den ekstremt fede sauce.

Sørg for at den holder sig lun og fordel den så i en pæn mængde oven på din grillede cheeseburger.

Det smager UPASSENDE og SYNDIGT godt.

Følg mig her på Instagram 🙂

Du skal bruge

Hakket oksekød
Cheddar
Syltede agurker
Syltede rødløg

Bernaisen

Smør – 250 gram
Æggeblommer – 3 store
Estragon – en lille håndfuld
Skalotteløg – 1 stk
Vand – 1/5 glas
Kørvel – en lille håndfuld
Hvidvinseddike – 4 spsk
Sorte peberkorn – 8 stk
Salt og peber efter behov

5 kommentarer

  • Anita D. J.

    Ser forfriskende og godt ud …du bliver spændende at følge ….ang. mad synes jeg ikke der er noget forkert … alt kan lade sig gøre

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Niklas

      Det var sødt sagt, Anita. Dejligt at høre fra dig. Håber du vil blive ved med at give mig input. <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anita D. J.

      Absolut …. har planlagt 3 retter nu ….thai-suppe med kyllingg og kokosmælk …..mørbrad i fad med bacon, champignon og cocktailpølser, og hønsekødsuppe C”)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Niklas

      Det lyder lækkert alt sammen. Især de to der kunne komme her fra bloggen 😀 😀
      Just kidding. Kh Niklas

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åhh, bringer du ud?

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ølmarinerede spareribs med courgettespaghetti og myntedip