Pølsegryde - til børn og fulde folk

Kan du gætte, hvor vi er?

 

Barakull Niklas Roar Mölle

Mig og min datter Eleonora på toppen af Barakull.

Alle har brug for et sted, hvor de kan være sig selv. Hvor de kan gå helt ned i gear. Jeg er bestemt ingen undtagelse. Og selv om jeg er storbybo til fingerspidserne og kun sjældent bevæger mig uden for mit elskede Vesterbro, så har jeg også altid været et naturmenneske.

Jeg voksede op ved Hareskoven nord for København, og når jeg ikke lige spillede fodbold eller guitar, brugte jeg det meste af min tid deroppe. Lige fra barnsben til min spæde ungdom, og indtil jeg flyttede hjemmefra.

Dette vidunderlige træ finder du på vej mod Kullens Fyr med udsigt vestpå mod Danmark.

Men min anden hjemstavn lå på den anden side af sundet. Nærmere bestemt på Kullen. En lille by, der hedder Mölle i naturreservatet Kullaberg. Her er naturen ganske anderledes end noget sted i Danmark, selv om det kun tager halvanden time at køre dertil fra København.

Denne lille klippetop ligger på den anden side af Italienska Vägen på vej til Mölle Mosse.

Denne lille klippetop ligger på den anden side af Italienska Vägen på vej til Mölle Mosse.

Jeg er kommet her hele min barndom. Mine forældre havde sommerhus her, og de arvede det fra mine morforældre, hvis forældre tillige var kommet i den lille by, der var kendt som syndens y omkring århundredeskiftet. Hertil kom kunstere og aristokrater og andet godtfolk – dels på grund af den enestående natur, men også fordi at her badede både mænd og kvinder det samme sted.

Jeg har masser af favoritsteder heroppe, og jeg ved nærmest ikke, hvor jeg skal starte.

Kullaberg

Klipperne hvor jeg så mange gange har badet og leget. I baggrunden ses Ransvik, hvorfra de lokale i gamle dage lokkede sejlende skibe til at gå på grund, hvorefter de røvede dem. Det sker kun sjældent i dag …

Men måske er det sted, jeg holder mere af end de andre, den klippe, hvorfra man kan se ud over ikke blot Mölle, men også helt til Höganäs og ud over Øresund til Danmark. På den anden side ligger nemlig Hornbæk og Gilleleje.

Klippen hedder Barakull, og der er flere veje derop. Dovne sjæle kan gå derop på en lille halv time nede fra havnen, mens sådanne som jeg går en længere vej af bjergets ryg. Udsigten er utrolig. Ikke mindst på en dag, hvor tågen ligger over klipperne, som var det i en Peter Jacksonfilm.

Barakull Mölle Kullaberg

Udsigten over Mölle fra Barakull. Kigger man godt efter, kan man se min mors lille, lyserøde hus i forgrunden.

Mölle Krukmakeri

Engang var byen ‘happening’. Det er den ikke så meget mere. Om vinteren er der kun få fastboende tilbage, da rige Stockholmere har opkøbt og tilbygget store dele af byen til deres sommerresidenser, men i sommermånederne er der omvendt rigtig mange besøgende. De fleste kommer for at bade eller vandre. Men også for at spise. Mest interessant i den sammenhæng er måske Mölle Krukmakeri, der foruden at lave keramik også sælger pizzaer og holder arrangementer som eksempelvis en lille jazzfestival i juni.

Mölle Krukmakeri.

Sidst jeg var på Mölle Krukmakeri var maden faktisk rigtigt god. To kokke udefra lavede en skånsk-argentinsk menu med blandt andet nyretapper og röding.

Stedet er virkelig specielt. Pizzaerne er som sådan ganske gode og efter napolitansk forbillede, hvis altså ikke lige var, fordi man insisterer på at lave dem af utrolige mængder dej, som altid er helt blødt ved servering. Stedet er ualmindeligt hyggeligt, og man har åbent året rundt. I sig selv noget af en bedrift i en lillebitte by som Mölle.

Betjeningen er rigtig sød, men noget nær håbløs. Man skal selv op for at bestille hver eneste gang og selv hente bestik, og det foregår alt sammen i et tempo, der ikke er set langsommere siden Murens fald.

Men de kan nu noget med deres krukker og charme og grene, du får i hovedet både inde og ude, og der er noget befriende usvensk og kaotisk over det. Jeg brokker mig altid, men holder alligevel af stedet og dets søde ejere, og jeg vil blive ved med at vende tilbage.

I øvrigt er deres keramik altså ret så fint, hvis man er til den slags …

Brunnby Kyrka

Min mindste datter Vera leger i den smukke Brunnby Kirke fra 1100-tallet, hvor min far ligger begravet.

Arilds Vingård

Ellers er også Arilds Vingård et besøg værd. Her kan man, som navnet antyder, besøge et charmerende sted nær den hyggelige by Arild, hvor man rent faktisk producerer vin. Sverige er normalt for koldt til den slags, men lige præcis på Kullaberg har man et mikroklima, der blandt andet er betinget af de lune vinde fra havet og de mange solskinstimer. Den drue, man primært dyrker, hedder Solaris, og den er blevet til i Tyskland. Her fungerer den perfekt med sin korte modningsperiode, der gør, at den kan høstes, inden frosten sætter ind.

Arilds Vingård

Arilds vingård

Man spiser glimrende til priser, der qua den svenske kronekurs, slet ikke er dumme for en dansker.

Nuvel, jeg kunne blive ved med at fortælle om dejlige steder på Kullaberg. Men sandheden er, at tiden er ved at løbe fra mig, så det må blive en anden gang. Skulle du dog have lyst til at høre mere, så skriv endelig til mig, og så skal jeg nok dele ud af gode tip.

Kram fra mit lille zen-sted.

Hejdå!

Lækker rejemad til 90 svenske kroner. Ikke dårligt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pølsegryde - til børn og fulde folk