Grillspid af hakket okse med græsk salat og tzatziki

Grillede blåmuslinger med forårsløg

Grillede blåmuslinger med forårsløg

Lækre grillede blåmuslinger med forårsløg.

Det her startede som et eksperiment. Som så meget andet af min madlavning. Det er jo næsten det sjoveste af det hele. Og efter jeg er blevet blogger har jeg eksperimenteret endnu mere end tidligere, fordi man jo skal være i stand til at give sine søde læsere noget ny inspiration.

Det skal på den baggrund siges, at det jævnligt går galt. Lige fra håbløse bageprojekter til uspiselige kroketter og retter, der aldrig nogensinde får lov at se dagens lys. I hvert fald ikke på bloggen. Og i hvert fald ikke før jeg tager mig sammen til at lave en decideret opsamling af de værste gastronomiske trafikulykker, jeg har stået bag.

LÆS OGSÅ: Spaghetti med BLOGmuslinger

Men blåmuslinger er heldigvis svære at ødelægge. Jeg lærte allerede som barn at elske dem, da min mor lavede verdens bedste suppe. Det startede altid med, at min far og jeg iførte og dykkermaske og snorkel og så svømmede rundt i mit barndomssommerhus i den lille svenske kystby Mölle lige på den anden side af Øresund.

Her plukkede vi blåmuslinger på klipperne, mellem blæretangen og stenene i det kolde vand, som vi så gav til min mor, der omdannede muslingerne til en kulinarisk nydelse, jeg ikke har oplevet siden. Der var i hvert fald persille, fløde, tomat og masser af hvidløg. Uhm, mine tænder løber helt i vand igen efter alle disse år.

LÆS OGSÅ: Spaghetti vongole – klassikeren jeg aldrig bliver træt af

Hvis du skulle være så heldig at bo tæt ved havet, så er det jo bare om at komme ud og hente muslingerne, men ellers er de jo ganske billige og fås masser af steder. Hovedsagen er bare, at de er helt friske.

Læg dem i koldt vand, og smid så alle dem væk, der er åbne og forbliver åbne, hvis du banker på dem.

Rens dem for de værste urenheder og læg dem op i en alubakke eller i sølvpapir sammen med forårsløg og drys følgende på. Havsalt, peber, smør eller olivenolie (eller begge dele), et skvæt hvidvin og persille. Du kan gøre det lidt asiatisk ved at bytte persillen ud med koriander og tilsætte revet ingefær.

Blåmuslinger og laks på grillen

Blåmuslinger og laks på grillen

Læg dem på grillen under låg i cirka ti minutter, eller indtil de åbner sig og får en smuk lysorange farve.

Drys med mere persille og olivenolie ved servering.

Jeg ville betragte dette som en forret, man kan sidde og hapse af sammen med et godt brød, der kan dyppes i væsken.

De lækre blåmuslinger har fået selskab af forårsløg.

De lækre grillede blåmuslinger har fået selskab af forårsløg.


Du skal bruge

Blåmuslinger
Persille
Olivenolie
Hvidvin
Hvidløg
Ingefær
Peber
Havsalt
Forårsløg

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Grillspid af hakket okse med græsk salat og tzatziki