Let og lækker linguine med fennikelpølse

6 måltider jeg aldrig glemmer – på godt og ondt

Spaghetti Carbonara. Den er næppe sund på papiret, men den gør dig glad.

Jeg elsker at nyde en pastaret på min terrasse om sommeren. Men det er ikke oplevelserne herfra, der for alvor har sat sig fast. (Foto: Anthon Unger)


Hvilke måltider er de vigtigste i ens liv? Hvilke gør mest indtryk? Jeg ved det ærligt talt ikke. Men jeg ved, at det ikke nødvendigvis er de bedste måltider. På den ene side, har det ikke været nemt at finde de rette, for er der mon ikke hundredevis, jeg har glemt? Hvad med min bryllupsmiddag? Hvad med Michelinstjernerne? Hvad med de vegetarfrikadeller, der i 1996 sendte mig fem dage på et sygehus i Vestsjælland, da jeg gik på højskole?

Men på en eller anden måde er disse næppe helt forkerte. For det er i hvert fald de første, der faldt mig ind, da jeg ville finde …

6 måltider jeg aldrig glemmer – på godt og ondt

Efterår 1983, Mölle, Sverige
Jeg er kun seks år gammel. Men jeg har været oppe at gå tur i skoven i naturreservatet på Kullaberg sammen med mine forældre og min søster. Der har måske være flere med, men jeg husker det ikke. Min søster er den bedste til at finde svampe. Det er hun stadigvæk, og hun lærer mig, hvilke jeg skal kigge efter. Vi kommer hjem med kantareller, Karl Johan og de der bittesmå lilla, der hedder ametysthatte. Min mor stuver dem med løg og fløde og serverer dem på ristet brød. Det smager af skov og bjerg og efterår. Det smager himmelsk. Hvert efterår håber jeg på at finde svampe deroppe igen.

LÆS OGSÅ: 9 uforglemmelige madscener fra filmens verden

Svampehapsere

Svampehapsere – fra nutiden.

Følger du egentlig min side Niklas Foodroar på Facebook? Det ville jeg blive virkeligt glad for. 🙂

Sommer 1986, Ørbyhage, Sønderjylland
Min far blev født i Kolding og boede der, indtil han flyttede til Nørrebro, da han ramte skolealderen. Han sagde, at de andre elever i begyndelsen kaldte ham ‘den jyske tranlampe’. Børn lærer dog hurtigt – også at tale københavnsk, men selv om han blev i hovedstaden resten af sit liv, så havde han stadig en del af sit hjerte i Sønderjylland, og da jeg var barn rejste vi næsten en gang om året derned. Kun ham og jeg, mens min mor blev i sommerhuset i Mölle. Denne gang udmærkede sig ved, at min meget distræte far ikke havde taget den taske med i bilen, som min mor havde pakket med alt mit tøj, min tandbørste og mine Jumbo-bøger, og hvad man nu ellers bruger som niårig. Vi opdagede det på færgen til Nyborg. Vi måtte efterfølgende købe det alt sammen i Vamdrup til min noget påholdende fars store ærgrelse. Og så gik vi ind hos en lokal slagter, hvor min far bad om de bedste bøffer, de havde. Vi kørte til Ørbyhage – en lillebitte landsby ved østkysten, hvor han tidligere havde lejet en gård eller et slags sommerhus hos nogle lokale – og da jeg ikke ville bo hos byens Købmand Viggo og hans kone Mette, slog vi et telt op på stranden. Han elskede at tænde bål. Altid bål. Vi tændte op under de træstykker, vi nu kunne finde på stranden, og da der var kommet gløder, fandt han et gammelt gitter fra en antenne og lagde det på bålet. Vores bøffer fik salt på, og de var røde indvendigt og smagte fantastisk. De møreste jeg har fået. Vi spiste dem med fingrene og tyggede på et lyst brød til. Jeg savner min far, når jeg tænker på det. Han talte også om disse bøffer resten af sit liv. Han lærte mig at være en mand.

Vi havde ikke kamera med i Sønderjylland, men her er et billede af min far og mig hjemme fra køkkenet i cirka samme periode.

Vi havde ikke kamera med i Sønderjylland, men her er et billede af min far og mig hjemme fra køkkenet i cirka samme periode.

LÆS OGSÅ: Mine 11 grundregler i køkkenet

Sommer 1994, Groningen, Holland
Forinden var gået fem dage på en flodpram og to i Amsterdam. Vi var seks gamle venner af sted, og det gastronomiske niveau var ikke ligefrem tårnhøjt. Vi lagde ud med at købe velsagtens omkring halvanden hundrede blandede gram af den slags, der går under navne som Sort Afghan, Pollenmarok, Grøn Usbekistan og Purple Haze, og hvad det nu hed alt sammen. Jeg husker (mærkeligt nok) ikke så mange måltider fra turen i Friesland, men jeg husker, at vi på et tidspunkt købte to dressinger. En salsaketchup og en Knoflook-dressing, der – som navnet antyder – så absolut også smagte af hvidløg. Skæbnen – og muligvis det flittige indtag af de i Holland lovlige rusmidler – ville dog, at vi sejlede prammen på grund sidste dag, hvorefter vi måtte hentes af det firma, der havde lejet os båden. Skruen var ødelagt, og vi fik inddraget det depositum, der skulle have sikret os mad og overnatning sidste dag i Groningen. Vi havde lige præcis råd til at skaffe noget usselt overnatning i en fællessovesal, mens vi ikke havde andet mad overhovedet end en pakke toastbrød og en flaske salsaketchup. Husk på, at dette var i en tid, hvor ingen af os havde fået kreditkort endnu. Vi tilbragte et hårdt døgn i Groningen. Det meste i solskin på en lille park, hvor vi spillede hacky sack og røg tjald, mens vores maver knurrede. To gange afbrudt af – ja, du har gættet det. Uristet toastbrød med salsaketchup. Flasken med Knoflook-dressing var løbet tør. Aldrig har en tur hjem (endda med bus) til København været så lang og pinefuld.

Det lykkedes mig ikke at finde et billede fra turen, da jeg ikke ejede et kamera dengang. Så her er et fra cirka samme periode ...

Det lykkedes mig ikke at finde et billede fra turen, da jeg ikke ejede et kamera dengang. Så her er et fra cirka samme periode …

Vinter 2009, San Francisco, USA
Det har været noget nær den dårligste start på en rejse, man kan få. Både min kone og jeg er blevet syge – mindre end et døgn efter, vi er ankommet til L.A. Vi har begge høj feber og ryster og ligger på vores hotelværelse i Santa Monica og håber, at det snart går over. Turen til Las Vegas er frygtelig. Jeg er endnu mere syg end hende, og hun må køre den lejede Dodge ud af de kaotiske motorveje med frakørsler til alle sider, og vi kører gennem ørkenen, mens jeg kaster op i en pose. De næste tre dage i et luksusværelse i spillebyen i Nevada går med at ligge i sengen med høj feber og kaste op, og jeg har så ondt af mig selv, at jeg på et tidspunkt ligger i fosterstilling på toilettet og hulker. Vi kører så mod San Francisco og overnatter undervejs på et motel i sandsynligvis det værste hul, menneskeheden har set ved siden af en Burger King og en kinesisk friturerestaurant. Jeg har ikke kunnet spise noget i flere dage. Tanken om begge giver mig kvalme. Men dagen efter er vejret dejligt. Jeg kan spise en halv portion corn flakes, og vi har kun tre timers kørsel til San Francisco. Da vi kører over broen fra Oakland, er det som om, der sker en forvandling. Den hvide storby gør sig til under den blå californiske himmel, og vores lille sted Hotel Des Arts er voldsomt charmerende. Vi går ind på en fransk cafe og bestiller en Salad Nicoise og en club sandwich, og aldrig har noget smagt så godt. Appetitten er vendt tilbage, og vi skyller frokosten ned med et glas hvidvin og en kold øl, mens solen bager ned over vestkysten uden for de store vinduer, mens vi føler os budt velkommen og nyder omgivelserne af ivrigt snakkende forretningsfolk og pludrende venindepar. Det har sikkert ikke været den bedste salat i mit liv, men jeg husker den sådan.

sf

Forår 2016, Modena, Italien
Jeg er kørt fra Lucca i Toscana om morgen og kæmper for overlevelse i den frygtede italienske morgentrafik, mens jeg hører lokalradio og prøver at opsnappe sætninger, jeg forstår. Undervejs på vej nordpå til Modena gennem kilometerlange tuneller og overvældende bjerglandskaber, ryger temperaturen ned under nul, og det begynder at sne, og jeg tænker over, hvorfor jeg dog af egen fri vilje har bedt om et interview med kokken Massimo Bottura. Han er ganske vist er en ener, men jeg er på rejse med min familie, og der ryger det meste af en dag på turen. Jeg kører ved en fejltagelse ind i Modenas bycentrum og får at vide allerede ved parkeringen, at der kommer til at ryge en bøde ind, da nummerpladen er registreret. Da jeg ankommer til Osteria Francescana, er Massimo syg og sidder og ser noget betuttet ud, mens jeg går rundt i et lokale og taler med hans mange pressefolk. Jeg går herefter ud i køkkenet, hvor jeg først falder i snak med en række kokke og siden med Massimos amerikanske kone. Vi går rundt og taler om billedkunstnere, om madlavning og om livet som sådan, indtil Il Maestros højre hånd kommer og fortæller, at han er klar. Jeg bliver placeret ved et enormt træbord i et iskoldt lokale omgivet af de ypperste italienske vine på alle sider. Endelig kommer han ind – helt forkulden, med halstørklæde på og ligner en, der ikke har lyst til at være der. Interviewet starter sløvt, men da først serveringerne begynder at komme ind, ændrer stemningen sig. Jeg er overvældet af velsmag, og jeg både viser ham det og forsømmer ikke en chance for at fortælle, hvor lækkert det er. Som en anden Egon Olsen tør han helt op, da han forstår, at jeg kan afkode smagsnuancerne og på sin vis forstår hans genialitet. Jeg får meget længere tid med ham end planlagt, og vi går bagefter rundt sammen i køkkenet og taler om hans ideer. Jeg bliver oprigtigt glad, da han efter at have sagt farvel lige råber efter mig, at jeg skal vente. Han går ud bagved og kommer tilbage med en ost og en balsamico fra hans egen lille produktion og giver mig et kram. Jeg sætter mig ind på en cafe i Modena, drikker en øl, og på vej tilbage til Modena er jeg skideligeglad med den kommende parkeringsbøde. To dage efter er jeg også syg i Lucca og hoster hele vejen videre til Firenze.

LÆS ARTIKLEN FRA INTERVIEWET HER I VICE

En intim frokost i baglokalet på Osteria Francescana med min store kokkehelt Massimo Bottura.

En intim frokost i baglokalet på Osteria Francescana med min store kokkehelt Massimo Bottura.

Vinter 2017, Østerbro, København
Det har været verdens længste forspil. At få en interviewaftale i stand med den unge kok Rasmus Munk har trukket tænder ud. Han er en travl, travl mand, og da det så endelig lykkes, vil redaktøren for Munchies have noget mere. Så i to omgange er jeg forbi Alchemist om formiddagen på en undseelig sidegade på Østerbro, hvor al magien tilsyneladende sker om aftenen. Rasmus Munk er noget så sjældent som en kok med ikke blot kunstneriske talenter, men også med noget på hjerte, og da jeg så noget, der ligner seks måneder efter planen endelig får lov til at spise på restauranten, er der lagt i ovnen til noget særligt. Fra det øjeblik, den første servering kommer ind klokken 19, til det hele er overstået en halv time efter midnat, er jeg blæst bagover. 45 serveringer er ekstremt. Mere ekstremt er det, at ikke en eneste falder igennem. Her er alt fra kaviar og ishavstorsk i vaffel til Tom Yom med bænkebidere og onagi-burgere. Jeg mangler ord. Min ledsager, der har besøgt langt flere toprestauranter end jeg, er lige så imponeret. Alchemist med den unge Munk i køkkenet og i ånden åbner snart i en ny udgave på Refshaleøen med økonomisk støtte fra Saxo Bank-milliardæren Lars Sejr, der også har en andel i blandt andet Geranium.


Se en række af serveringerne i min lille Instragram-film her

LÆS MIN ARTIKEL I VICE MED RASMUS MUNK HER

Topkokken Rasmus Munk og undertegnede. Jeg har aldrig oplevet nogen med et så stort kreativt kokketalent, som den unge jyde, der nu er kommet i rigmanden Lars Sejrs kløer.

Topkokken Rasmus Munk og undertegnede. Jeg har aldrig oplevet nogen med et så stort kreativt kokketalent som den unge jyde, der nu er kommet under rigmanden Lars Sejrs vinger.

HVILKE OPLEVELSER HAR GJORT STØRST INDTRYK PÅ DIG I DIT LIV?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Let og lækker linguine med fennikelpølse