Lækker lammecurry med kokosmælk

10 madvarer jeg virkelig ikke bryder mig om

Vi har alle nogle ting, vi aldrig lærer at bryde os om. Også selv om alle andre elsker dem. Her er mine.

Vi har alle nogle ting, vi aldrig lærer at bryde os om. Også selv om alle andre elsker dem. Her er mine. Altså ikke dem på billedet. Dem elsker jeg alle sammen. (Foto: Jes Roger Petersen)


Man skal passe på med at dømme andre. For ved første øjekast er det de lækreste ting, som nogle folk ikke bryder sig om at putte i munden.

Jeg kender folk, der ikke bryder sig om alt fra koriander og løg til rødt kød, selleri og ingefær. Andre kan ikke lide øl eller rødvin, og endelig findes der jo masser af mennesker, der nægter at spise fisk – eller gris.

Jeg elsker alt ovenstående. Men vi har jo alle noget, vi ikke kan lide. Og for nogle vil mine gastropatiske antipatier føles decideret sære. Men heldigvis er vi jo forskellige, og måske er der alligevel en enkelt ting eller to, hvor du, kære læser, også må sige ’Bvadr!’.

LÆS OGSÅ: 11 uhyggelige ting du ikke vidste om gluten

Som barn var jeg ret kræsen og kunne for eksempel ikke lide kylling, men som voksen er jeg anderledes altædende, og jeg siger stort set aldrig nej til nogen slags mad. Jeg går ind for, at man skal prøve alt og give det en chance. Blandt andet har jeg ved flere lejligheder spist både melorme, græshopper, myrer og fårekyllinger.

Ligeledes med de følgende. Jeg bryder mig ikke om dem, men jeg siger stadig ja, hvis jeg bliver budt. Dels for ikke at opføre mig udannet, men også for at udfordre mig selv og håbe, at jeg alligevel en dag lærer at synes om en eller flere af disse …

10 madvarer jeg næppe lærer at forstå

Tarteletter – Det er en af de mest elskede retter blandt danskere vest for Storebælt, og der er ingen tvivl om, at den også har sine fans i Hovedstadsområdet. Jeg har aldrig lært at forstå endsige værdsætte de der butterdejsting med fyld af hønsekød og asparges. Uanset hvor hjemmelavet det så end måtte være. Min manglende lyst til dem eksemplificeres meget godt af engang i 90’erne, hvor jeg havde en kæreste i Skanderborg. Jeg rejste hele den lange tur derover fra forstaden med tog og DSB-færge – det var før broen og var næsten en dagsrejse – og jeg var mildest talt hundesulten, da jeg ankom til pigen, der boede sammen med sine forældre. Den i øvrigt meget søde mor serverede …. ja, du har gættet det. Tarteletter med høns i asparges. Jeg kunne ikke engang spise en hel, og jeg måtte undskylde mig med, at jeg var blevet køresyg på vejen. Jeg gik i seng med knurren i maven den aften.

tarteletter

LÆS OGSÅ: 6 råd mod tømmermænd

Kaffe – Det er jo fandeme pinligt at være den eneste journalist – ikke bare herhjemme, men i hele verden – som ikke drikker kaffe. Jeg elsker duften af nymalede kaffebønner, jeg kan godt lide italiensk is med kaffe i, og jeg ville sådan ønske, jeg kunne indgå i det store kaffefællesskab på linje med almindelige mennesker. Men sandheden er, at jeg virkelig ikke kan lide smagen. Den minder mig mest om cigaretter, som jeg heller ikke bryder mig om smagen og lugten af. Engang i mellem drikker jeg en espresso, hvis jeg er sammen med italienere, fordi jeg synes, det er flovt at sige nej. Og så fylder sådan en lille kop jo ikke så meget.

Jeg har taget et billede af det, men jeg drikker ikke kaffe.

Jeg har taget et billede af det, men jeg drikker ikke kaffe.

Snaps – ’Jamen, det er jo bare, fordi du ikke har smagt en virkelig god snaps’. Den har jeg hørt så mange gange, at jeg næsten lige så mange gange har sagt ja til at smage den der ’virkeligt gode snaps’, den overbeviste snapsedrikker har haft med. Og hver gang udløser det de samme brækfornemmelser. ’Jamen, det er jo bare, fordi den ikke er kold nok’, lyder det så.
– Jo, den er kold nok, champ. Jeg har lige set en pissefuld myre stå på skøjter nede i mit glas.

snaps_af_gyldenris_5051292131

Nyrer og lever – Jeg husker stadig lugten ude på villavejen, når nogen tilberedte stegt lever i et af de små hjem. Værst var det, når det lugtede sådan ude foran mit eget hus. Mine forældre elskede indvolde, men jeg lærte det aldrig. Jeg synes, det er lidt flovt i dag, at jeg ikke bryder mig om det, for jeg synes, det er udannet. Men hvordan skal jeg overbevise mine smagsløg om, at den tunge smag af jern i den mørke lever er vidunderlig? Åh ja. Og så lavede min mor jævnligt den svenske klassiker ’njurlåda’. Altså et ovnfad med blandt andet nyrer og løg. Det er en opskrift, jeg ikke tager med mig videre i livet. Jeg kan dog mærkeligt nok godt lide leverpostej, pateer og foie gras. Og jeg kan skam også super godt lide italiensk trippa (mave) og brisler.

nyre

LÆS OGSÅ: 21 ting vi kan lære af italienerne og omvendt

Tun i vand – Magen til lorteprodukt skal man i min optik lede længe efter. Jeg har aldrig forstået, hvorfor nogen vælger en dåse tun med vand i stedet for olie. Det smager mildest talt udvandet. Tun er en fed og lækker fisk, selv om de ynkelige benafskrab man ofte får i de billige dåser sjældent er en god oplevelse. Men når man så yderligere beslutter sig for at sjofle den stakkels fisk ved at marinere den i vand, så får man et produkt, som kun de argeste slankefanatikere kan elske.

tun

Skummetmælk – Jeg talte med en sej gammel mejerist fra Løkken, der fortalte mig, hvordan skummetmælk er det værdiløse restprodukt fra mejeriernes flødeproduktion. Det, der er noget værd ved mælk, er fedtet. Det skummes fra (hence the name) og tilsættes herefter igen i mængder, der siden bliver til letmælk og sødmælk etc. Skummetmælk smager af mælk tilsat vand og er tæt på ubrugeligt oven på dine havregryn, All Bran eller mysli, ligesom jeg virkelig ikke bryder mig om at drikke et glas. Mejerierne begik det største scam i verdenshistorien, da de lærte danskerne at drikke fedtfattig mælk, så de kunne komme af med deres spildprodukt.

Mysli er en af de mest taknemmelige ting at tage billeder af.

Mysli skal ikke nydes med skummetmælk

Rugbrød med ost – Som enhver anden indfødt dansker elsker jeg rugbrød. Jeg kan også godt lide ost. Men mest den slags man spiser i små mængder sammen med rødvin eller for den sags skyld på pizza og lasagne og sådan. Jeg har aldrig været pjattet med ost på ‘madder’ – med mindre der er tale om eksempelvis ristet franskbrød med en meget mild ost i stil med en Gouda. Kombinationen af rugbrød og ost tiltaler mig i uhørt lille grad, selv om både min kone og ældste datter kan køre det ned i rå mængder. Kun én ting kan gøre det være. Og det er rugbrød med ost OM MORGENEN! Argh! Rugbrød er ikke beregnet til morgenmad i min verden.

Østers – Lad mig nu være ærlig. Jeg har aldrig været helt oppe at ringe over dem, men engang kunne jeg faktisk godt lide dem i små mængder – især sammen med en halv flaske Champagne på en varm sommerdag. Skæbnen ville dog, at min franske kokkeven engang medbragte en flok af de hårdt polstrede skaldyr til en hyggeaften, hvor jeg så endte med at trække nitten og fik en lille fyr, der ikke havde det så godt. Den samme skæbne led jeg, og jeg lå og kastede op i to dage derefter. Jeg undgik helt at spise dem i to år, indtil jeg var inviteret på en pressetur i Sydfrankrig, hvor jeg skulle besøge en østersfarm. Direktøren havde linet seks af de smukkeste eksemplarer op foran mig på kontoret, og jeg blev nødt til at slubre en enkelt i mig, hvorefter det hele vendte sig i mig, og jeg måtte undskylde mig med, at jeg skulle tage nogle billeder på fabrikken. Jeg kan i dag stadig ikke bare sige ordet uden at få kvalme.

oesters

Andouillette – Ren ondskab i pølseform. Mens det på mange måder er som en tur i himmerige at sætte sig på en parisisk fortovsrestaurant med et glas rødvin og en tallerken med charcuterie, så er det en tur i helvede, når den lækre Rillette og Paté de Campagne får selskab af andouilletten. Her bliver en række svineindvolde og mere reelt kød lagt ind i en tarm sammen med diverse krydderier. En ting er den lidet tiltalende smag. En anden er duften. Nej, lad mig sige stanken, der for uindviede i høj grad leder tankerne hen på en kloak i udu. Madvarer skal altså ikke lugte sådan.

andouillette_5a_tiree_a_la_ficelle_par_marc_colin_chablis

Ris á la mande – Jeg ved godt, det er kontroversielt at anfægte hele Danmarks yndlingsjuledessert. Men jeg tager min familie med mig i faldet. Lige så længe, jeg kan huske, har vi spist denne dessert juleaften. Og ingen kan lide den. Uanset hvor lille en portion, der bliver lavet, er der noget tilbage i skålen. Og på tallerkenerne. Det er ikke opskrifterne, der er noget i vejen med. Forskellige familiemedlemmer, svigerdøtre og gæster har gennem årene stået for den, men uanset hvor meget vanilje eller kække ændringer, der forsøges med, så er retten et nødvendigt onde i min familie. Vi kan bare ikke lide den kvalme blanding af ris, flødeskum og mandler. Heller ikke selv om det er en lige så fast tradition, at vi hvert år lyver over for hinanden og ophavsdamen og siger ting som ‘den er faktisk ikke så slem‘, ‘den er bedre, end den plejer‘ eller ‘den smager egentlig okay‘, mens vi nikker anerkendende. Vi mener intet af det. For det er bare en fundamentalt frygtelig ret.

ris-a-la-mande

   

1 kommentar

  • Kate Bluhme

    Jeg har det som du – spiser stort set alt, men enkelte ting med betydelig mindre glæde end andet. Lad mig nævne to ting, som et stort flertal af mine landsmænd nok vil være uenige i:
    1) Boller i karry. Min mor var ret forrygende i et køkken, men havde som rigtig mange andre husmødre i sin generation begrænsede midler. Men farsmad rakte det til. Jeg var det barn, som langt foretrak bollerne i selleri frem for i karry. Sådan også i dag. Jeg er ellers en stor tilhænger af karry, men ikke her. Måske fordi retten stort set altid ledsages af
    2: Løse ris. Den absolut mest kedsommelige måde at indtage kulhydrat på. Giv mig hvad-som-helst i stedet for – kartofler, brød, pasta, whatever. Men jeg spiser ris af høflighed og uden at kaste op. I givet fald altså kun af kedsomhed.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lækker lammecurry med kokosmælk