Roars røvergryde

Mamma Marinellas spaghetti pesto alla trapanese

Her er ingredienserne til den lækre vegetariske Spaghetti Pesto alla Trapanese, som mamma Marinella tilbereder den. Se videoen herunder.

Her er ingredienserne til den lækre vegetariske Spaghetti Pesto alla Trapanese, som mamma Marinella tilbereder den. Se videoen herunder.

Mamma mia! Den smagte altså godt, den ret fra mamma Marinella.

Men lad os lige tage den fra begyndelsen. For hvordan er en sød italiensk kvinde egentlig endt i mit køkken?

Allora. Jeg fik en dag en henvendelse på min Facebookside Niklas Foodroar (som du meget gerne må følge) 😉 fra to kvinder, som kunne se, at jeg var helt vild med italiensk mad. Det viste sig, at Marinella og Francesca også havde en blog, hvor de to herboende italienerinder ligeledes udbreder budskabet om det smukke Italien og den fantastiske mad på de kanter.

Bloggen hedder Mad & Delicacy, og der er virkeligt mange lækre opskrifter. Lige efter mit hoved.

Marinella spurgte, om jeg ikke havde lyst til at mødes og tage en snak om, hvordan vi kunne samarbejde. Og vi aftalte at mødes på en café i Hellerup, hvor hun bor.

Jeg blev noget paf, da jeg efter 50 minutters regnvåd morgentrafik fra Vesterbro trådte ind på caféen (ja, jeg skulle have taget cyklen). For der sad en meget ung, køn pige oppe ved bardisken og så mig lige i øjnene. Vi stirrede på hinanden et øjeblik og begyndte begge at smile.

– Hej niece, sagde jeg.

– Hej onkel, svarede hun.

Jeg krammede søde Cornelia, der til min overraskelse arbejdede på cafeen og lige var flyttet hjemmefra. Og så var det, at jeg reagerede dumt.

Hun spurgte, hvad jeg lavede netop der, og jeg begyndte at rode mig ud i det, der må lyde som verdens dårligste søforklaring

– Øh, altså … jeg skal mødes med en denne her kvinde. Altså hun bor her. Det er et forretningsmøde. Altså, det er jo ikke … Vi skal jo bare have en kop kaffe. Vi skal måske lave en film sammen … Nej, jeg mener. Hun er italiener. Altså hun er jo en mor og …

Heldigvis kom den så indtil dette øjeblik for mig ukendte italienske mamma ind i cafeen, og jeg kunne præsentere de to for hinanden.

Anyway. Marinella viste sig heldigvis at være en overordentlig sød, hjertelig og lykkeligt gift kvinde, der foreslog, at vi kunne lave en film sammen, som både de og jeg kunne bruge. De leverede en opskrift, og jeg lavede filmen.

Vi blev enige om at give det et forsøg, og det er altså den, der følger med denne artikel. Her lærer hun mig, hvordan man laver en spaghetti pesto alla trapanese. Altså en pastaret fra Trapani i det vestlige Sicilien, hvor jeg faktisk har været for et par år siden. La cittá del sale. En by hvor man udvinder havsalt.

Find din næste rejse til Sicilien på Momondo.dk.

Vi håber, du vil tjekke vores lille film ud. Den varer kun en lille minut. 🙂 Og vi synes selv, vi ser så søde ud.  😀

Du skal bruge (fire portioner)
320 gr spaghetti
En håndfuld basilikumblade
200 gr modne faste tomater
Ricotta 1 spsk.
Mandler – 80 g
Pecorino
– friskrevet
Hvidløg 1 fed (fjern siren)
Salt og peber
Ekstra jomfru olivenolie

Du koger mandler i vand i et par minutter, tager dem op, og køler dem lidt af. Smut skallen af med fingrene og lad dem tørre på et viskestykke.

Sæt vand i kog og læg dine lækre solmodne tomater ned til kogning i 2-3 minutter. Nu kan du let tage skindet af og fjerne frøene. Lad være med at hælde kogevandet ud. Det skal du bruge til pastaen.

Læg tomaterne i en morter (du kan også bruge en blender) sammen med mandler og hvidløg. Dernæst ricotta-osten, salt og peber. Når det er blevet til en lind masse tilføj olivenolien og den revne pecorino.

Sæt vandet i kog igen og kog spaghettien al dente (se hvordan her).

Bland pastaen med saucen og drys med friskrevet pecorino og en god olivenolie.

Buon appetito. 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Roars røvergryde