Ceviche - råkogt kærlighed fra Sydamerika

Brusebad med udsigt i skønne Sperlonga

Udendørs bruser med udsigt i charmerende Sperlonga

Udendørs bruser med udsigt i charmerende Sperlonga

Jeg går langsomt ud mod horisonten mens vandet bliver stadig dybere, og da de første solstråler bryder over bjerget mod øst, tager jeg mit første svømmetag. Ud i det krystalklare vand, hvor muslinger, krabber og småfisk stadig er ved at vågne. Jeg er gået alene ned på stranden for at nyde stilheden og en morgendukkert, mens resten af byen sover. Lige på nær de vejrbidte fiskere, der efter en lang nat er på vej ind gennem det lille havneindløb med en karakteristisk duk-duk-duk lyd fra kutterens bedagede dieselmotor.

FIND DE BILLIGSTE BILLETTER TIL ROM MED MOMONDO.DK

Vandet er som en velsignelse oven på en hed nat i den lille lejlighed uden aircondition, og jeg svømmer op og ned langs kysten, mens solstrålerne indtager en stadig større del af havoverfladen og lyser byen op. Sperlonga rejser sig majestætisk op bag de endnu helt tomme lidoer og viser med stolthed, hvorfor man hvert år tager imod masser af turister fra primært Rom, som nyder godt af byens lækre strande og velbevarede middelalderarkitektur.

Sperlongas største strand.

Sperlongas største strand.

Jeg stiger op og går på hjemvejen forbi fiskerne, som er ved at læsse nattens fangst af. Den yngste af dem – en lille tætbygget mand i 40’erne viser gerne sagerne frem. Det synes umiddelbart ikke imponerende. Der ligger estimeret 40 flotte gamberoni og lidt småfisk. Middelhavet er desværre ikke uudtømmeligt, og de små fiskere har stadig trangere kår i et hav, der er blevet overfisket af et umætteligt antal Italienere, Spaniere, Grækere, Tyrkere og Nordafrikanere, der alle vil have deres bid af havets gastronomiske guld.

Selv om jeg er fristet til at købe fisk direkte fra molen, har jeg allerede bestilt bord på restaurant i aften, og jeg siger derfor pænt farvel til den flinke fisker, der ikke taler et ord engelsk og derfor har tvunget mig ud i det bedste italienske, jeg kan præstere. Det er ikke meget, men med de rette fagter lykkes det generelt godt i Italien. Her er man altid meget imødekommende over for folk, der forsøger, selv om det langt fra er perfekt – endsige overhovedet acceptabelt.

Sperlonga er kendt for sin grotte, der også har givet byens dens navn efter ‘Spelunca’, der på latin betyder netop grotte eller hule.  Senere byggede den romerske kejser Tiberius en villa her, som dog flere hundrede år senere blev lagt i ruiner efter romerrigets fald. Og hele byen blev igen knap 1000 år senere ødelagt af ottomanerne under den berygtede og nådesløse Barbarossa. Byens smukke beliggenhed første dog til, at først enkelte rige italienere senere flyttede hertil og byggede store, flotte huse, hvorefter turismens indtog for alvor kom i gang, da man indviede kystvejen fra Terracina i nord til Gaeta i syd i 1957.

Jeg går de flere hundrede trin op til byen og min lille ferielejlighed og skyller saltvandet af under den udendørs bruser, før jeg kaster mig over noget så uitaliensk som morgenmaden. Røræg, brød, prosciutto cotto og en cappucino skal der til, mens jeg nyder udsigten over havet og den lido, hvor jeg resten af ugen har betalt i dyre domme for at leje to solsenge og en parasol.

Her er den fineste espressomaskine sat ned til kun kr. 1.189,-

sperlonmga2

Så vågner min kone og mine to piger ved duften af kaffe, og freden er indtil videre byttet ud med sjov og alt det kaos, der nu engang følger med, når man børn.

Og hernede føles det så underligt fantastisk det kaos. For mens man derhjemme skal sørge for at børnene hverken skal ses eller høres, er de både velkomne og en integreret del af livet. De er med på restaurant, på cafe, ude at handle. Overalt. I Italien er familien konge.

Resten af dagen går på stranden. Bader med pigerne, spiser penne al pommodoro og glor på badegæster i alle former, før turen går hjem til endnu en skyller på altanen og en siesta før strandlivet igen kalder. Da det bliver aften, tager jeg som alle aftener før denne pigerne med ned på den lille charmerende piazza foran lejligheden. Det bliver til et glas spumante til de voksne og æblejuice til den store pige. Succo di mela verde – grøn som et granny smith-æble på syre.

Hernede spiser man senere. Da vi endelig sætter os til bords på Da Martini sul Ponte, der som navnet antyder, ligger på den svært charmerende lille stenbro, der forbinder middelalderbyens to vigtigste piazzaer, er solen så småt begyndt at give op. Og byen begynder at vågne. Italienere fra nærliggende byer begynder at ankomme og fylde byens parkeringshuse op, og børnefamilier, og nydelige par indtager stole og borde. Børnene er med hele vejen. De bliver ikke smidt i seng klokken halv ni.

Sunny Beach-segmentet glimrer ved sit fravær. Har er ikke mange flokke af støjende unge, og Sperlonga synes da heller ikke at råde over et eneste diskotek. Ligeledes finder man heller ikke mange tanktoppe med påtryk af ølmærker eller fuldemandsbataljer. Den slags bruger man ikke her. Sperlonga er et pænt sted. Det er familiernes og de romantiksøgende pars sted. Sperlonga er for de elskende. De, der elsker skønhed og ro og livet, der passerer forbi i sneglefart.

Farfalle - italiensk for en sommerfugl. Denne fine sag fandt jeg i Sperlonga.

Farfalle – italiensk for en sommerfugl. Denne fine sag fandt jeg i Sperlonga.

Jeg bestiller en spaghetti con le vongole med smukt marmorerede venusmuslinger og nipper til et glas lokal Vermentino, mens kondensvandet drypper fra glasset ned på mine fingre denne hede sommeraften. Jeg skåler med min kone, og den seksårige vil også være med, og vi siger så alle tre cin cin til hinanden, mens babyen med stor præcision fordeler brødkrummer over hele nabolaget.

SÅDAN LAVER DU DEN BEDSTE SPAGHETTI VONGOLE

På broen foran os passerer en livlig strøm af turisten, mens udsigten over stranden, havet og bjergene danner det mest betagende bagtæppe, man kan forestille sig. Jeg læner mig et øjeblik tilbage og suger til mig af Sperlonga. Jeg nyder at være her. Jeg nyder at være til. Jeg nyder at være i nuet. Og det er det, Italien gør ved dig. Glem morgendagen, for en dag skal du hjem. Nyd nuet.

Og nu kommer min spaghetti vongole …

Spaghetti Vongole.

Spaghetti Vongole.

Find billige flybilletter til Sperlonga på Momondo

Sådan kommer du hertil. Det mest oplagte er at flyve til Rom og så leje en bil. Du skal dog være opmærksom på, at det ikke er billigt at parkere. Skal du være her tre dage eller derover kan det bedst betale sig at købe en ugeparkeringsbillet for 38 euro, der gælder i hele Sperlonga. Bykernen er spærret af for biler, men der er flere parkeringshuse ganske nær.

Der går også tog fra både Rom og Napoli. Nærmeste station er i Fondi, hvorfra du skal tage en taxi.

Her skal du spise
Lad det være sagt med det samme. Du kan få god mad i Sperlonga, men det er langt fra regionens bedste spisested. Større gastronomiske oplevelser finder du i nærliggende Gaeta.

Gli Archi: Skøn, romantisk beliggenhed lige bag byens centrale torv med hvide duge på bordene og en anbefaling i Michelinguiden. Priserne er sympatiske, men det er noget af en udfordring at bestille bord. Det foregår KUN per telefon. Går du ind i restauranten, nægter de. Klassiske retter med pasta, fisk og skaldyr.

Cucino Io: Mere romantisk bliver det ikke. Beliggende på nordstranden lige hvor bølgerne slår ind, kan man sidde alleryderst og få serveret gode, hjemmelavede retter fra kystkøkkenet, som vores Latina-mamma lavede det.

Il Porticiolo: Lige ved den lille havn bliver du ikke skuffet over hverken udsigt eller mad. Gå efter spaghettien med muslinger og blæksprutte vendt i tomat. Sød betjening, hæderlige vine og stemning for alle pengene.

Da Martini sul Ponte: På den lille bro centralt i den gamle bydel ligger denne stærkt besøgte restaurant, hvor du med fordel kan bestille stedets risotto med rejer, muslinger og blæsprutte. Sørg for at få et bord tættest havet.

Det skal du se
Sperlonga er ikke noget kulturelt mekka. Man tager hertil for at nyde omgivelserne, stemningen og de fantastiske strande. Men Grotten er en smuk oplevelse, ligesom man bør aflægge museet et besøg. Det ligger i kejser Tiberius tidligere villa.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ceviche - råkogt kærlighed fra Sydamerika