Spaghetti vongole - klassikeren jeg aldrig bliver træt af

Spaghetti med smørstegt laks og courgetter

Det ser måske ikke ud af det store, men det smager forrygende, hvis ellers laksen er god, og du har brugt smør nok.

Det ser måske ikke ud af det store, men det smager forrygende, hvis ellers laksen er god, og du har brugt smør nok.

Det skal ikke være let af have børn. Det, de elsker den ene dag, er totalt upopulært den næste. Jeg har efterhånden opgivet af forstå, hvordan de er skruet sammen indvendigt, og hvad jeg skal stille op med det. Jeg laver noget mad, og er jeg heldig, bliver det godkendt, og i andet fald går jeg op i soveværelset og laver en Maude.

Nej, spøg til side. Jeg lægger mig naturligvis bare ned på køkkengulvet i fosterstilling og råber ‘hvorfor miiiiig?’

Det var jeg dog ikke nødt til i går. For her fik jeg noget så sjældent som en god ide. Jeg havde købt et virkeligt lækkert (og svinedyrt) stykke færøsk laks fra Værnedamsvej, som jeg dels ville bruge til noget sashimi, men som jeg også ville forsøge at lokke i ungerne, der ikke gider sushi og omegn.

Prøv også denne meget lækre spaghetti vongole

Den store på syv plejer at elske smørstegt laks, men hun blev ved med at plage om at få pasta. Jeg er ikke nogen urimelig far, så jeg tænkte, at de to ting måtte kunne kombineres. Normalt ville jeg aldrig bestille noget med laks i Italien, da de er gode til mange ting, men ikke til at skaffe ordenlige eksemplarer af de smukke fisk, som derfor typisk er importeret fra et underlødigt norsk dambrug og proppet med antibiotika.

Men jeg vurderede, at det ville give mening at kombinere de to ting, nu da jeg havde fisk i en god kvalitet. Samtidig havde jeg også en courgette og nogle asparges i køleskabet. Og det skulle vise sig at være godt.

Denne lynpasta smager fantastisk og tager et kvarter at lave

Jeg lagde ud med at skære courgetten i tern og stegte dem i olivenolie og tilsatte salt, peber og et skvæt hvidvinseddike.

Så satte jeg spaghettien over og kogte den i rigeligt vand. Jeg brugte den gode fra Barilla.

Se kampagnepriser på toplækker pastagryde fra Dorre

Laksen fik en omgang salt og peber og blev så stegt i smør og olie på skindsiden i et par minutter. Og derefter lige en gang på hver side ganske kort. Jeg ville ikke have den helt gennemstegt, men lade den være lidt rå inderst. Men det er en smagssag og et spørgsmål om, hvor god fisk du har fået fat i.

Jeg tog laksen op og skar den i små skiver, så man både fik den lækre, sprøde skindside og den rå midte at se. Dernæst lagde jeg pastaen ned i den sauterpande, hvor jeg havde stegt laksen og blandede det godt sammen med fedtstofferne samt mine courgetter og et par skiver friske asparges.

Til sidst kom jeg laksestykkerne i og vendte det forsigtigt rundt og kværnede peber henover og gav det et sprøjt citronsaft.

Pigerne var heldigvis vilde med det, og jeg kunne række armene i vejret og knytte hænderne i triumf.

Eller noget.

Du skal bruge
Laks – 100 g per person
Courgette – 1 stk
Apsarges – tre stk
Smør – 50 g (mindst)
Olivenolie (2 spsk)
Salt og friskkværnet peber
Citron – saften fra en lille halv
Cocktailtomater – 2-3 stk

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spaghetti vongole - klassikeren jeg aldrig bliver træt af