SE VIDEO: De bedste boller i karry

Dejlig Daal

Daal Tarka. Røde linser. Denne indiske ret er både lækker, vegetarisk og ultra billig.

Daal Tarka. Røde linser. Denne indiske ret er både lækker, vegetarisk og ultra billig.

Jeg laver alt for sjældent vegetarisk mad, hvilket egentlig er en uskik. Som de fleste andre danskere starter jeg med at tænke på, hvilket kød jeg vil bruge, og først derefter går jeg i gang med at kigge på tilbehør.

Men tingen er, at et af mine yndlingskøkkener er det indiske, og netop inderne kan altså det der med at lave mad, der smager af meget – uanset om der er brugt kød eller ej.

I næsten 20 år er jeg kommet på den samme indisk-pakistanske restaurant på Vesterbrogade. Den er efter min ydmyge mening landets bedste, og jeg har faktisk ikke engang i Europas hovedstad for indermad, London, fået bedre mad fra den del af verden. Trods mange besøg gennem årene.

Fyrene fra Al Diwan er pakistanere, men noget så sjældent som pakistanere, der faktisk forstår sig på vin og på at matche det til maden, der for mange kalder på øl. Jeg elsker øl, men problemet ved briternes nationalsport – a pint and a curry – opstår hurtigt efter måltidets slut. Man er så mæt, at man ikke kan bevæge sig. Med vin ligger det hele ikke så tungt. Gør du det, så vælg en fyldig og krydret vin, der skal spille op med det mange stærke smage og dufte.

Nuvel. Skæbnen ville omkring min 30-års fødselsdag – det er godt ti år siden, suk – at min søde kone gav mit et madkursus nede på samme restaurant. Helt ekstraordinært. Det havde de aldrig prøvet før. Det var en ret spøjs oplevelse at stå der i køkkenet med en pakistansk fyr, der kun talte engelsk, som instruerede mig i det ene og det andet og afmystificerede et par ting i det ellers ret komplekse indiske køkken.

Nogle af de indiske retter, jeg laver derhjemme. Chicken Vindaloo, Chicken Korma og Daal Tarka,.

Nogle af de indiske retter, jeg laver derhjemme. Chicken Vindaloo, Chicken Korma og Daal Tarka,.

Jeg lærte tre grundretter, som jeg siden har taget med mig, og de bringer faktisk altid lykke, når jeg serverer dem. Hvilket bestemt ikke er min skyld.

Den ene ret, som jeg bestiller hver eneste gang (og det er ofte) er denne Daal Tarka.

Daal betyder ganske enkelt linser, og tarka er den blanding man laver i meget indisk mad af sauterede løg og krydderier. Altså selve basen.

Den er smukt gul, men linserne er røde fra begyndelsen. Den er virkeligt nem at lave, og den smager af meget. Jeg plejer at servere den sammen med mindre en anden karryret (med lam eller kylling), men den kan altså også sagtens stå alene.

Først varmer du enten ghee (klaret smør) eller vegetabilsk olie (ikke olivenolie) i en tykbundet gryde og tilføjer kardemommekapsler, peberkorn, spidskommen og en kanelstang.

Du svitser det i et minuts tid og lægger så dit hakkede løg ned i gryden og rører rundt ved lav varme i laaang tid. Løgstykkerne skal være helt bløde og gennemsigtige.

Så kommer det pressede hvidløg og ingefær i. Sauter det i et minuts tid.

Linserne skylles grundigt flere gange, og lægges så ned i blandingen, der straks tilføres grøntsagsbouillon. I blandingen lægger du gurkemejen. Du koger det uden låg, indtil den har den ønskede konsistens. Ti minutter inden servering kommes bukkehornsbladene i. Til sidst smager du det til med smør, fløde, chilipulver og finthakket koriander. Og evt. en knivpids garam masala.

Det var alt. Håber du kan lide den. 😊

Du skal bruge
Røde linser
Løg
Hvidløg
Gurkemeje
Spidskommen
Kardemommekapsler
Kanel

Ingefær
Grøntsagsfond
Chilipulver – så meget du kan tåle
Koriander
Fløde
Smør
Bukkehornsblade

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SE VIDEO: De bedste boller i karry