Thai Beef Salad – sprød, sund og lækker


Enkelt, sprødt og sundt. Min Thai beef salad.
Denne ret er både enkel, sund, sprød, frisk og velsmagende. Salt, syrlig, sød og med masser af umami. Læs med og se, om du vil give den en chance.
Hvis man har tilbragt bare et enkelt måltid sammen med mig, ved man, at jeg holder mest af det enkle. Den ene årsag er, at jeg ofte synes, det smager bedst. Den anden er, at jeg ikke har de nødvendige gastronomiske kompetencer og redskaber til at gøre det virkelig komplekst.
Begge dele er nogle af grundene til, at jeg er vild med denne lille thaisalat. Jeg har egentlig ikke noget baggrund for at kalde det en thaisalat, andet end at den rent faktisk bringer tankerne hen på Fjernøsten, når man spiser den.
Den kan laves med både oksekød, kylling og for den sags skyld (med fint resultat) tofu, men her giver jeg den altså en gang ko. Så kan man bare selv skifte ud på den post.
Man kan også vælge at se min video, så det hele bliver gennemgået på levende billeder, hvis man har lyst. Den følger her 😊
Dette var mit første forsøg nogensinde med en madvideo, så bær over med mig. :-O Jeg lover, de er blevet bedre siden …
Først køber du et stykke okse. Cirka 100 gram per person. Jo bedre kød, desto bedre smager retten. En velhængt Ribeye eller entrecote vil løfte salaten betydeligt.
Kødet skal skæres i ganske tynde skiver og siden marineres i en blanding af soya, østerssauce, chili, hvidløg, korianderstængler, ingefær, sukker og lime. Lad dem trække i mindst en time.
Du skal bruge dette til marinaden
Soya
Østersauce
Hvidløg
Sukker
Korianderstængler (så får du også brugt dem)
Lime – saften af 1 stk.
Ingefær – en presset lillefinger
Lav salaten, før du lynsteger kødet. Brug for eksempel disse ingredienser. Læg det løst sammen, så det er lækkert og luftigt. Vent med korianderen.

Asiatiske krydderier.
Du kan bruge dette til salaten
Bønnespirer
Koriander
Thai-basilikum (fås i alle thaibutikker)
Chili
Agurk
Romainesalat
Rød peber
Salatløg
Lav også dressingen.
Til den skal du bruge.
Lime – 1/2
Hvidvinseddike – et skvæt
Olivenolie – efter behov
Salt – et drys
Peber – et drej
Sukker – en halv teske
Varm panden om til ukendelighed og svits kødet ganske kort. Det skal helst være næsten brændt på overfladen og lidt rødt indeni. Steg kun lidt af gangen, så det steger og ikke koger.
Hæld det over salaten – inklusive skyen fra panden. Deri ligger meget af smagen til salaten.
Herfra er der bare at sige som Ol’ Blue Eyes. I did it my way – og du skal gøre det på din måde. Brug de grøntsager du lyster eller har i huset. Gulerødder vil for eksempel være fremragende til.
God fornøjelse.
Ingen kommentarer endnu