Børnenes favoritboller i tomatsauce

Coq au vin – kylling til hele familien

Coq au vin. Nu med kylling.

Coq au vin. Nu med kylling.

Jaja, jeg har skam også haft fransk i gymnasiet. Jeg ved godt, hvad en coq er.

Men nu er det ikke ret ofte, at jeg i nede i Føtex støder på en hane endsige en stor hanekylling. Og det går jeg heller ikke ud fra, du gør. Derfor foreslår jeg, at vi bare nupper en god, stor (økologisk?) kylling fra køledisken og behandler den på samme måde, som vi ville gøre med hanen.

Og med mindre du er et svært afsporet individ, betyder det altså, at den skal tilberedes og siden spises.

Jeg kender i øvrigt en herboende fransk kok ved navn Frederic. Han fortæller, hvordan det faktisk var hans tip-tip-oldefar, der opfandt retten på en lille bistro i Auvergne. Men der serverede man den altså med kartofler.

I dag er der sikkert lige mange varianter, som der findes fransk husmødre og -fædre. Og du vil muligvis undre dig over et par af mine dispositioner. Men da jeg hverken er kok, franskmand eller for den sags skyld har nogle dogmer i forhold til retten, laver jeg bare denne, som jeg selv og ungerne elsker.

Jeg synes, det er en rigtig efterårs- og vinterret, der bedst nydes, når man har været ude i kulden og blæsten og bare har brug for at samle familien omkring sig og hælde et godt glas vin op. Altså ikke til ungerne …

vinterfar

Når der er koldt ude, er denne ret et hit for både store og små.

Hvis du nu ved, at retten først skal laves i morgen, så kan du med fordel skære kyllingen ud og marinere den i en blanding af rødvin, sukker, og timian natten over. Men jeg ejer sjældent evnen til at vide, hvad jeg vil spise i morgen, så for mit vedkommende laver jeg den oftest uden marinaden.

Denne ret er særligt smart, hvis du nu har haft gæster nogle dage inden, og der står et par halvfulde vinflasker, som du næppe får drukket. Du kan også bruge den der papvin, du har stående. I hvert fald er der ingen grund til at bruge din bedste Bourgogne eller Ribera del Duero. Det gør sikkert retten lidt bedre, men husk på, at det egentlig er en fattigmandsret ude fra landet, hvor man fandt en gammel hane, der var for stor og sej til at kunne spises som en kylling. Lidt vin havde man jo altid, da man selv dyrkede druerne, og så blev det jo til coq au vin. Hane i vin med krydderurter fra egnen.

Først parteres dyret, hvorefter du blander mel, salt og peber i en skål og vender hver enkelt del i blandingen. De skal derefter brunes i en blanding af smør og olivenolie, før de lægges til side.

Herefter sauterer du skiveskårne løg, hvidløg og gulerødder, før du lægger kyllingestykkerne i gryden og hælder din vin over samt hønsebouillon. Nemt ikke?

Nu lægger du halverede champignon, timian, rosmarin og laurbærblade i og lader den simre uden låg sammen med en flok hele peberkorn i mindst halvanden time. Jeg giver den gerne langt mere (måske det dobbelte), da jeg godt kan lide, når kødet næsten falder fra benet.

Server med ris, kartofler eller bare et godt brød. Mine unger er vilde med retten, selv om der er masser af vin i. Det var jeg i øvrigt også selv som barn, når min mor lavede den. Sikkert på en anden måde end mig.

De fleste bruger perleløg i retten, men sandheden er, at jeg ikke specielt godt kan lide perleløg. Og det kan mine børn heller ikke. Hvad du gør, skal jeg ikke blande mig i 😉

Jeg foretrækker at servere den med løse ris.

Jeg foretrækker at servere den med løse ris.

Du skal bruge
Kylling – en stor – gerne en hane)
Champignon – 250 g
Rødvin – brug f. eks. rester fra ugen. 1 flaske.
Hvedemel – fint
Gulerod 1. stk
Løg – 1 stk
Timian
Rosmarin
Hvidløg – 2 fed
Laurbærblade – 3 stk.
Hønsebouillon 1. l.
Salt og peber

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børnenes favoritboller i tomatsauce