Spaghetti med BLOGmuslinger

Tid til thai

Min thaisuppe med kokosmælk.

Min thaisuppe med kokosmælk.

Mit første møde med thai-mad skete engang i de tidlige 90’ere på Vesterbro, hvor jeg også bor i dag. Jeg husker, hvordan jeg var blæst bagover af den smagseksplosion og friskhed, som på det tidspunkt ikke var normalt i denne del af verden.

Siden kom der et utal af thairestauranter på ikke blot Vesterbro, men også over resten af landet, og efterhånden var det ikke længere forbundet med noget videre eksotisk at spise citrongræs, limeblade og galangarod, og folk som kokkene Henrik Yde og Dak Laddaporn har vist, hvordan man kan tage det thailandske køkken til det næste niveau på den Michelin-præmierede restaurant Kiin Kiin.

Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan lave thai-mad på den helt rigtige måde, men jeg elsker at lade mig inspirere af mine restaurantbesøg (og et par rejser i fjernøsten), og jeg er vild med at eksperimentere.

LÆS OGSÅ: SØNDAG ER SIMREDAG

Denne suppe blev til, da jeg havde en mærkelig form for craving efter asiatiske smage og dufte (og nej, jeg er ikke gravid).

Jeg håber, du vil give den en chance, for jeg er sjældent blevet så populær herhjemme ved middagsbordet, som da jeg serverede denne.

Jeg lagde ud med at marinere kyllingestykker i en tæt blanding af soya, østerssauce, sukker, presset ingefær og presset hvidløg og lod det stå i et par timer. Men giv det gerne et helt døgn.

Dernæst lynstegte jeg dem i en woc sammen, efter at have varmet fem kardemommekapsler og en teskefuld gurkemeje op i neutral olie, hvorefter jeg hældte to dåser kokosmælk ud over. Jeg tillod mig herefter at hælde lidt hønsefond i suppen for at give mere bund, mens den stod og hyggede sig i nogle minutter.

Inden servering lagde jeg stykker af rød peberfrugt samt et par hakkede thai-chilier, sød basilikum og limeblade (alt sammen fås i din lokale thai-biks).

Og da suppen så blev hældt op i skålen, pyntede jeg med koriander, som du naturligvis kan udelade, hvis du tilhører den del af befolkningen, som synes, det smager af sæbe.

Jeg aner ikke, om en thailænder vil anerkende retten som thailandsk. Men det er nu heller ikke så vigtigt, for jeg sværger ved både Buddha, Vishnu og Ganesha, at den smager himmelsk. 😉

Og læg så lige mærke til skålen. Jeg går egentlig ikke ret meget op i køkkentøj, men det er en gave fra min mor fra Mölle Krukmakeri, som er en meget charmerende keramisk værksted og pizzeria i Mölle på Kullaberg i Sverige, hvor hun bor. En klar anbefaling herfra – selv om det ikke har meget med thailandsk mad at gøre.

Du skal bruge
Kyllingebryst 75 g per person
Soya 100 ml
Østerssauce 30 ml
Sukker i spsk.
Ingefær ‘en lillefinger’
Hvidløg 2 fed
Gurkemejepulver 2. tsk. – alternativt karrypulver
Grønne kardemommekapsler 5 – 6 stk
Kokosmælk (2 ds.)
Peberfrugt 1 stk.
Limeblade 8
Sød basilikum en håndfuld
Koriander
Chili alt efter ønsket styrke
Hønsefond/bouillon (en terning eller tilsvarende)

   

4 kommentarer

  • Janne Mulvad

    Marinaden skal vel ikke med i suppen?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • fez

    Nu har jeg ganske vist ikke afprøvet opskriften, men 100ml soya lyder godt nok som helt vanvittigt meget!? 🙂 Så kan den da nærmest ikke smage af andet…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Niklas

      Hmm, du har nok ret i, at det er ganske meget. Jeg skal nok blive bedre til at måle af. Tager bare på gefühl. Måske 30 ml kan gøre det. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spaghetti med BLOGmuslinger